Min historie

Velkommen til Annes-angstside.dk

Her kommer nogle personlige fortællinger om at leve med angst og depression og at kende en der gør:

 

Annes historie:

 

Når jeg tænker nærmere over det har jeg har angstsymptomer siden jeg var ikke ret gammel. Kan huske tilbage til da mine forældre blev skilt og de viste sig kun når jeg var hos min far. Der følte jeg mig så tryg og jeg lærte mig selv, på en eller anden måde, at forbinde angsten med min far og tryghed med min mor, for så kunne jeg da i det mindste slappe af halvdelen af tiden. De perioder hvor jeg har haft det værst har symptomerne dog også vist sig når jeg har været hos min mor, men hun har altid været bedre til at hjælpe med at dæmpe dem igen.

 

 

Mine angst symptomer viste sig da jeg var mindre som - bange for at kaste op og bange for at noget frygteligt sku ske hvis jeg ik gjorde visse ting. Jeg talte meget inden i hovedet, og havde visse ritualer der skulle udføres på en bestemt måde. Symptomerne er kommet og gået med jævne mellemrum i løbet af årene, og jeg ska stadig ik ku sige hva der har udløst dem. Kan huske en dag hvor jeg havde det fint på vej hjem fra skole i de små klasser og pludselig kom jeg i tanke om noget jeg havde frygtet førhen, som var frygten fortrængt og kom pludselig tilsyne igen. Sådan, pludseligt er min angst somregel dukket op, hvilket gør at jeg helst ik vil tænke for meget over tingene idag (men gør det nok alligevel).

 

 

Idag er symptomerne anderledes. Min tilstand forværredes sidste år, midt i min gym tid, der var præget af stress og pres og forventninger, og symptomerne ændrede sig ikk bare, men tog også til. Jeg følte jeg var ved at blive sindsyg og bad min mor om at indlægge mig. Istedet blev jeg sendt til psykolog. Jeg gik rundt med tanker om at mine øjne skulle falde ind i hovedet eller jeg kunne sluge min tunge - billeder som psykologen hjalp mig til at forstå. Især var jeg bange for mine egne tanker, som jeg følte ofte var ude af kontrol og løb hurtigere og hurtigere rundt i mit hoved. En anden ubehagelig oplevelse kunne være når mine tanker gik i slowmotion og jeg følte at alle mine bevægelse og alt hva jeg tænkte gik dobbelt så langsomt som normalt - det er stadig en idé jeg ik har fået opklaring på og derfor stadig frygter?!

 

 

Jeg havde under min dårlige perioder svært ved at sove og følte en konstant uro i min krop. Min krop var også meget anspændt og til tider følte jeg det som om det kun var min bevidsthed der eksisterede, imens min krop lige så stille forsvandt. En tanke som nok stammer fra min dødsangst, som jeg også lider af i høj grad. Det var ikke kun psykisk jeg havde det dårligt, men min tilstand viste sig også fysisk hvor jeg i et halvt år døj meget med ekstreme mavekramper.

 

 

Jeg havde også svært ved at koncentrere mig i den periode og skolen blev derfor forsømt en del - Det var som om min krop og sjæl var splittet og min bevidsthed lukkede sig inde i sig selv så jeg ikke længere ku fungere i den ydre verden. Jeg betragter mig selv som en sart sjæl og til den dag i dag gør "almindeligt" sårende ting, som kærestesorger osv meget ondt på mig - det stikker dybt indeni og jeg føler ikke nogen forstår eller kan dele mine tanker?!

 

 

Jeg har fået det bedre efter psykologhjælp og heldigvis uden piller, men en vis angst er stadig tilbage og jeg kan stadig være urolig inden jeg ska i seng eller vågne op om natten - bange. Min største frygt er pt at sku gå den store verden i møde. Jeg forventes snart at stå op egne ben, men tør ikke rejse ud i verden alene, da jeg har brug for støtte og tryghed til at håndtere min angst. Jeg har lettere ved at være alene, men stoler i sidste ende nok stadig ikke på at jeg kan klare mig selv, hvis jeg rejser for langt væk fra mit bagland. Tænker stadig: "hva nu hvis jeg får det dårligt - og så kan jeg jo ik bare lige ta hjem"

 

 

 

Annes historie

 

Jeg er en pige på 15 år. Jeg lider af socialfobi.

Det udviklede sig for ca. et år siden.

Det hele startede med at jeg begyndte i en ny klasse.

 

Jeg har altid været meget genert, og en stille pige. Så det var svært for mig at have kontakt med de andre.

Jeg begyndte at få angstanfald. Jeg rødmede let, svedte i hænderne, rystede og havde ondt i maven.

Jeg begyndte at udeblive fra skolen. Først i et par dage ad gangen, senere flere uger og til sidst holdte jeg helt op med at gå i skole.

 

Jeg fik en depression, og begyndte at tænke på selvmord.

Mine forældre kontaktede en psykolog, som jeg begyndte at gå hos. Det hjalp ikke meget.

 

Så begyndte samtaler med mennesker fra Augustenborg ungdomspsykriatri. Jeg fik "lykkepiller".

Senere blev jeg testet og fik stillet dianogsen socialangst.

 

Jeg fik det værre. Jeg var hjemme hele tiden. Jeg kom ikke ud længere. Det var hårdt for min familie, at de skulle tage til familiesammenkomster og andet uden mig. Jeg var flov over mig selv, og gemte mig væk på mit værelse hvis vi fik gæster.

Mens jeg gik hjemme fik jeg større og større angst.

Jeg var til samtaler i augustenborg et par gange i måneden. Men det førte ingen vegne.

 

En dag fandt jeg tilfældigvis noget om Århus fobiskole, på internettet. Mine forældre kontaktede dem. Vi fik at vide at normalt deltog man i grupper med andre socialfobikere, for at overvinde sin angst. Men der var ingen grupper i min aldersklasse. Jeg startede med at snakke med en psykolog alene.

Så jeg begyndte med kognitiv behandling i Århus en gang om ugen.

Det var noget der hjalp mig! Jeg begyndte på små opgaver for at overvinde min angst.

 

Jeg gemmer mig ikke længere når vi får gæster. Jeg begyndte i 9.klasse lige efter sommerferien. Da havde jeg ikke været i skole i et halvt år.

Det er hårdt. Det er en kamp hverdag at stå op og tage i skole, og det er skam heller ikke altid det lykkes. Men det er fremskridt. Mine klassekammerater er informerede om min angst, og vil meget gerne hjælpe mig. Mine forældre besluttede nemlig at være åbne over for alle om min sygdom, selvom jeg ikke var meget for det i starten.

Jeg går stadig på fobiskolen i Århus en gang om ugen, og skal nok blive ved med at gøre det i noget stykke tid endnu.

 

Når jeg tænker tilbage på det sidste år, ville jeg ønske at jeg havde vidst hvad socialfobi var, og hvordan, og af hvem, man skulle have hjælp til at lære at leve med den, af. Så ville angsten ikke have nået at blive så stor, og det ville have været nemmere at overvinde den.

 

Jeg skrev dette for at hjælpe andre der lider af socialfobi, og for at fortælle at de skal søge hjælp. Kognitiv behandling er den rigtige behandlingsform. Selvom det er hårdt, så hjælper det. Hvis man vil kæmpe imod angsten, så kan man.

Hvis jeg ikke var begyndt på det, sad jeg stadig på mit værelse og gemte mig.

 

Bees historie:

Jeg er opvokset i en typisk dansk øvre-middelklasse familie. Ældst af to børn og i de yngre år meget tilknyttet min mor, der efter konfirmationsalderen udviklede et alkoholmisbrug der selvsagt giver mange skuffelser. I teenage årene opbyggede jeg et stærkt ego og en enorm selvstændighed, der sammen med en udadvendthed og de naturlige lederegenskaber har givet mig mange gode sociale og arbejdsmæssige oplevelser. Til jeg var 29 har mit liv været ligetil og let, uden store forpligtelser eller bånd, jeg har altid været anset som en stærk og afklaret person, der kunne opnå hvad jeg ville hvis hvis bare det interesserede mig, og alle der stod i vejen for mine drømme og mål blev enten fejet af banen eller tilbudt at følge trop. Jeg har aldrig oplevet at tvinge mig selv til at kunne lide nogle situationer, ting eller personer hvis det/de ikke havde nogen betydning for mig. Jeg har altid kunne sige fra, og jeg har oftest gjort det åbentlyst, det har selvsagt kostet mig en del skrammer, men folk ved hvor de har mig. At handle imod normen/impulsivt har nok også været et godt karakteristika for min person, ide, planlægning og handling...mange gange i et perspektiv der ved første øjekast kan virke vandvittigt, men somregl med et udfald der giver et godt grin og en god fornemmelse i maven. På spørgsmålet: om jeg til tider har bevæget mig på kanten til hvad der er acceptabel i vores samfund? Er svaret JA, men jeg er ikke død af det og jeg fortryder intet....Jeg har aldrig været bange for noget, det kan lyde som en floskel, men jeg mener det virkeligt, jeg har udfordret skæbnen mange gange, jeg har da også fået nogle lærestreger, men det har aldrig afskrækket mig fra at leve et liv med alsidigt indhold.

 

Som 30 årig køber min kæreste og jeg vores første hus og hurtigt efter bliver vi gift, efter et forhold på 7 år...bryllupet og tankerne omkring det påvirkede mig meget følelsesmæssigt, det satte ubevidst spørgsmålstegn ved mit hidtidige liv.

En aften før vi blev gift hvor jeg var alene hjemme, jeg havde tømmermænd og var ikke helt på toppen, Jeg sad i sofaen og så meningsløst fjernsyn og pludselig SLAM - Så kom anfaldet, først begyndte mine tanker at lobe løbsk, jeg begyndte at svede, min puls steg til ca. 120 og jeg blev uforklarligt meget bange. Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde logik I dette virvar af tanker, men der var intet lys, det blev gradvist værre og værre, jeg lyver ikke hvis jeg siger at jeg så direkte ind I djævlens hjerte, det værste der kunne ske var at jeg ville dø, men denne frygt var mere end døden, det var essensen af alt det dårlige der findes I universet…Jeg forstår godt dem der tager en religiøs indgangsvinkel til sådanne oplevelser, og for dem hvor det fortsætter så slemt som denne aften…er døden nok et rigtigt godt valg.

 

Anfaldet varede I ca. 2 timer og jeg ringede efter råd fra vagtlægen efter en ambulance. Det var den værste oplevelse jeg havde haft og jeg havde forberedt mig på at dø, sikket af et hjertestop, hvilket jeg idag kan se er lige voldsomt nok. Efter et par undersøgelser på hospitalet kom jeg hjem og var faldet til ro. Dagene herefter var der kun en underlig fornemmelse der hurtigt forsvandt.

Ugerne herefter begynder symptomer som: svimmelhed, uvirklighedsfølelse, synkeproblemer og træthed. Jeg prøver at få kontrol over min krop og stopper med at ryge. Efter 7 uger røgfri og med en jævnlig fornemmelse af tabt livskvalitet sker følgende efter en festlig aften.

 

Jeg vågnede en søndag morgen meget nedtrykt, ingen appetit og uforklarlig ked af det...

Jeg blev bange, da jeg aldrig har haft det så skidt før, men det blev værre, jeg kunne ikke sove og mine tanker fløj rundt hele natten, jeg svedte og rystede og var bange for at miste forstanden. Lidt af den tur jeg havde haft ca. 5 md. forinden. Jeg var røget i et sort hul hvor intet lys kunne slippe ind....Idag ved jeg at det jeg havde oplevet var en dyb angst....angst for at miste kontrollen, angst for ikke at være mig selv...en generel angst der er svær at forklare....med denne angst hørte ca. 5 dages dyb depression hvor jeg bare sad i sofaen med en dyne op om ørene....Pis, her var der virkeligt åbnet til Pandoras box, og jeg sad krøllet sammen på bunden…et sted jeg modvilligt var havnet uden en synlig grund og mulighed for at komme op, bare det at gå de 10 trin ned på toilettet var en sej kamp hvor alle kræfter mentalt som fysisk skulle bruges.Det var unægteligt det værste jeg har oplevet i mit liv, alt det dårlige/grufulde jeg før havde oplevet, føltes som en tur i tivoli i forhold til dette.

 

Jeg gik selvfølgelig til min læge, der uden videre tøven sagde at det var en depression og at jeg nok skulle til en psykiater....det tog jeg imod da jeg ville finde ud af hvad der var sket...imellemtiden fik jeg det godt igen, dog med den frygtelige oplevelse i baghovedet...efter en samtale og en opfølgning hos psykiateren blev vi enig om at det var et par enkeltstående krise episoder.(imellem samtalen og opfølgningen havde jeg en "nedtur")

 

Men "nedturene" blev ved og for at undgå at blive fejldiagnoceret eller værre endnu medicineret, søgte jeg på eget initiativ hjælp hos en psykolog.

Sådan en tur med angst og efterfølgende ca 5-10 dages depression, har jeg oplevet ca. 5 gange over 4 md. ikke alle lige så slemme som den første gang, men nok til at være helt i bund...Det tog mig ca. 4 md. bare at finde ud af hvad der var galt....og så er jeg ikke engang sikker…Er det depressionen eller angsten der er værst/styrende.

 

 

Min daværende Psykolog gav mig nogle kopier af Esben Hougaards "Angst og Angstbehandling" og efter at have læst 20 sider steg mit humør enormt...Bare det at få sat ord på, så der var noget at tage fat om, det var et stort skridt....Da jeg læste om kognitiv terapi følte jeg straks at det var det, der kunne hjælpe mig videre. Så for første gang i mit liv brugte jeg muligheden at skabe et sikkerhedsnet af venner og familie, der ærligt og åbent blev informeret om situationen.( Jeg har fra sep. til nov. haft ca. 8 timer hos 3 forskellige psykologer. Uden mærkbar psykisk effekt/bedring, jeg tror ikke selv på at det umidelbart er udløst af at have sidet skævt på potten som barn)

 

Jeg havde den sidste måned efter jeg fandt ud af hvad der var galt, ikke haft nogle store nedture, men jeg havde gode og dårlige dage...det føltes som om at jeg kun fungerede 75% og de sidste 25% gik til at holde depressionen, spekulationerne og angsten fra døren....

 

Efter 6 uger uden "anfald" (op til jul) faldt mit humør pludselig en hel del, fx: jeg brød spontant ud I gråd uden en bevidst grund, en meget underlig fornemmelse jeg kun de sidste par md. har oplevet. Gråd har for mig været ensbetydende med en reaktion på følelsesmæssig overvældelse, hvilket kun er sket få gange I mit voksenliv. Når jeg ser tilbage kan jeg godt se at min kurve over følelser altid har været meget jævn, aldrig nogen kæmpe glæde, såvel som stor sorg, jeg har altid været forbandet god til at putte de overvældende ting I små kasser så snart de dukkede op på min vej og det har været en egenskab jeg har været meget glad for da den har sikret mig et “problemfrit” liv…Angsten har i øverført betydning åbnet alle disse kasser på en gang….og det har sgu været en skod oplevelse.

 

Spekulationer førte til at angsten huggede sin klo i mig...MEN jeg fik med rationel tænkning (læs: bevidsthed om angstens cirkel) og til min store selvtilfredsstillelse afværget en af de store depressions ture, der ellers har næret min angst...Dette har resulteret i at jeg i dagene herefter har været oppe på 95% af mit normale "jeg", dog med et par hurtige remindere om angsten.

 

De fleste gange min angst har taget fat, er det når mit humør har været i bund...dagen efter intagelse af alkohol, efter ekstreme problemer på arbejde og ved juletid.

(jeg har kun drukket alkohol en gang, ca. 10 genstande på 2 md. Hvilket har indvirket på mit sociale velvære og livskvalitetsmæssigt lidt af en nedtur)

 

Jeg er af 4 forskellige behandler: læge, psykiater og to psykologer blevet anbefalet at prøve SSRI produkter “lykkepiller”....men jeg mener ikke det er en løsning for mig, jeg lever af min kreativitet og mine tanker og jeg har som det menneske jeg er, ikke råd til at "gamble" med min hjerne. Ikke dermed sagt at jeg er imod "lykkepiller" da de sikkert kan hjælpe folk med svære depressioner.

 

Om min angst er udløst af stress eller om det er noget andet, finder jeg nok aldrig ud af, men jeg er ved at lære en masse nyt om mig selv, og hvis min angst skal følge mig resten af livet....vil jeg leve med den, ikke under den...Med denne beslutning, vil jeg gøre alt hvad der står i min magt for at vende skuden, der ellers har sejlet på kolisionskurs de sidste 5 måneder.

 

Denne historie om mig selv har jeg skrevet i vinteren 2003...Idag har jeg gennemgået et kognitivt forløb på Kognitiv Center i Århus (8 sessioner) og jeg har det OK idag angsten er ikke helt væk men den smule der er idag kan jeg sagtens leve med...kode ordet er KONTRAST et modstykke til den tilstand jeg har været i og ikke mindst til min opfattelse af situationen.

Forresten startede jeg i april med "grønne lykkepiller" (Modigen) om det er dem eller terapien der har hjulpet på mit humør ved jeg ikke men jeg vil gerne tilskrive dem begge æren...jeg fortsætter sommeren over med pillerne og så trapper jeg langsomt ud hvis altså alt er OK....Jeg har over flere md. skrevet dagbog og det har hjulpet mig meget til fx at måle mine små fremgange.

 

Til alle jer der kæmper kampen...

Erkend og udfordre men aldrig giv op, accepter aldrig hvis du har det dårligt.

 

Jeg vil slutte af med at sige tak til Anne for en god og informativ side der hjælper mange til at komme videre...

Bee

 

Bentes historie

 

Jeg er født under krigen (altså den 2. verdenskrig!), hvor min far kort efter gik "under jorden" som modstandsmand. Han kom først hjem, da krigen sluttede. Efter en kort forvirret tid - mange af modstandsfolkene var meget præget af, hvad de havde oplevet - fandt han en anden kvinde, som han så blev gift med. I 1948 flyttede min mor og jeg til Kbh. fra Jylland. Først for et par år siden fandt jeg ud af, at grunden til min senere angst var, at jeg følte mig svigtet af min far, fordi han forlod mig 2 gange. Derfor er jeg også forfærdelig bange for at miste. Jeg så ham senere i hver sommerferie i mange år, men han var en svag mand, som aldrig sagde ret meget, med en meget dominerende kone.

 

Min stakkels mor gav mig en god uddannelse, for "et ægteskab er jo ingen livsforsikring", som hun sagde! Selv var hun meget "tilknappet", vi gav faktisk først hinanden knus til goddag og farvel, da jeg var 30 og havde fået mit første barn.

 

Jeg tror, at jeg "arvede" denne tilknappethed, ikke noget med at vise følelser! Som barn og ung var jeg meget genert, og måske var det også en slags social fobi? Al den angst for at vise følelser har nok også gjort, at jeg fik sygdommen. Men nu ind imellem kan det somme tider være lidt for meget med alle de dersens følelser! Min dejlige mor døde i 1983, lige før jeg blev 40, og det var en kortvarig, men forfærdelig sygdomsperiode.

 

4 år senere 1987 fik jeg mit første panikanfald i udlandet, da min mand og dengang 14-årige søn skulle se en krigs-attraktion, og jeg hellere ville se på butikker. Jeg stod af bussen ALENE ved en park, og så kom det - for fulde sejl. Jeg behøver vist ikke forklare dig, hvordan det var. Dengang havde jeg lige taget orlov for 2 år fra mit faste tjenestemandsjob, for at prøve noget nyt. Det var en meget utryg og stressende periode, og nu ved jeg, at det var denne periode, som udløste panikanfaldet.

 

Min daværende læge gav mig noget beroligende, som ikke hjalp, men først efter 1½ år fik jeg stillet diagnosen efter et kæmpe-panikanfald. Han sagde 3 sætninger ud i ét: 1. Du lider af en angstneurose 2. Det kommer du aldrig over 3. Vil du indlægges? PUHA! Jeg anede ikke engang, hvad en angstneurose var! Jeg skulle bare ud i livet, sagde han, så efter et par dage gik vi ud at spise. Det var SLEMT, og så gik jeg da helt ned i bund. Jeg blev aldrig undersøgt fysisk for noget som helst! Men jeg fik da lov til at få valium'er af ham, så jeg kunne klare mig nogenlunde. Heldigvis kom jeg hurtigt i kontakt med Daghøjskolen (den allerførste fobiskole), hvor jeg var daglig i 2 måneder i 1989. Det hjalp mig virkelig, så jeg kunne begynde på mit tjenestemandsjob igen, efter min orlov var udløbet.

 

Angsten var der stadig, og jeg havde det også bedst med at være sammen med nogen i busser osv, men jeg tog dog bussen alene frem og tilbage til arbejde, og kunne også gå i butikker alene. Derefter prøvede jeg først en psykolog, som ikke kunne hjælpe mig, så en psykiater, som gjorde det hele værre. Da jeg så ovenikøbet en dag fik et stort svimmelhedsanfald i en bus, som jeg er næsten var sikker på, var en svimmelhedsvirus, en af mine kollegaer lige havde haft, så var jeg totalt hjælpeløs.

 

Og så kom depressionen! Det var i 1995. Mit liv gik med at blive kørt af min mand til og fra arbejde, se lidt venner og familie af og til, og det var så det. Weekender var håbløse, jeg var bare så ked af det og hjælpeløs. Lægen troede IKKE på, at jeg havde en depression, men han ville dog stadig skrive valium'er ud til mig, så det måtte jeg jo leve med. Jeg prøvede allerede for 10 år siden, at tale med lægen om "lykkepiller", men uha nej!

 

Først i november 1999 nærmest tvang min mand og jeg ham til at give mig 20 mg seroxat om dagen. Efter ca. 2 måneder forsvandt min depression, men angsten var der stadig. Og min dosis skulle naturligvis ikke forhøjes, sagde lægen! Jeg havde nogle bivirkninger i starten, men ikke ret mange.

 

Min "redning" var Angstklinikken på Rigshospitalet foråret 2000. Behandlingen er 3-delt: medicin (seroxat), gruppeterapi og individuel terapi. Medicinen blev langsomt forhøjet til 50 mg, hvor jeg stadigvæk er. Gruppen var mod min forventning en rigtig god gruppe, men navnlig samtalerne med psykologen gav noget. Først her gik det op for mig, hvad det hele drejede sig om. Det var virkelig AHA! Jeg turde endelig skifte læge, og han sendte mig straks til en gennemgående fysisk undersøgelse.

 

Nu går det rimeligt godt. Jeg fik en forfærdelig oplevelse i foråret 2001, da jeg fik et brev fra en sagfører, at min far var død og begravet for flere uger siden. Der var en lille smule penge at arve, ellers havde jeg nok ikke fået noget at vide. Min far havde jeg efter hans eget ønske - eller var det hans kones? - ikke havde haft forbindelse med i over 10 år.

 

Så der gik det nedad igen, men jeg ved jo, at jeg altid kommer op igen!

 

Om angsten, der styrede mit liv!

 

Det begyndte i barndommen, hvor et nyt liv skulle til at folde sig ud, der begyndte det, der blev livets vinger allerede stækkede.

 

Han vidste det ikke, han var ny her, han havde kun det i bagagen, som moderen og faderen havde givet ham, han var magtesløs, men han vidste det ikke, hans liv og fremtid lå i deres hænder, i deres og omgivelsernes hænder og i hans egne gener, men han vidste det ikke.

 

Han kastede al sin kærlighed på forældrene, de var hans beskyttere, troede han. Det var de vel også i en vis forstand, de gav ham mad og klæder, og de gav ham også kærlighed, megen kærlighed, de elskede deres barn, jovist gjorde de det.

 

Forældrene var fattige og uvidende mennesker, de levede som de havde lært det af deres forældre og tænkte ikke videre over tilværelsen. Faderen var psykisk syg, han var skizofren. Moderen var opdraget i Indre-Missionsk tro og lære, og dette var en streng lære, asketisk var den, at tage afstand fra al verdens glæde var én mening med livet. De levede i fattigdom ude på landet, på en lille landbrugsejendom, der netop kunne give til livets ophold for en lille familie.

 

Jeg skulle kun være tre år, før jeg oplevede min fars første raserianfald over for min mor. Det var et chok for mig, og jeg blev angst for min far. Det ellers så trygge liv hos far og mor var nu ikke mere til stede. Jeg lærte tidligt angsten at kende, angsten for fars vanvittige raserianfald og dermed angsten for far. Det skulle vise sig, at denne angst skulle komme til at følge mig resten af livet.

 

Da jeg var ca. 4 år gammel begyndte mor at prente angsten for Helvedes rædsler ind i mig, så godt hun nu formåede det efter "gammel skik" og tro og lære, efter hvad hun havde lært i sin barndom. Og hun var ikke kommet videre end til dette, at hvad de voksne siger, hvad far og mor siger eller har sagt er det rigtige. Hun gjorde vel dette med de bedste hensigter og hun vidste ikke bedre.

 

Da jeg blev ældre og kom i skole, lærte jeg andre at kende, både børn og voksne. Jeg så nu, hvordan andre børn kunne have det med sig selv og med hinanden, og jeg sammenlignede. Jeg så deres sinds frihed, jeg så at de var fri for den angst, som jeg bar rundt på, og jeg misundte dem. Jeg følte at jeg var den eneste, der havde denne frygtelige angst, og jeg turde ikke tale med nogen om det, sådan noget gjorde man heller ikke, man skjulte det. Alle mine grufulde oplevelser i hjemmet måtte jeg bære selv, sådan var det.

 

Vi måtte arbejde hårdt derhjemme, det var en anden mening med tilværelsen, tidligt at lære at arbejde. Når jeg kom hjem fra skole skulle jeg hurtigt have lidt at spise og så ud i marken og hjælpe min far. Dette ville nok heller ikke have skadet mig på nogen måde, hvis jeg vidste, at jeg skulle ud til en glad far, en kærlig og god far, en far jeg kunne snakke med, kunne fortælle til, hvad der var hændt mig i skolen den dag, kunne snakke med om naturen om alt. Men det kunne jeg ikke.

 

Da jeg kom hjem fra skole var det første mor sagde: "Far er vred". Disse tre ord fremkaldte straks en dyb smerte inden i mig. Jeg fik kvalme, mine tanker kunne nu kun rumme angst. Disse ord, far er vred, betød ikke at far var vred, nej de betød, far er blevet rasende over et eller andet, som jeg ikke vidste hvad var, og som jeg ikke ville spørge mor om. De betød, at resten af dagen , de næste mange aftener og nætter og dage skulle jeg være meget angst, skulle jeg lide alskens kvaler i sind og krop af angst. De betød Helvede på jord, for mig.

 

Jeg skulle ud til ham i marken og jeg skulle skynde mig ellers blev han måske mere vred. Jeg slugte lidt mad, tog arbejdstøjet på og afsted. Derude mødte jeg et menneske med et ondt blik, mørk og indelukket var han. Han gik og pløjede med to heste foran ploven. Kør hestene! sagde han. Jeg tog tømmerne og prøvede at styre hestene derudad. Det gik også godt nok så længe den ene hest gik nede i plovfuren, men ved enderne var det vanskeligt, for der vidste hestene at de skulle dreje og de ville gerne dreje meget hurtigt, når vi nåede enden af plovfuren. Det måtte de ikke og det var min pligt at få dem til at gå lige ud til et ganske bestemt punkt. Dette var meget vanskeligt og samtidig var jeg meget bange for at det skulle gå galt. Det gjorde det også og han skældte mig ud. Jeg blev endnu mere angst, hvordan skulle det gå når vi nåede den anden ende af plovfuren? Her ville det vel også gå galt og hvad ville han så gøre ved mig ? Hans ondskab gik langt ind i min lille sjæl og jeg kunne ikke rumme andet end angst. Naturens skønhed og fuglenes kvidren og duftene der fyldte mine næsebor fornemmede jeg ikke. Mine sanser var lukkede, kun et fyldte mig helt og det var angsten. Ville han slå mig? Ville han slå mig ihjel næste gang hestene drejede lidt for tidligt ved enden af plovfuren?

 

Da vi kom hjem fra marken skulle alle dyrene fodres og jeg skulle hjælpe. Det var også i orden, blot jeg kunne være denne forbandede angst foruden. Ved aftensbordet da vi skulle spise, var der dyb stilhed. Ingen sagde noget, ingen turde sige noget. Vi ventede i angst og spænding, ville han som et lyn fare op og smadre en knytnæve i bordet og begynde sit vanvittige råb og sine vanvittige beskyldninger mod min mor og hendes familie eller ville stilheden vare ved og han ville rejse sig fra bordet, når han havde spist, og gå ind i soveværelset og måske gå i seng? Hvis han gjorde dette sidste, ville vi da alle blot sidde i knugende angst og vente, vente på at han måske alligevel ikke var gået i seng, men pludselig ville dukke op og begynde med sine vanvittige råb. Alle muskler var spændte i min krop, jeg sad som en hare, der dukker sig bag en jordknold på marken, mens en ræv løber forbi, med alle muskler spændte, parat til flugt. Samtidig skulle jeg læse lektier til næste dag i skolen. Jeg kunne ikke koncentrere mig, alt inden i mig var jo angst og musklerne var spændte til bristepunktet, parat til flugt. Jeg kunne ikke næste dag i skolen forklare, hvorfor jeg ikke kunne mine lektier, jeg kunne ikke fortælle læreren, hvordan jeg havde haft det om aftenen, da jeg skulle læse mine lektier. Det gjorde man bare ikke sådan lige, jeg vidste at jeg blot ville være tavs, hvis læreren skældte mig ud, fordi jeg ikke kunne mine lektier, måske ville jeg bryde grædende sammen, hvis han slog mig.

 

Vi hørte døren til sovekammeret gå op, adrenalinchok!! det var ham, han gik hen over køkkengulvet mod stuen med slæbende skridt. Pludselig åbnede han døren og stuen flængedes af et øredøvende brag, jeg skreg og råbte til min Gud og Skaber om hjælp, men han hørte mig ikke, han hørte mig ikke!!!...

 

Jeg sov oppe på loftsværelset, lige oven over mine forældres soveværelse. Jeg sov ikke, jeg kunne høre ham dernede blive ved med sine bebrejdelser mod min mor, nu var hans stemme roligere, men af og til kunne jeg høre stemmelejet stige, og han var ved igen at bryde ud i vanvittigt raseri, jeg lå jo og lyttede i anspændthed. Når mine muskler var ved at slappe lidt af og jeg var ved at falde i søvn, da blev hans røst højere, mine muskler spændtes og jeg blev lysvågen. Angsten var jo også altid den, slår han mor? Slår han mon mor ihjel??

 

I parentes bemærket:

 

( d. 24-1-2002. I nat drømte jeg, at min mor sagde til mig: "Boye du gifter dig ikke!". Jeg tog en stegepande og slog min mor i ansigtet, jeg slog og slog i vanvittigt raseri. Jeg fortrød intet, havde ingen samvittighedskvaler over det, jeg slog og slog i vanvittigt raseri!!)

 

Efter at have fået få timers søvn skulle jeg op. Jeg skulle ned og være med i stalden, være med til at malke og muge ud. Bagefter skulle gummistøvlerne vaskes godt, for dem skulle jeg også have på i skole. Jeg havde ikke et par sko til skolebrug eller blot et par ekstra støvler. Nejj, man skulle vel ikke sådan frådse med pengene. I støvlerne havde jeg halmvisker, et begreb som sikkert kun få kender. Jooh man blev jo lidt fugtig om fødderne ved altid at have gummistøvler på. Det var der råd for, man gik ned i hestestalden og lavede sig et par nye såler af halm, halmvisker, og det blev man meget ferm til, når man havde prøvet det mange gange.

 

I skolen frygtede jeg mest regning, ikke fordi jeg ikke kunne regne, men fordi vi havde skoleinspektøren i regning, og han kunne slå, hvis man ikke havde regnet alle de stykker man havde fået for hjemme. Jeg havde set nogle gange, når han havde slået andre, det var forfærdeligt som han slog. Han blev ved og ved med at slå de stakkels børn på kinderne, de må da mindst have fået hjernerystelse af 3. grad af dette.

 

Regnetimen oprandt, inspektøren kom ind i klassen. Han var i ondt lune kunne jeg mærke. Denne høje flotte mand, sorthåret var han, med en lige skilning i venstre side og håret redt skråt tilbage, guldbriller havde han på og var altid pænt klædt. Jooh han var en flot skoleinspektør. Han gik nu rundt i klassen for at se om vi alle havde ordnet vores lektie til denne dag. Det var ellers sjældent han gjorde det, men netop i dag skulle det så være. Der var mange i klassen, der blev skældt ud, måske fik de en lussing og så ikke mere. Da han nåede til mig så han også straks, at jeg ikke havde ordnet, hvad jeg skulle og han trak mig i håret lige ved øret. Det gjorde meget ondt, men jeg sagde ikke en lyd, jeg måtte tie og tåle denne uretfærdighed. Han skulle blot vide, ja, han skulle blot vide hvad jeg havde oplevet dagen og natten forinden. Det fik han aldrig at vide, ingen fik det at vide, jeg måtte bære byrden i tavshed og alene.

 

Det var en eftermiddag, jeg var ude i stalden og ordne noget, pludselig hører jeg et skrig. Det er min mor, hvad sker der? Slår han hende nu ihjel? Mange tanker flyver igennem mit hoved, mens jeg løber ind i køkkenet, hvorfra jeg hører skriget komme. Mor græder og skriger, hun prøver at få noget overtøj på, hvad er der dog sket? jeg forstår intet. Vi går ud i haven bag den store staldlænge. Nogle grise har gået ude i et lille område af haven en del af efteråret, og nu skal de ind i svinestalden. Han har selv forsøgt at få dem ind, men uden held. Nu er han blevet vanvittig rasende og mor skulle naturligvis være kommet og have hjulpet ham, selvom hun intet vidste om hvad der foregik. Mor skriger, bliver ved med at skrige og en hvid fråde løber ud af munden på hende. Jeg er ude af mig selv af angst, hvad er der med mor, mon hun er ved at dø? Aldrig har jeg dog set hende sådan. Naboerne må da høre hendes skrig og komme os til hjælp, jo de må høre det! Ingen kommer, de tør måske ikke eller de vil ikke blande sig, nej, man "hytter" sig. Om vi får grisene ind i stalden husker jeg ikke, men mor kommer ind i sin seng og lægger sig, han er nok bange, mon nogen har hørt hende skrige, han forsøger med en, ligesom undskyldende, bevægelse at røre lidt ved hende eller dynen. Alt er stille nu, stille som i graven. Jeg håber sådan at mor ikke dør, men kommer over dette også. I køkkenet sidder vi stille, måske får vi lidt mad, jeg husker det ikke. Vi går vel til ro, men med dybe sjælesår. Endnu en fortvivlet, urimelig, chokerende oplevelse for et barn i 10års alderen.

 

Mor har senere fortalt, at han pludselig var kommet ind i køkkenet, vild i øjnene og var gået hen mod hende og havde sparket lige ved siden af hende og ind i døren. Hun havde troet, at han ville slå hende ihjel.

 

Angsten, oplevet i barndommen sætter sit præg på barnet, den præges dybt ind i barnets sjæl. Dette er kun få af mange lignende oplevelser jeg havde i min barndom. Barndommen, hvor trygheden , kærligheden, freden, lykken skulle være det dominerende og opfylde individet, så der opbygges et stærkt, helt og frimodigt menneske.

 

Som følge af mit følsomme sind bukkede jeg under for det voldsomme i livet. Alt der mindede om fysisk eller psykisk vold gjorde mig meget angst også op i voksenårene. Jeg tålte ikke det overvældende stærke pres fra omverdenen, som jeg oplevede som en verden af fysisk og psykisk stærke mennesker. Et meget følsomt menneske var jeg, nok skabt fra naturens hånd som sådan.

 

Jeg søgte i drømmen og fantasien den kærlighed, ømhed, omfavnelse og berøring som jeg ikke fik i hjemmet.

 

En oplevelse mere fra min barndom vil jeg berette om. Vi børn, jeg havde to søskende, var inde i stuen. Han havde sovet til middag og kom ud i køkkenet, hvor mor var. Vi hørte et brag og hans voldsomme raserianfald. Så blev der stille, mor kom ind til os og han gik ud. Vi gik sammen med mor ind i "den ny stue", som lå længst borte fra køkkenet. Mor fortalte os, at han havde sparket en køkkenskabslåge ind. Så hørte vi ham komme ind igen. Han begyndte at banke med en hammer. Mor sagde, måske sømmer han døren til, måske vil han slå os alle sammen ihjel, kom skal vi flygte? Det var sådan, at man også kunne komme til "den ny stue" gennem en veranda, hvorigennem vi nu kunne komme ud, uden at han kunne se eller høre det, når han var i køkkenet. Jeg så os i ånden flygte ud over markerne, løbende alt hvad vi kunne løbende for livet, ud til friheden, der måtte da være nogen i verden, der ville tage sig af os og hjælpe os. Jeg længtes sådan efter at blive fri , fri for angsten for ham.

 

Da han holdt op med at banke og gik ud, opgav mor tanken om flugt, men de minutter vi stod der i "den ny stue" var meget lange, og dødsangsten skabte dybe sjælesår. Vi gik ud i køkkenet og så, at han blot havde sømmet skabslågen sammen, som han før havde sparket itu. Ja, der skulle jo nødigt komme uventede gæster og se en smadret køkkenskabslåge, de kunne jo stille spørgsmål, og hvad skulle han så sige?

 

Dette var angsten for livet. Men også meget tidligt i mit liv skulle angsten for døden blive overvældende for mig. Angsten for Gud og angsten for Helvedes ild og svovl og evige pinsel. Denne angst var min mor en mester i at indprente dybt i min følsomme sjæl. Med sin Indre Missionske lære, som målestok for alt her i livet, formanede hun os børn dagligt. Det blev sagt med en alvor og en Indre Missionsk troendes overbevisning, at det ikke var til at tage fejl af. Man skulle ikke tage fejl her, evig pinsel i Helvede var straffen, om man ikke dagligt opførte sig ordentligt, og fulgte bibelens ord. At bande eller at lyve ville sikkert være rigelig overtrædelse af Guds strenge love til, at man godt kunne begynde allerede at mærke Helvedes flammer slikke op af ens krop. Og så var der den med "Synden mod Helligånden". Hvad det var for en størrelse kunne mor ikke rigtigt forklare, men i hvert fald var det sådan, at havde men syndet mod "Helligånden", var der ingen tilgivelse at hente noget steds. Et lille bandeord, måske, "for søren", kunne nok tilgives af Gud om man bad derom, men at "synde mod Helligånden" kunne ikke tilgives. Det var naturligvis meget vigtigt, hver aften at bede Gud om tilgivelse for alle de synder man havde forvoldt i løbet af dagen. Det gjaldt skam også stygge tanker, endelig ikke at forglemme, for Gud kunne jo se ind i en, se alle ens tanker kunne han, intet kunne skjules for Gud, og der var en dommens dag forude, det var vigtigt at vide, måske var dommens dag allerede nær, man skulle ikke føle sig for sikker , nej man skulle så ej.

 

Jeg har vel ikke været mere end 5-6 år gammel, da jeg lå i min seng om aftenen og skulle sove, men jeg kunne ikke. Jeg havde fået den tanke, at jeg nok havde "syndet mod Helligånden", jeg lå og græd. Jeg kaldte på min mor. Hun kom ind og jeg fortalte hende om min forfærdelige angst for at jeg måske havde "syndet mod Helligånden", og derfor skulle pines i al evighed i Helvedes flammer. Mor bad en bøn for mig og trøstede mig med, at det havde jeg nok alligevel ikke gjort. Jeg faldt til ro og sov.

 

Under begrebet "Stygge tanker" kom tanker om det seksuelle. Se, det var næsten noget af det mest syndige på denne jord, om ens tanker kredsede om sådanne ting. Hvad der handlede om de nedre "religioner", om hvad der var syd for navlen, var faktisk noget Fanden havde opfundet, det var så stygt og modbydeligt, at ord derom næppe kunne komme over et Indre Missionsk menneskes mund. Hvorledes det kunne forenes med Guds ord om, at mennesket skulle gå ud og ("opfylde Jorden" ) var der næppe nogen der havde spekuleret over.

 

Således blev mit sind da ganske opfyldt af angst, angst for livet, angst for min far, angst for døden, angst for både Gud og Fanden. Både min far og mor overdængede mig med angst i rigeligt mål. Hvortil skulle jeg da hælde mit hoved??

 

En spændetrøje var jeg blevet svøbt i, dag og nat skulle jeg bære den. Det var således, da jeg var barn, at jeg troede fuldt og fast på, at hvad mor sagde var sandhed. Hun var så alvorlig, når hun talte, jeg følte, at hun kunne i hvert fald ikke lyve. Vi havde jo også Bedstemor (mormor), der var lige så alvorlig, nar hun talte, måske ikke så formanende, men alvoren var der, det Indre Missionske menneske, der var tynget af så store syndebyrder, at kun alvoren havde råderum i deres tankeverden og hele liv.

 

Denne vældige skylds- og syndebyrde, der blev lagt på mine smalle skuldre, kunne dog ikke få mig til at synke helt i knæ. Som alle små unger i naturen havde jeg også en stor længsel efter livet, en nysgerrighed, jeg var dog levende, jeg var dog fra naturens hånd udstyret med længsler, med drifter, som det var vanskeligt at tæmme, selv for den mest hærdede "Indremissioner".

 

Lysten til livet, længselen efter kærlighed til pigen, sexlysten blev meget tidligt en stor drivkraft i mit liv. Måske fordi tankens frihed, handlingens frihed, glædens frihed, latterens frihed blev lagt som et tungt åg af fastlåsthed på mine skuldre, måske derfor måtte jeg vriste dette åg af mig så godt det lod sig gøre, og lade mine immanente drifter komme til udtryk, lade mine drømme fylde meget i mit sind, lade min vildskab komme til udtryk i, at jeg bl.a. løb og hoppede og dansede, når det f. eks. stormede meget. Næsten altid løb jeg, jeg kunne næsten ikke gå, nej løbe, løbe derudad, løbe ud i Verden ud til Verden, det var en del af mig.

 

Meget tidligt blev jeg dybt forelsket i en pige i skolen. Det var en ny pige, der kom i klassen, da jeg vel var 12 år gammel. Pludselig stod hendes mor med hende i døren til klasseværelset, hun skulle begynde i min klasse. Straks jeg så hende løb en varm strøm af en for mig ukendt størrelse, noget ganske vidunderligt, ned igennem min krop. Hun havde store øjne, store læber og tykke rødmossede kinder. Hun var måske ikke smuk, men hvad hun var kunne jeg ikke forklare, blot kunne jeg mærke inden i, at jeg elskede hende, elskede hende inderligt og dybt og varmt straks jeg så hende. Noget meget stort og frydefuldt smukt var kommet ind i mit liv. Om al Helvedes ild og svovl måtte regne ned over mig, om jeg ville brænde op i Helvede i evighed, så kunne ingen i verden hindre mig i at være forelsket, dybt og smukt og varmt. Sonja, min barndoms elskede!

 

Vi legede drengene efter pigerne eller omvendt, i skolegården. Sonja var god til at løbe, men det var jeg også. Hendes mørkegrønne bukser sad stramt om hendes små baller og to dejlige buler havde hun foran i strikketrøjen. Hendes kinder var friskrøde, hun hvinede og lo, når jeg fangede hende. Når jeg sådan en gang imellem rørte ved hende, gik denne varme strøm igennem min krop og fyldte mig med en glæde og en livslyst, som jeg ikke ellers kendte.

 

Hvis du en dag kommer hjem og skal have et barn med en pige, så ved jeg ikke hvad far vil gøre!! Denne trussel kom engang fra min mor. Det var underforstået, at så ville han naturligvis gå helt amok, og det havde jeg så ofte set og oplevet, ( for det skal opleves, når en skizofren går amok, det kan ikke beskrives), og det var noget af det forfærdeligste jeg kendte til. Jeg mærkede mig truslen, jeg mærkede en angst for kvindekønnet. Jeg skulle være angst for tanker, ord og handlinger, og for kvindekønnet, ja sådan var dét.

 

Da jeg var 16 år kørte jeg på min ny knallert afsted fra mit barndoms Helvede, og da jeg kørte op ad den lille grusvej, der førte ned til mit barndomshjem lovede jeg mig selv, at jeg aldrig aldrig mere ville tage hjem for at blive og bo der og hjælpe til med at passe landbruget. Dette løfte har jeg holdt.

 

Jeg kom til en ny verden, en verden på en gård oppe ved Gilleleje, hvor der boede en familie med fire dejlige børn. Gode og rare og dejlige mennesker var de. Det var næsten ikke til at fatte, men der fandtes altså sådanne mennesker, der altid var glade og snakkesalige og smilende, og fire dejlige børn havde de. Det blev til halvandet år for mig i dette "Himmerige".

 

Jeg behøvede ikke at være angst mere, men var det alligevel. Angst for mange andre ting. Angst for at sige noget, angst for ikke at gøre alting godt nok. Angst for at komme til at gøre noget helt forkert. Jooh, angsten havde sit faste greb i mig. Det skulle vise sig, at den var vanskelig at få bugt med, denne forbandede angst.

 

Det meste af min barndom havde vi levet isoleret, fordi min far ikke turde besøge nogen eller fordi han hadede næsten alle i familien, og vi havde endda en meget stor familie. Men vi havde ingen venner, ingen omgangskreds.

 

Det viste sig nu, hvor angst jeg var, når jeg skulle ud blandt andre mennesker. Der kom en aften, mens vi sad og spiste, en ung mand på gården og inviterede mig med til KFUM- og KFUK møder. Jeg tog med, jeg ville gerne ud og møde andre unge, men det kostede angst og angstens sved. Når vi til disse ungdomsmøder skulle bede var der dyb tavshed, og denne tavshed gjorde mig frygtelig angst. Min strube snørede sig sammen, jeg skulle foretage synkebevægelser hele tiden, og sveden sprang frem på min pande. Det var for mig meget pinligt. Jeg sagde aldrig noget ved disse møder, turde ikke sige noget. Jeg sang heller aldrig med på nogle af sangene, det turde jeg for alt i verden slet ikke. Jeg kunne jo nok ikke synge, måske nogle ville le ad mig, hvis jeg forsøgte.

 

En stærk vilje eller hvad det nu måtte være, drev mig videre ud i livet. Jeg måtte afsted til noget andet, noget andet end dette "bondeknolderi", som ingen regnede for noget, jeg ville regnes for noget, jeg skulle nok vise dem, at jeg kunne noget mere, skulle jeg.

 

Som 17-årig kom jeg på Haslev Højskole, en Indre Missionsk højskole, jeg var endnu ikke nået længere, det var ikke så let og ligetil for mig at rive mig løs af de snærende bånd. Og trods alt havde jeg endnu min barnetro i behold. ( Mange beholder deres barnetro hele livet ). På højskolen var jeg tvunget til at være sammen med mange mennesker næsten hele døgnet. Det var en meget svær tid for mig, men jeg måtte, jeg ville igennem den, trods nederlag på nederlag. Jeg bildte mig vidst ind, at jeg nok kunne vokse mig fri af angsten. Jeg vidste jo ikke så meget om metoder eller medicin, som kunne frigøre mig for angsten, dengang.

 

Da jeg den første aften sad i dagligstuen og drak kaffe med andre af eleverne, besluttede jeg mig for ikke mere at bruge sukker og fløde i kaffen, thi således blev jeg fri for at skulle bede andre om at give mig dette, og dermed blev jeg fri for én angstprovokerende handling.

 

Jeg havde tilmeldt mig et hold, hvor man bl.a. havde matematik og engelsk, endelig ikke et "bondeknoldhold", nej jeg vidste, at jeg ville noget andet med mit liv. Fra højskole til en skole, hvor der var et springbrædt, præliminæreksamen, til optagelse på studenterkursus.

 

Det blev Rønde Kursus, Djursland. Forstander Christiansen på Haslev Højskole kendte Rektor på Rønde Kursus. De snakkede sammen og resultatet blev, at jeg rejste direkte fra Haslev Højskole til Rønde Kursus i begyndelsen af April måned 1962, for der at tage en forberedelseseksamen, præliminæreksamen, en eksamen på linie med realeksamen.

 

En gammel kostskole med traditioner og med en tung "Indre Missionsk Ånd" hængende som en mørk skygge over sig.

 

Det var forår og vi var alle unge, og vi ville alle videre i livet med en eksamen og måske engang blive til noget "stort". Ret hurtigt fik jeg nogle gode venner, der gav mig gode råd om dette og hint, og bøger hjalp disse venner mig med at købe af elever, der nu gik på studenterkursus. Det var spændende at gå på denne kostskole, for mig virkelig spændende, næsten for spændende. Jeg spiste aldrig morgenmad, det var jeg alt for nervøs til. Hver morgen havde jeg kvalme af nervøsitet og angst. Hvad mon dagen ville bringe af nederlag. Sejre kendte jeg ikke til, det var noget der var de andre forbeholdt. Trods angst og nederlag var det alligevel rart at gå på skolen, at høre de andres morsomheder, vittigheder, at gå en flok knægte op igennem byen og "skeje lidt ud". Lørdag havde vi kun få timer og søndag havde vi fri. Men der var meget der skulle læses og læres og på hverdage var der læsetider, hvor vi ikke måtte forlade skolen, ligeledes om aftenen i nogle timer.

 

Jeg var ung, kun et stort barn, men havde nysgerrighed og fremdrift i mig, håbet var i mig, jeg måtte kunne nå mit mål engang, det mål jeg havde sat mig inden jeg rejste på højskole.

 

Som et lyn blev jeg forelsket, måske kan man sige dødeligt forelsket. Det var hårdt, meget hårdt med min angst for pigen, med mine manglende talegaver, med mit manglende selvværd, med mit manglende "jagtinstinkt". Angsten og mit meget ringe selvværd gjorde, at jeg intet gjorde. Men inden i mig længtes jeg mod hende med en kraft så vældig, at den må ha´ kunnet flytte bjerge. Jeg led i stilhed, jeg græd i stilhed.

 

Jeg måtte afsted til et andet sted. Her kunne jeg ikke længere blive. Med dyb sorg i sindet rejste jeg til en anden kostskole for der at tage min studentereksamen, som skulle føre mig til den etape i mit liv, hvor jeg forventede at tage min endelige eksamen, der skulle give mig adgang det arbejde i livet, som jeg følte, måtte være det største og bedste der kunne tænkes.

 

På Høng Studenterkursus begyndte jeg i August måned 1963, jeg ville være matematisk student. Jeg ankom en varm sensommerdag til skolen, hvor jeg nu skulle tilbringe de næste to år af mit liv. Angsten var stadig en stor del af min hverdag, den gav mig utallige nederlag, men måske var jeg blevet en smule hærdet eller måske havde jeg vænnet mig til disse nederlag, jeg ved det ikke. Når jeg nu om to år blev student måtte denne forbandede angst da være forsvundet. Jeg måtte have fået så meget selvværd og selvtillid, at den for altid måtte have forladt mig.

 

Det blev to år, hvor megen lærdom blev banket ind i mit hoved. Jeg fik vel mere selvtillid, men angsten levede stadig sit eget liv i mig.

 

Mange gode lærere havde vi på skolen. Navnlig vores historielærer var en mand jeg yndede. En lille rund lidt kraftig gråhåret halvskaldet mand, altid med et smil på læben og en munter bemærkning. Hans stemme var gennemtrængende og han vidste hvad han talte om, var aldrig usikker på noget. I faget historie lærte vi også om forskellige religioner. Her var det, i hans timer var det, at det gik op for mig, at mennesket havde skabt Gud, og ikke omvendt. Med sit lune og muntre smil latterliggjorde han Indre Mission og dens intolerante tilhængere. Jeg tog hvert ord til mig, og min indre verden forandredes fuldstændig i forholdet til Gud og religioner og religiøse bevægelser. Jeg så hvor snæversynet dette lille univers var. Jeg lænede mig til videnskaberne, der søgte at finde sandhederne i alt hvad der forskedes i. Sandhederne, realiteterne, dem ville jeg fremover søge efter. Fysikken, astronomien, matematikken var sande lære. De humanistiske fag holdt jeg måske endnu mere af, de appellerede i nogle tilfælde til fantasien, i andre tilfælde til realiteter, og det blev realiteterne jeg nu søgte efter.

 

Det var således, at også på denne skole holdt man en form for morgenandagt i spisesalen, skolens største lokale. I begyndelsen var jeg med ved disse morgenandagter, jeg turde ikke andet. Da det efterhånden gik op for mig, at jeg ikke troede på nogen Gud, hvilket formål skulle det da tjene, at jeg var med til morgenandagterne? Vores fysiklærer var en dygtig mand, men kunne til tider blive meget hidsig og højtråbende. En dag umiddelbart efter morgenandagten, kom han ud til os, der befandt os i dagligstuen eller forhallen og "skældte os hæder og ære fra", bandede og svovlede over os ugudelige mennesker. Der stod jeg iskold, og lod alle hans ukvemsord glide af mig, thi jeg vidste bedre. En stille sejr.

 

Dagene, ugerne, tiden gik sin gang. Det var forår 1965, det var for os eksamenslæsning, eksamensspænding. Nu var det os, der skulle springe ud som nybagte studenter, os der havde fulgtes i to år på dette trin i livet. Livet var nok dengang uendeligt for os at se. Vi var spændte. Når eksamen var overstået, skulle vi hver især videre ud til det, vi havde bestemt os for at uddanne os til.

 

Det var en meget spændende tid med glæder og sorger, med gode karakterer, med mindre gode. Det var tid til at fejre, det var tid til at feste, og der blev festet. Det var en tid til afsked, farvel alle I kære venner og veninder, men vi ses igen, måske snart igen. Eller måske ses vi aldrig mere, men det turde ingen af os tænke eller sige.

 

Ingen andre steder havde jeg at tage hen, end hjem til mine forældre. Mor havde dækket til kaffe i "den nye stue". Hun havde pyntet med to små flag, to små meget gamle og meget små flag, men det var tanken bag. Han var ikke inde i stuen da jeg kom. Jeg satte mig stille ved bordet. Pludselig dukkede han op i døren, hans blik var ondskabsfuldt, han begyndte med sin evige udgydelse af had til og ondskabsfuldheder over mor og hendes familie. Dette var dog Satans!! Men jeg mærkede på mig selv, at trods min viden, trods min erkendelse, trods min sejr ved at have fået eksamen, trods min vrede mod ham, da kunne jeg intet stille op mod dette vanvittige syge menneske. Jeg turde ikke sige meget, men taklede det dog anderledes, end da jeg var barn.

 

Jeg måtte hurtigst muligt til København, hvor en kusine allerede havde fundet et værelse til mig. Væk, bort, bort fra dette Helvede, men stakkels mor. Min bror nåede jeg ikke at besøge, han var indlagt på Sindssygehospitalet, som det dengang hed, i Nykøbing Sjælland. Ondt, tarveligt, sjælssmadrende var alt dette.

 

Jeg må lige her nævne, at et par år senere, hvor jeg kom til mit hjem, begyndte han igen at skælde på sin djævelske måde. Min bror og søster var da også hjemme. Da blev det for meget for mig og jeg gik fuldstændig amok, skældte og forbandede ham langt væk. Som han i årevis havde skældt ud og forbandet andre og smadret sine børns sjæle, nu fik han selv af samme skuffe. Da blev han tavs, da opdagede han, at jeg nu var den stærke og han den svage. Efter den tid, når jeg kom i hjemmet, var der ingen problemer med ham, mens jeg var til stede, han vidste vel hvad der ventede ham, hvis han begyndte, han var nok bange. En sejr.

 

- - - - - - - - - - - - -

 

Så kom jeg da til min i fantasien så elskede Stad København. Meget længe havde jeg længtes efter den dag, hvor jeg kunne indtage Staden og af dens menneskemylder blive hvirvlet omkring , blive omtumlet af beruselse og glæde. Nu var jeg her og jeg var "lykkelig", som nu en neurotiker kan være lykkelig.

 

Jeg fandt hurtigt et arbejde, jeg måtte jo tjene penge til livets ophold og helst også lægge lidt til side inden jeg begyndte på lægestudiet til September. Det blev et arbejde i et stort gammelt pakhus ved Nordre Toldbod, hvor jeg skulle pakke cigaretter i mængder, som derefter skulle fortoldes og sendes ud til detailhandelen. Timelønnen var 7kr. og 60 øre i timen. Jeg skulle følge disse forsendelser til følgepapirerne var udfyldte og godkendte, og varerne således var kommet gennem tolden. Nede på kontorerne sad der mange unge smukke piger og udfyldte og godkendte toldpapirerne. De sad der unge og sommerklædte, nedringede i deres sommerbluser, og mens de udfyldte papirerne lænede de sig fremover, og man skulle vel være et skarn om man ikke kiggede.

 

Der var en for mig vidunderlig pulseren i denne store by, og når jeg cyklede til arbejde om morgenen frydede jeg mig over denne storbyens puls. Jeg boede på Amager og måtte hver morgen ind over Knippels bro. Ofte var broen oppe om morgenen, og jeg husker at jeg undredes, når jeg så hele vejbanen med fortov, cykelsti og gelænder bevæge sig langsomt op til næsten lodret stilling. Det var et flot storartet ingeniørarbejde forekom det mig.

 

Om aftenen gik turen samme vej i modsat retning. Jeg havde fundet et lille billigt spisested ved Christmas Møllers Plads, tæt ved hvor jeg boede. Der gik jeg hen og fik aftensmaden, to retter mad. Alt var så rent og pænt her. Ved skranken stod en ung smuk pige og skænkede mad op. Når der var pause i hendes arbejde stod hun blot og smilede ud i rummet med et stille smil, som tænkte hun ideligen på sin elskede.

 

Det var sensommer og jeg skulle med forventningens spænding begynde på Universitetet. Dagen var nu oprundet, hvor vi nye studenter skulle immatrikuleres. Jeg gik iført mit pæneste tøj og med studenterhuen på hen mod linie 5´s holdeplads. Mange andre studenter stod der allerede. Linie 5 kørte lige ind forbi Universitetet ved Frue Plads. I sporvognen stod vi så der os studenter og blev betragtet af mange blikke, måske misundelige blikke, måske overbærende blikke, måske af vemodige blikke fra et menneske, der for mange år siden havde oplevet den samme spænding og forventning i kroppen, som vi nu gjorde, og som havde levet og oplevet før os, og som nu levede i alderdommens time.

 

Det blev Frue Plads og vi stod af sporvognen. Vi gik op ad den lange høje trappe ved hovedindgangen. Over indgangsdøren stod der: " Coelestum adspicit lucem", ( skuer mod det himmelske lys ). Ja, jeg håbede på lys forude, at jeg kunne gennemføre det studium, som jeg i så mange år havde arbejdet på og ventet på.

 

Vi samledes i festsalen og Rektor holdt en tale til os nye studenter, som det sig hør og bør. Studentersangerne stod højt oppe under det smukke loft i festsalen og efter Rektors tale stemte de pludseligt i med at synge: "Hellige flamme", meget smukt og højtideligt. Rektor trykkede os alle i hånden og vi var nu indskrevet hver især til det studium vi havde valgt, og som vi vel alle håbede og troede på måtte lykkes for os.

 

Hverdagen begyndte med eksaminatorier, forelæsninger og laboratorieøvelser, det var så overvældende alt sammen, så nyt så stort. Alt foregik i det relativt nye H.C. Ørsteds Institut ude på Nørre Allé, undtagen undervisningen i latin, som foregik på Blegdamsvejen. Jeg husker under en eksaminatorietime i organisk kemi, på Nørre Allé. En ung pige satte sig ved siden af mig. Min strube snørede sig sammen og mine synkebevægelser blev hyppige og krampagtige, hun måtte kunne høre det, det var angsten, spændingen, det var længselen efter en pige, det var angsten for kvinden, der nu blandede sig i koncentrationen om den organiske kemi. Hvis jeg var blevet kaldt ned ved tavlen og var blevet bedt om at løse en organisk kemisk opgave, havde jeg intet kunnet sige eller gøre. Min hjerne var lammet, lammet af overvældende følelser, af fremmede menneskers nærhed omkring mig, som jeg var sikker på alle vidste mere end jeg og var psykisk ligevægtige. Det var kun mig der led alskens kvaler i mit sind, troede jeg. Jeg var så flov over mig selv, følte at jeg var uduelig, ubrugelig.

 

I pauserne sad mange studerende og snakkede ved bordene i kantinen, det så ud som om de kendte hinanden alle sammen. Jeg sad eller stod for mig selv og betragtede det hele. Jeg tænkte, du kommer aldrig ind i den flok og bliver en af dem, du er forvist til ensomheden, til kun at være betragteren. Jeg følte mig mærkelig og anderledes, angsten, sveden, struben der snørede sig sammen, kvalmen. Min stærke længsel mod en kvinde og den samtidige angst for hende.

 

- - Alt dette bukkede jeg til sidst under for - -

 

Når jeg cyklede hjem fra Nørre Allé, følte jeg mig mere og mere alene, mere og mere følte jeg, at dette sted var og ville altid være fremmed for mig. Mer eller mindre bevidst lå det i mine tanker, at jeg kom fra det laveste sted i samfundet, og her blandt mange akademikerbørn hørte jeg nok ikke hjemme. Dette at jeg så stærkt følte, at jeg ikke duede, ikke kunne klare mig her, gjorde mig meget ulykkelig. En klump sad i min hals, som jeg her cyklede ud mod Amager, jeg var så ulykkelig, så alene, jeg græd, jeg græd sorgens gråd ud mens jeg cyklede. Måske var jeg, når jeg nu tænker efter på randen af et nervesammenbrud. Men, jeg måtte selv klare det. Om aftenen sad jeg på mit værelse og læste, læste i en lille lyrik jeg havde købt, læste mig dybere ind i depressionen. Det øsregnede udenfor, jeg tog en let regnfrakke på og gik ud i regnen. Det var en mild regn, jeg gik og gik, ned ad gader og stræder. Regnen løb ned af nakken på mig og mine sko sejlede, men jeg gik og gik.

 

Jeg havde fået en indkaldelse til militærtjeneste og måtte tage en beslutning. Skulle jeg droppe medicinstudiet og aftjene min værnepligt? Jeg kunne i første omgang sige til mig selv, at jeg blot holdt en pause, jeg skulle alligevel på et tidspunkt have aftjent min værnepligt, så hvorfor ikke gøre det nu.

 

Jeg besluttede mig for det og forlod for en stund min elskede Stad. Oppe på Telegrafkasernen i Høvelte i Nordsjælland skulle jeg nu tilbringe de næste 14 måneder. Det blev en rimelig god tid for mig, en tid, hvor jeg kunne reflektere over mit liv og tilværelsen som sådan. Jeg fik venner, jeg fik oplevelser, jeg fik gratis kost og logi, jeg fik lommepenge, ca. 42 kr. om ugen, jeg havde ikke noget voldsomt psykisk pres over mig, jeg kunne for det meste "slappe af".

 

Efter aftjent værnepligt begyndte jeg påny at læse. Denne gang følte jeg, at jeg måtte vide noget mere om min psyke og begyndte at læse psykologi og filosofi. Interessante studier, der optog mig meget. Desværre læste jeg mere hjemme på mit lille værelse end jeg mødte op til undervisningen. Dog husker jeg, at jeg mødte til gruppedynamisk arbejde i et lokale i Købmagergade i begyndelsen af studiet. En af øvelserne gik ud på, at vi i en gruppe skulle vælge en leder for gruppen, som så skulle fortælle de andre i gruppen, hvad de skulle foretage sig for at løse en bestemt opgave. Jeg blev valgt som gruppens leder. Angst var jeg i forvejen blot ved at være sammen med disse ukendte unge, men nu øgedes angstspændingerne i mig voldsomt og jeg begyndte at rødme og svede. Min hjerne blokeredes, thi nu vendte alle blikket mod mig og jeg var den, der skulle præstere noget i gruppen, mens de andre skulle udføre mine ordrer. Min hjerne blokeredes, jeg kunne ikke tænke en eneste logisk tanke, sveden dryppede fra min angstfyldte pande, og jeg kunne ønske mig langt ned i et musehul.

 

Derhjemme var jeg begyndt at læse nogle bøger af Psykoanalytikeren Karen Horney. Jeg slugte disse bøger, der alle sammen handlede om mig og min sygdom. Hvad hun i sine bøger beskrev om indre konflikter, neuroser og selviagttagelse passede alt sammen på mig. Jeg havde nu fundet en mængde oplysninger om min sygdom, og jeg kunne nu for første gang stille min egen diagnose. Det var en lettelse for mig, men jeg havde ikke lært at bruge denne ny viden til noget som helst, og den gang var der nok heller ikke meget en læge kunne gøre for at hjælpe mig. Man gik heller ikke til læge, hvis man ikke var meget meget syg, det var hvad der stod skrevet inde i hovedet på mig, og man gik da slet ikke til læge, hvis man mente at fejle noget, der havde med sindet at gøre, uden man ligefrem var "lammet" at sygdommen. Nej-j, en læge var ikke en man sådan bare konsulterede.

 

Også psykologistudiet måtte jeg droppe, men tog dog Filosofikum efter et år. Et senere påbegyndt studium på Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole måtte jeg også droppe.

 

- - - en epoke er slut - - -

 

I løbet af studietiden havde jeg fået et arbejde, så at sige med flextid. Det var et arbejde på et maskinværksted, hvor jeg kunne komme og gå, som jeg selv ønskede det, meget flot på den tid. Da jeg afbrød mine studier kunne jeg nu arbejde fuldtids på samme arbejdsplads. Dette arbejdssted blev således en fast "holdeplads" for mig i mange år fremover. Dog, også på denne arbejdsplads havde jeg det vanskeligt med min angst og mine fobier. Min angst for autoriteter var udpræget, min angst for at rødme og svede var stadig meget tilstede. På et tidspunkt i denne periode købte jeg en højfjeldssol, som jeg brugte til at "solskolde" mig selv i ansigtet med hver morgen, idet jeg derved altid var rød i hovedet og dermed mente at kunne skjule, hvis jeg rødmede.

 

Jeg fik, 29 år gammel, min egen lejlighed, hvilket jeg var utrolig glad for. Her kunne jeg låse min dør og sige: Her bor jeg, dette er min lejlighed, dette lille område på ca. 45 m2 er mit område. Her var jeg uden angst, når jeg var alene, og det var jeg for det meste. I min fritid, i week-end´erne, begyndte jeg at drikke mere og mere, jeg havde jo for længst opdaget at alkohol dæmper angsten. Jeg blev dog aldrig dranker derved, og jeg kunne altid selv tage bussen hjem fra byen om aftenen, thi jeg formåede altid at stoppe med at drikke, inden jeg skulle køres eller bæres hjem.

 

Jeg måtte finde en sød pige. Jeg havde alt, syntes jeg, blot ikke en pige at dele det hele med. Fritiden brugte jeg altid til at gå på museer eller betragte livet eller læse, men aldrig gik jeg hjemmefra, uden at jeg var lettere beruset. Jeg skrev også meget, som regel inden jeg tog i byen, som betragteren til livet.

 

Naturligvis fandt jeg ikke en pige i min berusede tilstand, ingen sød pige gad nok se til den side hvor jeg gik, når jeg stank af spiritus og havde et meget lidende udtryk i ansigtet. Ofte sad jeg til sent om aftenen på de små værtshuse inde i byen og betragtede og beundrede og misundte.

 

Endelig mødte jeg en pige, der senere blev min forlovede og endelig min lille kone. Ikke i meget beruset tilstand mødte jeg hende, dog havde jeg drukket lidt. Jeg var meget nervøs og angst, men vi gik i Tivoli sammen den første aften vi mødtes, vi spiste og drak og morede os, og vi mødtes igen få dage senere.

 

Min lille kone og jeg har nu snart været gift i 25 år, og vi har to dejlige børn på 17- og 20 år. Dette kunne virke som den rene idyl, men min angst fulgte mig, selvom jeg fandt en sød pige, selvom jeg fik verdens dejligste børn. Angsten ville ikke slippe sit tag i mig, den holdt fast i mig med sit jerngreb.

 

Mit arbejde blev mere og mere ansvarsfuldt, og jeg var og er perfektionist. Jeg ville ikke og måtte heller ikke lave fejl i mit arbejde, jeg ville være fejlfri. Det kan intet menneske være, og det kræver enorme energiressourcer at forsøge på det hver eneste dag. Også min kone havde fuldtidsjob og vi havde to små børn. Der var altså meget arbejde hver dag samt i week-end´erne. Også i hjemmet skulle alt være perfekt, dog havde jeg måttet give slip på noget af min perfektionisme, idet jeg dog havde måttet indse, at små børn ikke er de fødte perfektionister og at man ej heller skal forsøge at gøre dem til det.

 

Vi bli´r jo ældre med årene, dette gjaldt også mig. Jeg cyklede til og fra arbejde hele året i mange år. Jeg var meget træt i min fritid, og det måtte gå ud over min kone og mine børn. Jeg var blevet stresset på mit arbejde, det havde jeg længe erkendt. En morgen, kort efter at jeg var mødt på arbejde fik jeg voldsomme smerter i brystregionen. Jeg forsøgte at skjule det, men måtte nævne det for nogen, og en god kollega kørte mig til skadestuen på Hvidovre Hospital. Der blev jeg checket, men man fandt ikke noget måleligt som var i uorden, og jeg blev sendt hjem og hvilede så ud et par dage.

 

Efterhånden fik jeg det sådan, at jeg hver dag efter endt arbejde, når jeg cyklede hjem, tænkte på om jeg nu også nåede levende hjem, så forfærdeligt havde jeg det. Ofte sad gråden i halsen på mig, når jeg tænkte på de uretfærdigheder jeg havde været udsat for i løbet af dagen. Dette kunne ikke fortsætte. En aften hvor jeg cyklede hjem besluttede jeg, at nu ville jeg tage til læge og bede om en henvisning til en Psykiater. Denne henvisning fik jeg også straks af min læge.

 

Hos psykiateren brød jeg fuldstændig sammen. Al den angst som altid havde fulgt mig, al den uretfærdighed som jeg syntes var kommet mig til del i livet, skulle jeg pludselig fortælle om til et menneske jeg ikke kendte. For meget havde man budt mig, og for meget havde jeg budt mig selv i for lang tid.

 

Til psykiateren fortalte jeg om mine symptomer, og om hvad jeg mente jeg fejlede. Du har stillet din egen diagnose sagde hun til mig. Ja, det havde jeg jo gjort allerede dengang jeg læste psykologi, men først nu havde jeg opsøgt en psykiater, nu hvor presset var blevet så stort, at jeg ikke følte, at jeg selv kunne bære det mere.

 

Psykiateren udskrev noget medicin til mig. Det havde nok nogle bivirkninger, men de ville forsvinde, når der var gået et stykke tid. Jeg spiste pillerne som efter aftale. Jeg kunne ikke klare at tage disse piller hver dag, bivirkningerne var for voldsomme. Jeg fik nogle andre piller, dem måtte jeg også droppe efter et stykke tid.

 

En dag sagde psykiateren til mig: "Der er kommet nogle nye piller, de er endnu ikke kommet i handelen, men du kan godt få dem af mig." Det foreløbige navn var "PAROXETIN". Jeg prøvede disse nye piller, der endnu ikke var kommet på markedet. I begyndelsen var der også bivirkninger ved dem, men jeg tænkte at jeg måtte prøve at holde ud i ca. den måned det varede, inden den fulde virkning af pillerne var opnået. Disse piller, denne medicin "smagte" mig. Jeg fik det gradvist bedre, jeg fik det meget bedre. I dag sælges disse piller under navnet "SEROXAT", og jeg har nu haft glæde af dem i ca. 11 år.

 

Dette var en lise for både min familie og mig. Så mange år i angstens Helvede og nu, nu var angsten næsten borte, kun næsten, for jeg skulle også til at arbejde med mig selv. Jeg kunne nu begynde at snakke med mennesker, der boede i ejendommen, men skulle i begyndelsen overvinde mig selv, det havde jeg aldrig turdet før. Jeg klarede mit arbejde bedre. Min kone og mine børn fik jeg mere overskud til. Dette var noget af et vidundermiddel for mig. Jeg var taknemmelig og glad.

 

I et år er jeg nu kommet i en Selvhjælpsgruppe i Angstforeningen her i København, og det har været en yderligere stor hjælp for mig. I denne gruppe, blandt mennesker, der har angst som jeg selv, kan jeg lære at udfolde mig. Her er der ingen der dømmer mig, fordi jeg måtte rødme eller fordi jeg måske kan have vanskeligt ved at finde ord, når jeg vil sige noget. Her skal jeg ikke sige noget, hvis jeg ikke synes, jeg har noget at sige, nej, her må jeg sige alt hvad jeg vil, om min angst eller hvad det nu måtte være. Her er jeg blandt "ligestillede", vi lider alle af socialfobi i denne gruppe. Det gør mig tryg og mere fri. Det er ikke kun mig der har et angstproblem her eller for den sags skyld derude i hverdagen.

 

- - - - - - - - - - - - - - - - - - -

 

Således, ved anvendelse af den rigtige medicin og ved at "arbejde" i en Selvhjælpsgruppe og give mig selv udfordringer der, udfordringer der ofte er tilskyndet af andre i gruppen, udfordringer der er angstprovokerende, således er jeg blevet hjulpet til at være et menneske næsten uden angst.

 

Boye Larsen

 

Dittes historie

 

 

 

jeg er en ung pige på 21 år som pludselig en dag fik et angstanfald. jeg sad ved middagen hos mine forældre og pludselig kom det bare. jeg var helt overbevidst om at jeg skulle kaste op og havde det rigtigt dårligt. jeg kunne ikke forstå min krop og mit hoved var fuld af underlige tanker.

der gik noget tid hvor det gradvist blev værre og var overbevist om at hvis jeg ikke spiste noget kunne jeg heller ikke kaste noget op. det resulterede i et kraftigt vægttab og jeg var bange for at jeg fejlede noget fysisk. jeg var så forvirret for jeg havde det dårligt men det var ikke noget jeg kunne tage og føle på. det var meget skræmmende.

det endte med at jeg gik til min læge og fortalte at jeg fik angst. jeg forklarede alt og hun konkluderede at det var en mild form for angst og at det ville gå væk af sig selv. det gjorde der bare ikke! jeg begyndte at udvikle angst for angsten. jeg kunne ikke tænke på andet dag og om natten kunne jeg ikke sove og vågnede af og til op fordi jeg havde angst.

jeg blev stædig for det her angst skulle ihvertfald ikke styre mit liv! jeg begyndte at læse en masse om emnet både fra nettet og biblioteket og blev meget bevidst om denne her lidelse. jeg fandt ud af at tankerne udløser angstanfald og at det så er tankemønsteret man skal ændre......til noget mere positivt og realistisk. det var meget svært i starten og jeg fik flere tilbagefald.....

men jeg blev ved med at hænge på og stille og roligt vende jeg alt i mit liv til noget positivt..også de selvdestruktive automat tanker.... det er ens hoved der tricker én! husk det!

der er gået et års tid nu siden mit første angstanfald og jeg er helt fri for dem.

jeg er ikke længere bange/bekymret for om jeg skal få et anfald fordi jeg ved at det ikke er farligt og man altså ikke dør af det (selvom man tror det).

hvis man ubevidst/bevidst kan fremkalde et anfald via tankerne kan man også få dem til at forsvinde via tankerne.

 

jeg ved udemærket godt at det er rigtigt svært og helt klart nemmere sagt end gjort men prøv nu alligevel.....i er det værd!

 

venlig hilsen

Ditte

 

Et liv med angst.

 

Else Marie Jensen, 59 år.

 

I 197o blev jeg angstramt. Jeg boede dengang i Kbh., og var 27 år. Jeg havde 3 børn på 2, 6 og 1o år, og samtidig var jeg i en separationssituation, hvor jeg midt i al den kaos tilmed blev smidt ud på arbejdsmarkedet efter 1o år som hjemmegående.

 

Jeg havde søgt læge, men han mente det var en naturlig reaktion på den koldbøtte mit liv havde taget, så jeg fik lidt beroligende medicin i en kort periode, og så forventede vi vel begge det gik over af sig selv. Det var en voldsom omvæltning der var sket, jeg havde levet meget i min egen lille verden, der bestod af børnene og hjemmet. Nu stod jeg pludselig som enlig mor og forsørger .Og der var mange andre ting end mit personlige befindende at tage sig af.

 

Jeg havde absolut ingen anelse om hvad der var ved at ske med mig. Det var en snigende udvikling der var startet, med større eller mindre ubehag i forskellige situationer. Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne undgå visse situationer, og hvilke sikkerhedsforanstaltninger jeg kunne bruge i andre .Feks havde jeg det svært ved at deltage i forældremøder og lignende, da jeg var bange for at få det dårligt, men det klarede jeg ved at sætte mig yderst i forsamlingen, og helst ved udgangsdøren så jeg hurtigt kunne komme ud uden at vække for megen opsigt. At leve med angst, er som at gå på line uden sikkerhedsnet under, man bruger en masse energi på at finde måder at holde balancen på, så man ikke falder i angst dybet.

 

I 1973 valgte jeg at flytte til Jylland, for at mine børn kunne få bedre mulighed for samvær med deres bedsteforældre. Det blev Århus hvor jeg på forhånd havde sikret mig arbejde og bolig, men hvor jeg i øvrigt ellers ikke kendte et eneste menneske. På togturen fra Kbh. til Århus fik jeg et gevaldigt angstanfald, der skulle komme til at betyde, at jeg ikke satte mig i et tog de næste 3o år.

 

Min nye hverdag klarede jeg helt fint hvad angik arbejde og de daglige rutiner, men der var intet overskud til at etablere venskaber eller andre udadvendte aktiviteter, end ikke et kursus var der plads til i mit univers.

 

Et halvt år senere flyttede min mand til byen, og vi genoptog ægteskabet. Angsten havde til stadighed udviklet sig videre, men det mødte jeg bestemt ikke nogen forståelse for, fra min mands side, og det er der egentlig ikke noget at sige til, jeg forstod det jo heller ikke selv. Men han afviste det som noget pjat, der var jo ingen grund til at være bange for ganske ufarlige ting. I de følgende år fik jeg det meget svært med at køre i bil, jeg fik angstanfald, hvis det gik for hurtigt. Hvis jeg bad min mand sætte farten ned, reagerede han ikke før jeg efterhånden var så panisk at jeg nærmest skreg, så sæt mig dog af . Selv i dag så mange år efter, har jeg stadig problemer med det, der i mine øjne er for høj fart, og jeg kører helst kun med min nuværende mand, som har gjort rigtig meget for at jeg skulle føle mig tryg ved det.

 

Angsten havde udviklet sig i retning af, at jeg fik det rigtigt dårligt i alle de situationer, hvor jeg følte mig fastlåst eller fanget. Jeg kunne ikke gå til tandlæge eller frisør, fordi jeg følte mig fastlåst i stolen. Det ville være alt for pinligt hvis jeg blev nød til at rejse mig og gå midt i behandlingen, så det turde jeg slet ikke risikere. Jeg kunne heller ikke køre med bus, da det gav mig den samme fornemmelse af fastlåshed. I det hele taget fyldte tanken om flugtmulighed meget, det var vigtigt for mig at kunne komme væk ,jeg forsøgte ”at løbe fra angsten”.

 

Som sagt klarede jeg hverdagens faste rutiner, men hver aften, når jeg var lige på grænsen til at falde i søvn, fik jeg et angstanfald. Det var som om, at i samme øjeblik jeg slap kontrollen over bevidstheden, tog angsten over. Og nu var jeg klar over at jeg måtte have hjælp. Min læge sendte mig til en psykiater, der var en dame jeg stadig mindes. Hun konstaterede ved den første og eneste konsultation, at jeg havde en angstneurose, og at jeg skulle lade mig skille. Da jeg ikke umiddelbart var indstillet på skilsmisse, mente hun ikke at kunne gøre mere for mig. Jeg fatter stadig ikke hvordan et menneske kunne komme med så bastant en udtalelse efter en samtale på 20 minutter.

 

Men nu stod jeg altså med et begreb der hed en angstneurose, som jeg ikke anede hvad var, eller hvad jeg kunne bruge til. Så jeg fortsatte med at klare mig selv på bedste vis, og det betød flere og flere indskrænkninger i min bevægelsesfrihed. .Sådan noget som at tage på ferie var en umulighed. Jeg havde gjort mange forsøg på det i de første år, men efterhånden som det altid endte med lange angstfulde nætter på grund af at jeg ikke kunne være hjemmefra, og da slet ikke om natten, pakkede jeg enhver drøm, lyst eller behov langt væk .Det var lettere at leve med ikke at have lyst til nogle ting, end til de evindelige nederlag der fulgte med hver gang jeg forsøgte.

 

I 198o blev jeg skilt, uden at det dog gjorde noget indtryk på angsten. Den var kommet for at blive, og jeg havde stadig brug for hjælp. Og efter et par år blev jeg sendt til en anden psykiater. Ham husker jeg også tydeligt endnu .Han arbejdede efter en metode der gik ud på envejs kommunikation, dvs., det var mig der skulle sige hvad som helst der faldt mig ind. Han sagde intet udover at han kunne spørge hvad jeg tænkte på, hvis jeg havde siddet tavs i længere tid. Jeg fik de 14 konsultationer som et sådan forløb omfattede, og ved den første lykkedes det næsten manden at skræmme livet af mig. Han var i den grad ubehagelig, bl.a., fremhævede han hvor ligeglad han var om jeg kom eller ej. Nu bagefter kan jeg godt se det var taktik fra hans side, netop for at få mig til at komme. Men det er altså ikke en måde at behandle et menneske på der har brug for hjælp, og han har da helt sikkert skræmt andre væk fra en nødvendig behandling med den adfærd. Jeg kunne ikke køre med bus, så jeg cyklede, og hele vejen hjem tudede jeg så vandet sprøjtede ud af øjnene. Men provokeret mig havde han, og jeg tænkte, den mand skal ikke få mig ned med nakken, så jeg mødte troligt op hver gang. Faktisk kom jeg til at sætte pris på mandens tavse milde og opmærksomme fremtræden til sidst ,men klogere på min angst og det forfærdelige ubehag det medførte, blev jeg heller ikke i den omgang. Jeg spurgte om der dog ikke var en konklusion af en slags, men den måtte jeg selv drage sagde han. Under mine enetaler havde jeg dog erkendt for mig selv, at skulle jeg overleve, måtte jeg trække mig ud af et forhold jeg havde til en mand, som jeg var meget glad for, men som i den grad belastede mig.

 

Jeg tog nu initiativ til at starte en selvhjælpsgruppe for at få et netværk at støtte mig til. Ved den lejlighed mødte jeg min nuværende mand, og jeg tror vi snakkede 3 døgn i træk, jeg havde bare så meget jeg skulle af med. Det blev en utrolig smertefuld omgang at komme ud af det forhold, hvor jeg blev truet så alvorligt på livet, at politiet måtte give ham et tilhold. Min nuværende mand var en umådelig stor støtte, og på et tidspunkt gav jeg fuldstændigt op, og jeg bad ham tage over, og samle stumperne af mig op .Jeg havde nu både den uhåndterlige angst og den reelle oveni at kæmpe mod, det magtede jeg ikke selv .Jeg ved godt man ikke sådan kan overdrage ansvaret for sin person til andre, ikke desto mindre var det netop det jeg følte jeg gjorde i den situation

 

Jeg passede dog stadig mit arbejde, og at jeg håndterede det så godt ,skyldtes ikke mindst at jeg boede tæt på, og derfor ikke havde transportproblemer. Men det skulle jeg få senere. Jeg flyttede nemlig sammen med min mand et andet sted i byen. Den første sommer gik det helt fint med at køre på knallert på arbejde, men da vinteren kom og jeg skulle med bus gik det galt Mine ben ville ikke bære mig hen til bussen, og når jeg endelig var nået frem og stod og ventede, opførte mine fødder sig underligt, det var som om de blev til runde kugler, som jeg ikke kunne holde balancen på, og jeg frygtede virkelig for at falde ud foran bussen. Det var ganske forfærdeligt, og endte da også med at jeg måtte opsige mit job som køkkenleder i en daginstitution. Jeg fik nu et rengøringsarbejde hvor jeg boede. Det kunne lade sig gøre, da vi havde tjenestebolig. Det var et stort chok efter l5 år i et pædagogmiljø, hvor jeg havde haft ansvar og var et selvstændigt tænkende menneske, at komme til et sted hvor det absolut ikke var tilladt at tænke eller tage et selvstændigt initiativ. Det var hverken godt for angsten eller den smule selvværd der evt. måtte være tilbage. Alligevel underordnede jeg mig forholdene de næste 9 år, da jeg jo tydeligvis ikke igen måtte gøre mig afhængig af transport.

 

Jeg meldte mig nu til en angst selvhjælpsgruppe hvor jeg gik i et år, hvilket ikke gav mig noget udbytte i forhold til angsten, det var for forskellige mennesker og problematikker der var samlet.

 

Jeg gik til selvudvikling en tid, hvor jeg i det mindste lærte noget om afslapning. Så fik jeg 2o hypnose behandlinger hos en læge, hvorefter han gav op og sagde det var umuligt at trænge igennem til min underbevidsthed. Gennem de år gik jeg i flere perioder til psykolog, hvor jeg fik mit liv endevendt. Efter hver periode gav det en umiddelbar lettelse. Det gjorde godt at få afløb for nogle ting, og være i centrum for nogens fulde opmærksomhed. Jeg fik et ganske godt kendskab til mig selv, men det hjalp ikke på det forfærdelige fysiske ubehag jeg fortsat led under.

 

To af mine børn havde nu bosat sig i Kbh. Jeg magtede ikke at tage over for at deltage i den enes 3o års fødselsdag, ej heller i hans bryllup, det var jeg meget ked af. På et senere tidspunkt ville vi køre over for at besøge dem, men da vi kom så langt som til Ringsted kunne jeg ikke klare mere. Jeg havde det så dårligt, kunne ikke få luft og sad nærmest oppe under bilens tag. Jeg var kommet for langt hjemmefra, vi måtte vende om og returnere. Da var jeg virkelig ulykkelig, og den næste uge gemte jeg mig under min dyne (havde ferie) Det gjorde ondt, nu havde jeg været så tæt på, og så svigtede jeg mine børn som ventede mig, men også min mand der dog tålmodigt affandt sig med situationen. Det var slemt

 

Ellers har jeg opfundet mange undskyldninger gennem tiden for at undgå at deltage i forskelligt.

 

Familiesammenkomster har jeg i vid udstrækning undgået, og de få jeg har deltaget var jeg ganske vist fysisk tilstede, men jeg følte mig bestemt ikke nærværende, og min eneste tanke var vist, hvornår jeg kunne være bekendt at gå. Ved de lejligheder var det en sand pine at skulle spise noget, maden voksede og voksede i munden men ville ikke ned, så det var noget med at tage en ganske lille bid, og skylle den ned med vand. Ikke så underligt mine brødre i årevis havde den opfattelse at jeg ikke havde lyst til at være sammen med dem. Det var nu ikke lysten der manglede, og hvor har jeg mange gange været ked af ikke at være en del af det gode fællesskab jeg kunne se de havde. Udover min mand er der kun ganske få personer der har haft kendskab til mit angstproblem, selv mine børn har først fået kendskab til det som voksne. Det var så pinligt og flovt at jeg ikke havde styr på mig selv. Og når jeg havde klaget min nød til lægen eller andre behandlere over mit forfærdelige ubehag, var jeg blevet mødt med et skuldertræk, og at det jo bare var et symptom på noget andet. Der var bestemt ingen der tog det alvorligt. Altså mente jeg ikke det var legalt at have det sådan, det måtte være mig der var sær, og det var da virkelig også for dårligt jeg ikke bare kunne ”tage mig sammen”.

 

I forhold til arbejdet var det utroligt vigtigt for mig at fremstå som en rolig, stabil og pligtopfyldende medarbejder. Og uanset hvor dårligt jeg havde det mødte jeg op og formåede at holde en rolig facade udadtil. Det sled hårdt på både krop og sjæl. Fysisk blev jeg nedslidt af det hårde arbejde og de spændinger der var i kroppen ved konstant at holde angsten nede og usynlig for andre. Det blev sværere og sværere at holde den facade, og det resulterede i at jeg nu kunne starte dagen med angst fordi jeg ikke længere kunne overskue at se til ende på en arbejdsdag.

 

Det var min store viljestyrke der gjorde at jeg på trods af angsten klarede at være på arbejdsmarkedet i 25 år. Men selv en nok så stor viljestyrke må knække på et tidspunkt, og det gjorde den i 1994. Jeg måtte erkende min tid på arbejdsmarkedet var forbi, og det var en svær erkendelse. Jeg havde bundet hele min identitet op på, hvad jeg kunne præstere arbejdsmæssigt. Nu kunne jeg ikke noget, var ikke noget, der var absolut intet selvværd. Jeg blev sygemeldt og søgte om førtidspension. Efter 3 mdr. fik jeg afslag med den begrundelse at jeg havde en lidelse og ikke en sygdom .Desuden var det ikke spørgsmål om forsørgelse for mit vedkommende da jeg jo havde en mand, og det var hans pligt at forsørge mig. Dengang var reglerne sådan at når man fik afslag på pension, mistede man samtidig retten til sygedagpenge. De regler blev kort tid efter lavet om, da de havde for store økonomiske konsekvenser for folk. Men de ramte altså mig. Og på A Kassen var jeg heller ikke berettiget til noget, da jeg var for dårlig til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.

 

Det afslag kunne jeg ikke leve med. Nu havde jeg forsørget mig selv i så mange år og aldrig bedt om noget, og nu fratog man mig retten til at være et selvstændigt menneske og degraderede mig til et vedhæng til min mand. Jeg kunne heller ikke bære at han der havde ydet mig så meget hjælp og støtte, nu skulle udsættes for den økonomiske byrde. Så jeg ankede sagen.

 

Efter 9 mdrs forløb havde jeg stadig ikke hørt en lyd. Så nu sendte jeg et brev til ankenævnet, hvor jeg nøje beskrev min tilværelse, og hvor invalideret jeg virkelig var. Samtidig spurgte jeg om hvordan det kunne lade sig gøre at nogle mennesker kunne bedømme min tilstand ud fra et skema en sagsbehandler havde udfyldt, uden at andre hverken havde set eller talt med mig. Det gav anledning til at jeg kom til samtale hos en psykiater. En meget rar og venlig mand, der efter vores samtale sagde at han ikke kunne love mig noget, men at han syntes jeg skulle tage hjem og prøve at slappe af, underforstået at han ville gøre hvad han kunne for mig. 3 mdr. efter fik jeg pensionen.

 

Det blev et meget langt år jeg kom til at vente før den sag var afsluttet, uden indtægt af nogen art, og uden at ane om jeg nogensinde ville få en. Hver eneste dag ventede jeg på posten skulle komme, nå heller ikke noget svar i dag, og straks var jeg i venteposition til næste dag.

 

Det år og de følgende 4, var jeg meget sjældent i stand til at gå uden for min dør. Omverdenen var den smule jeg havde udsigt til når jeg kikkede ud af mit vindue. Jeg var total afhængig af at min mand fulgte mig når der var noget jeg måtte af sted efter. Jeg kunne bruge hele dage på at overbevise mig selv om at jeg godt kunne gå i det lokale supermarked for at købe ind. En sjælden gang imellem lykkedes det da også at komme af sted, med stort ubehag til følge, især på vej til supermarkedet. Når jeg havde fået vendt om og var på vej hjem, lettede det i takt med jeg nærmede mig huset. Mit hjem var nu det eneste sted der var rimeligt trygt at være.

 

Kampviljen var nu alligevel ikke helt knækket, for ved en enkelt lejlighed lykkedes det mig at komme til Kbh. alene. Jeg havde et brændende ønske om at besøge min søn der skulle være alene hjemme med sine to piger i en uge. Jeg fik en dame med på en prøvetur til Vejle, det var jo nu 3o år siden jeg sidst havde været i et tog, og jeg måtte prøve om det overhovedet kunne lade sig gøre.

 

Et par dage efter tog jeg af sted. Jeg havde planlagt kun at ville se en station frem ad gangen, hvis det blev for slemt, ville jeg vende om ved næste station.. Først da jeg var kommet et godt stykke over på Sjælland, turde jeg ringe til min søn for at sige jeg var på vej, og om han ville hente mig på banegården. Da jeg stod på banegården, var jeg lige ved at tudbrøle af lettelse over min bedrift, jeg var fuldkommen euforisk og mente at nu havde jeg besejret angsten en gang for alle, og nu lå verden nærmest åben for mig. Men ak, efter en tid fik jeg det værre end nogensinde. Jeg havde haft næsen for langt fremme, og havde overskredet mine grænser for voldsomt. Det blev jeg sandelig straffet for nu. Hjemmefra kunne jeg ikke komme, besøg der varede mere end en times tid kunne jeg ikke magte, så reagerede min krop med en træthed så voldsom at jeg nærmest sov.

 

Hvordan overlever man dog sådan en tilværelse. Jo jeg havde nogle år før jeg holdt med at arbejde fattet interesse for at modellere porcelænsdukker, og det kastede jeg mig over stort set fra jeg stod op om morgenen, og til jeg væltede om af træthed om aftenen. Det var ren terapi, det holdt mig i gang, jeg præsterede noget, og det var en udfordring at finde min egen teknik. Det er et ret svært håndværk at lære sig, men efter de ufattelig mange timer jeg har siddet, blev jeg faktisk en ret habil dukkemager. Min store kreativitet i al almindelighed har ganske givet betydet meget for at jeg ikke helt gik i spåner.

 

En dag læste jeg i lokal avisen om en dame der havde en angsthistorie der lignede min til forveksling. Hun havde været på et 3mdrs kursus på Fobi skolen, og havde det nu godt.

 

Aha, så var det nok en social fobi jeg led af, og så var der måske alligevel håb for mig.

 

Jeg kontaktede skolen og blev optaget. Der var et halvt års ventetid, og jeg havde det ganske forfærdeligt i den tid. På den ene side vidste jeg at dette måske var min eneste chance for at få en mere tålelig tilværelse, på den anden side var det uoverskueligt at se hvordan jeg overhovedet skulle kunne få mig bevæget ind på skolen, når jeg ikke kunne komme uden for min dør, min mand kunne jeg ikke trække på, da han skulle passe sit arbejde. Og hvordan skulle jeg kunne holde ud at være der x antal timer hver dag sammen med fremmede mennesker. Men et par dage før jeg skulle starte, så min svigerdatter hvilken forfatning jeg var i, og da hun hørte grunden, tilbød hun at komme og følge mig , og om nødvendigt i hele perioden. Det var virkelig en lettelse, og uden hendes hjælp var jeg næppe kommet af sted. Efter en uge besluttede jeg mig for at ville klare turen selv, og det gjorde jeg resten af tiden.

 

Jeg startede januar 2000. Og hvor var det befriende at høre at de forfærdelige fysiske ubehag jeg havde, var særdeles velkendte i angstsammenhæng. Ligesom det også var vigtigt for mig at få en forklaring på hvad der reelt skete i min krop når jeg havde det så dårligt. For første gang i alle de år følte jeg nogen tog mig alvorlig, og at her endelig var nogen der vidste hvad det handlede om. Selv min fornemmelse af at fødderne blev til kugler jeg ikke kunne holde balancen på, blev taget alvorlig. Ganske vist havde de aldrig hørt om fænomenet, men de gode mennesker havde eksperimenteret med at lave nogle spændinger, hvorved de faktisk opnåede at fremkalde den samme fornemmelse. Og så var der pludselig også en forklaring på den ting. På skolen ved man godt hvor meget ubehaget fylder i ens tilværelse, og derfor er det der man først sætter ind, ud fra den betragtning, at før man får lært at beherske det væsentligt, er der ikke plads til at man kan arbejde med andre ting. Dermed fik jeg også forklaringen på hvorfor alle de bestræbelser jeg og andre havde gjort gennem årene for at befri mig for angsten aldrig var lykkedes.

 

Mit problem var primært det fysiske ubehag der styrede min tilværelse, og det var blevet fejet ind under gulvtæppet som noget uvæsentligt. Det var en meget hård tid på skolen, og hvor havde jeg da mange gange lyst til at blive hjemme, men dels er jeg en stædig natur, dels havde jeg selv betalt de godt 3oooo kr. det kostede, så jeg ville ikke give op, og det er da også de bedste penge jeg nogensinde har givet ud.

 

Jeg blev ikke helbredt på de 3 mdr. men jeg fik en masse viden, og nogle gode redskaber til at arbejde videre med Jeg fik en forståelse for angsten, og frygter den ikke mere. Det fysiske ubehag er efter de mange år blevet en integreret del af mig som stadig har det med at dukke op per automatik, det er dog intet i forhold til tidligere, og ikke noget der hæmmer mig i hverdagen. Det tager tid at få ændret de automatiske tanker og faresignaler underbevidstheden udsender. Jeg er stadig ikke god til at rejse, men bortset fra det, kan jeg bevæge mig frit omkring som jeg vil.

 

Jeg tror aldrig jeg har lidt af en bestemt angsttype. Det var angsten for angsten der udviklede sig fra at være en enkelt situation jeg blev bange i, og til at blive noget generelt og altomfattende. Det var angstcirklens skrue uden ende.

 

Tre årtier med angst er meget, og selvom der bestemt også er gode ting at tænke tilbage på, så sidder der en sorg i sjælen over alle de begrænsninger af helt almindelig livsudfoldelse der har været, specielt i forhold til børn, børnebørn og øvrig familie, ting jeg aldrig vil kunne gøre med tilbagevirkende kraft. Den tid er forpasset.

 

 

 

Evas historie.

 

Nogle er helt afklaret omkring hvor deres angstsymptomer kommer fra, blot har det været gemt væk i ens hukommelse, lagret og lagt i baghovedet, for pludselig en dag i et split sekund at dukke op i angstens grimme ansigt.

 

For mit eget vedkommende har jeg ingen anelse om hvorfor lige netop jeg skulle rammes, og derved spilde tyve år af mit liv i angstens klør.

De bedste år af mit liv, hvor jeg skulle se min datter vokse op.

En verden hvor ens tanker kun drejede sig om kaos, og om hvordan jeg nu skulle klare at komme igennem dagen, hvor ofte har jeg ikke tænkt på at bare dagen ikke ville ligge foran mig.

 

I 1982 startede mit første møde med angsten, det kom som lyn fra en klar himmel, jeg fattede intet af hvad der skete med mig, min krop.

Jeg stod i supermarkedet i en kø da min krop gik fuldstændig amok. Mit hjerte hamrede, jeg fik kvælningsfornemmelse, kunne ikke få luft, følte at jeg skulle besvime når som helst, fik en voldsom dødsangst.

Jeg fik kæmpet mig igennem kassen og ud i friheden, det lettede puha, hvad var dog det?

 

Det var mit første møde med den tro følgesvend som jeg efterfølgende har båret rundt på i 20 år, den suger sig fast som en igle.

Angsten begyndte at fylde mere og mere i min hverdag.

Jeg var dødtræt, skulle passe barn, mand, arbejde og hjem, orkede det dårligt, jeg fatter overhovedet ikke den dag i dag hvordan jeg kunne klare det, men det gjorde jeg.

Indkøb blev kun gennemført klamret til en indkøbsvogn, det gik slet ikke hvis jeg kun tog en kurv.

Senere begyndte jeg at sende SMS til gud og hver mand hvis jeg havnede i en kø, når angsten kom ræsende.

 

Da jeg havde været i denne uvirkelighedstilstand i et år fik jeg slæbt mig til lægen, jeg var sikker på at der var noget alvorligt i vejen med mig.

Jeg sad i konsultationen og ventede til det blev min tur, jeg svedte og mine ben rystede, jeg kunne dårlig få slæbt mig ind til lægen da mit navn blev læst op.

Stammende og med den vildeste hjertebanken fik jeg forklaret hvordan jeg havde det, imens jeg sad skævt på stolen og prøvede at fokusere på hans hoved, og lytte efter hvad han sagde.

Det var fuldstændig umuligt at fokusere rigtigt, og jeg kunne overhovedet ikke koncentrere mig, jeg talte ligesom en robot, og hørte mig selv tale i en glasklokke.

Min læge var nu flink nok, han lyttede og kikkede lidt på mig og sagde: ”Det lyder som en angstneurose, du må hellere få nogle stesolid, og en henvisning til en psykiater”.

Endelig havde jeg fået sat navn på, og så skulle mine symptomer nok gå væk, troede jeg.

 

Da det endelig lykkedes mig at komme til en psykiater var hun så dårlig, at jeg hver gang følte at det var mig der havde siddet og rådet hende og ikke omvendt. Så intet fik jeg ud af det, andet end at pengepungen var blevet lidt lettere.

 

Det meste af et år gik, men da jeg er lidt af en ild sjæl gav jeg ikke så let op.

Hjemme havde vi snakket om en tur til Norge for at komme lidt væk fra det hele, men for inden ville skæbnen at jeg fik det mere og mere dårligt, og for ikke at ødelægge den forestående tur, gik jeg til lægen igen denne gang i oktober 1983 og klagede igen over alle mine symptomer, min læge kikkede igen på mig og sagde: ”Jeg tror vi prøver at sende dig til EKG skanning”.

Da jeg også led af klaustrofobi gik jeg næsten i panik. Hvordan skulle jeg kunne ligge stille i mindst en time med elektroder på hovedet og uden at falde ned af briksen eller besvime?

Det faldt mig ikke ind at jeg var i gode hænder, men var i stedet på katastrofens rand og havde mest lyst til at råbe: ”HVORFOR MIG?”.

Men hvad kunne jeg stille op, jeg var jo selv kommet ned til lægen og klaget min nød.

Samtidig tog han også nogle blodprøver som jeg så ville få besked på efter et stykke tid, og så stak han mig nogle stesolid igen for lige at dæmpe angsten.

EKG prøven kom tilbage med resultatet: DER ER OVER AKTIVITET I HJERNEN. Hvilket straks fik mig til at tro at jeg havde en hjernesvulst.

Min læge troede at jeg havde epilepsi med alt den aktivitet. Altså førte det ikke til noget, og jeg måtte atter starte min kamp selv.

 

Jeg havde i en periode nu taget stesolid, og ikke en sjæl havde oplyst mig om afhængigheden af disse, så da jeg besluttede efter tre måneder at stoppe, gik min krop fuldstændig amok, jeg fik de værste abstinenser og rysteture, men ud……….kom jeg.

 

Nu startede kampen først rigtigt.

 

Min historie kan gøres meget kort her efter.

 

Jeg fortsatte i samme spor i 16 år, hvor jeg havde alle mulige symptomer HVER DAG.

 

• angst

• hjertebanken

• svimmel

• uvirkelighedsfølelse

• osteklokke

• svedeture

• ondt i maven

• trykken i maven

• dødsangst

• snurren i kroppen/hovedet

• kunne ikke sove om natten

 

 

Jeg var blevet panisk angst for fastlåste situationer, hvilket bevirkede at jeg fuldstændig droppede at gå i teateret og biografen. Det kunne jeg nu godt leve med, men det var straks værre når jeg skulle til møder, tandlæge og frisør, nogle ting jeg absolut skulle ud i.

Når jeg var til tandlægen udløste det paniske og kaotiske tanker i mit hoved, jeg var handlingslammet så jeg næsten mistede bevidstheden på briksen.

Når jeg var til frisøren, var jeg fuldstændig lammet i benene bagefter, idet jeg havde siddet og snoet mine ben fast om stolebenet, i den tro at jeg så bedre kunne holde fast ved min bevidsthed, mig selv.

Møder var et mareridt, jeg svedte og svimlede og det hele gentog sig med stolebenene.

Efterfølgende var jeg så træt og segnefærdig at jeg dårlig kunne holde mig oprejst, jeg var blevet totalt tappet for kræfter.

Jeg måtte tænke konstruktivt for ikke at blive skør af træthed, derfor valgte jeg b. la. at ”falde ned” efter en CD som jeg havde købt på et seminar, den hedder Ro, Balance og Indsigt af Sebastian Nybo, den hjælper mig også den dag i dag til at få slappet af i min krop hvis jeg er kørt op på øverste hylde.

 

På et tidspunkt kunne jeg slet ikke køre i bil, jeg havde mareridt over at skulle komme ud for at holde i en kø, og ikke kunne komme videre.

Det kom jeg heldigvis over i løbet af et halvt års tid, da jeg faldt over (for mig) løsningen et sted:

Prøv at lægge numrene på bilens nummerplade foran sammen, eller træk dem fra når du holder stille. Din hjerne kan nemlig ikke kapere to ting på samme tid af den kaliber. OG DET HJALP SGU.

 

Når jeg kom ud i ”angst katastrofen” i bus og tog, tog jeg walkman på, det bevirkede at jeg ikke mærkede svingningerne, som hos mig kunne udløse et angstanfald.

Heldigvis har jeg altid kunne flyve (mærkelig nok) så jeg var/er ikke begrænset i at se verden med mine øjne.

 

Sove kunne jeg heller ikke, jeg vågnede efter to timer, havde svært ved igen at falde i søvn. Om morgenen når jeg vågnede var jeg lys vågen med det samme og måtte stå op. Det kværnede løs!

Sådan har jeg det også i dag, der skal ikke være meget uro i min hverdag før fanden er løs.

 

SÅ tog jeg kampen op endnu engang, jeg kontaktede en psykoterapeut.

Han gav mig virkelig meget, vores kemi var suveræn, og der blev jeg for første gang konfronteret med mine indre følelser. Jeg bestilte ikke andet end at hælde vand ud af ørerne, vi grinte og græd sammen, han var virkelig god for mig.

Angsten slap jeg ikke af med, men jeg begyndte at se mig selv og min familie på en anden måde, og det var vel heller ikke så slemt endda, så det var gode timer som jeg kun kan se tilbage på med glæde.

 

Jeg gik også i perioder meget på nettet og fandt ligestillede. Det var en ubeskrivelig lettelse sådan at finde andre med samme symptomer, bare det at kunne skrive anonymt var en stor lettelse for mig, det var den rene terapi.

I en periode levede jeg næsten kun for det og blev helt afhængig, men det hjalp mig ufattelig meget. Vi følte virkelig at vi kendte hinandens tanker, for ikke at snakke om symptomer.

Nogle havde jeg den fornøjelse af senere at mødes med, andre mailede jeg privat sammen med, men som meget andet flyder det ud.

Vi tager dog ”kampen” op engang imellem med års mellemrum, og så starter det hele forfra igen 

 

Nu skrev vi 1999, og jeg var efterhånden godt ”slidt” det hele så håbløst ud, jeg vadede rundt i angst, uvirkelighedsfølelse og svimmelhed så jeg gik til min læge som gav mig ciprimil.

Det var den værste oplevelse i hele mit liv, jeg fik så voldsomme angstanfald at jeg troede at jeg skulle dø.

Jeg ringede til min læge som sagde at jeg skulle stoppe øjeblikkelig, nogle tålte dem ikke, men de ville være ude af kroppen i løbet af 1 døgn.

Det tog to.

Jeg lå i min seng, turde ikke røre mig for hver gang jeg vendte mig kom angsten bragende. Jeg lå i 2 dage, orkede kun lige at kikke på klokken så jeg kunne holde øje med hvornår jeg blev levende igen.

ALDRIG ALDRIG ALDRIG vil jeg tage piller igen, derfor var min angst også ret stor da min læge satte mig på Alopam når jeg kom ud i fastlåste og situationer som jeg ikke kunne håndtere.

 

Så kom turen til Fobiskolen som var en rigtig god oplevelse, de reddede næsten mit liv.

Jeg betalte mig fra et ”lille” ophold som bestod i gruppe samtaler og psykolog hjælp.

Tænk at jeg skulle lære at trække vejret rigtigt, sådan helt ned i maven og ud igen selvfølgelig i min alder.

Jeg kom atter engang oven på igen, denne gang rigtig oven på. Jeg var blevet et helt menneske igen, stille og rolig var jeg blevet hjulpet igennem, de havde formået at få vendt min tankegang fra det destruktive til sådan bare lidt mere almindelige tanker.

Så hver nat jeg lagde mig til at sove sagde jeg mindst 80 gange til mig selv: Det bliver en god dag i morgen.

Banalt måske men det virkede.

Jeg prøvede også den med elastikken om håndleddet og hver time gik jeg på toilettet for at ”lære” at trække vejret ordentligt.

Jo der var sandelig kommet system i tilværelsen.

 

Det gik frem ad, men for 2½ år siden mistede jeg så min svigermor hun døde på Lanzarote, det kunne næsten ikke være værre.

Ingen var forberedt.

Angsten kom bragende igen, jeg har efterfølgende været 2 år om at forstå og fatte det. Samtidig blev min svigerfar depressiv og er på piller nu, han bliver aldrig den samme igen.

 

Så mistede jeg mit job 1. januar i år efter 28 år, smidt på gaden af en leder som var/er psykopat, hun følte der kun var plads til hende.

Det var en ufattelig stor skuffelse, smidt på gaden fordi man havde en anden mening end hende.

Jeg kunne have valgt at danse efter hendes pibe, men jeg valgte at være mig selv, og det fik omkostninger. Jeg er ellers et stille og roligt menneske, men hun kunne få det værste op i mig.

Der triggede angsten mig endnu engang, og jeg måtte tage nogle psykologtimer på firmaet regning.

 

Angsten fylder stadig ufattelig meget op i min hverdag, dog kan jeg i dag i perioder være så heldig at glemme den helt, men kommer der et indslag især i fjernsynet, så begynder jeg at græde, det har fyldt så meget i mit liv at bare jeg næsten snakker om det, så græder jeg.

Der var engang hvor jeg havde meget let ved at skrive omkring min angst, det er blevet sværere med tiden, og det tager jeg som et positivt tegn.

Min mand og datter har bakket mig op, den anden del har ikke forstået ret meget af det, uvidenhed er vist desværre her det rigtige ord, også selv om jeg har prøvet et utal af gange.

 

Men slippe angsten gør jeg aldrig, men det har min læge allerede sagt, så leve med den er nok det man ”bare” skal indstille sig på, hvis man kan.

Men det er svært, ufattelig svært, især når jeg får alle symptomerne tilbage med fuld hammer så glemmer jeg alle de positive og konstruktive tanker som jeg har lært at bruge på Fobiskolen.

Mit liv skal ligge i faste og trygge rammer, jeg skal have en hverdag uden pres og stres og gerne uden de store påvirkninger, men hvor finder man det.

Livet er jo en stor ruchebane som nogle af os har mere eller mindre svært ved at håndtere.

 

I dag overlever jeg på Alopam og kun dem. Jeg tager dem når jeg skal ud i ekstremer.

Siden 1983 har jeg skrevet dagbog for at komme af med både gode/dårlige følelser og oplevelser omkring dagen der er gået, og det hjælper mig utrolig meget.

 

Jeg kunne blive ved med at skrive men vil stoppe min historie her, den kører bare i ring.

Men måske er der nogle ”der ude” som kan nikke genkendende til noget af det eller måske endnu bedre, bruge nogle af de råd som jeg skriver om igennem min beretning……………. det håber jeg.

 

Stort knus til alle fra Eva

 

Anonym

 

 

 

Jeg er en kvinde på 40 år som voksede op i en børneflok på 5. Jeg er den anden yngste. Skæbnen ville at vi mistede vores far, da vi var børn. Jeg var selv kun 5 år. Min mor troede i en misforstået omsorg, at sorgen skulle skjules. Det betød at jeg i perioden efter, ofte så min mor ked af det/græde, men hver gang jeg entrede rummet, forsøgte hun at skjule sorgen. Vi snakkede aldrig om sorgen og det at have mistet vores far.....pludselig var han bare væk. Det skal lige tilføjes at han døde ved en ulykke. Vi flyttede derefter til Århus, hvor min mor havde sin familie. Min mor arbejdede hårdt for at få hverdagen til at hænge sammen. Hun var ikke den mest omsorgsfulde mor, man kan tænke sig, og det resulterede også i en masse problemer med mine større brødre. Kriminalitet, stofmisbrug som endte i ungdomsfængsel for den ældste og børnehjem for den mellemste. Jeg selv led en del under følelsen af ikke at være elsket af min mor. Hun fik derefter en kæreste som ønskede mig hen hvor peberet gror, og jeg var ofte i konflikt med min mor og hendes kæreste. Jeg var et barn med et temmelig heftigt temperament.......men i dag kan jeg se, at det var et desperat forsøg på at få opmærksomhed. Men det havde jo desværre den modsatte effekt....og min mor kunne lægge mig på is i dagevis. Og her mener jeg bogstaveligt. Hun talte ikke til mig, og jeg nærmest slikkede hende op ad ryggen, for at få hendes opmærksomhed. Nå....men jeg voksede op og fik et barn som 20-årig. Efter et halvt år gik min datters far og jeg fra hinanden. Vi formåede dog at holde kontakten omkring vores datter og det forløb rimeligt smertefrit. Da jeg så som ca. 24 årig en dag skulle hjælpe min mormor med hovedrengøringen, spiste jeg et stykke chokolade med nødder i. Jeg fik en nød galt i halsen og kunne ikke få vejret. Samtidig kunne jeg stå og se mig selv i et spejl, blive mere og mere blå i hovedet. Panikken bredte sig heftigt i kroppen på mig, og jeg troede at min sidste time var kommet. Jeg var OVERBEVIST om at nu skulle jeg dø. Heldigvis fik jeg presset nøden op ved at kaste min overkrop, med brystkassen ind i en mur. Dette var så mit første angstanfald. Eller i hvert fald det der triccede angsten hos mig. I perioden der fulgte efter, fik jeg flere og flere fornemmelser af ikke at kunne få vejret, ondt i hjertet, svimmelhed, følelsen af at skulle besvime. Jeg blev mere og mere overbevist om, at jeg var dødssyg. Jeg troede at mit hjerte var sygt, at jeg havde en svulst i hjernen, jeg var bange for at få en blodprop osv. Jeg turde ikke falde i søvn af angst for aldrig at vågne op igen. Langsomt udviklede det sig til en voldsom dødsangst. Derefter begyndte jeg at undgå situationer hvor der var mange mennesker, da jeg følte mig dårligt tilpas... jeg var bange for at skulle besvime, begyndte at hyperventilere osv. Jeg begyndte stille og roligt at isolere mig mere og mere. Fra at have været en MEGET udadvendt pige udviklede jeg mig til en pige som havde alverdens undskyldninger for ikke at deltage i det sociale liv. Det var også familiesammenkomster jeg havde det dårligt med. Jeg begyndte at lyve omkring mit helbred, og sagde at jeg havde feber eller bræksyge, hvis jeg ikke kunne tage mig sammen til at gå til festen eller hvad det nu var. Bare det at skulle handle ind i et supermarked kunne give mig åndenød. Jeg pressede dog mig selv til at gøre det, da vi jo skulle have noget at spise. I alt dette opsøgte jeg min læge, som var hurtig til at se hvad det hele drejede sig om. Han fortalte mig at jeg led af en angstneurose, og at jeg skulle prøve at lægge mærke til hvilke situationer angsten opstod i. Derefter sendte han mig til undersøgelser hos en hjertespecialist, en neurolog og på lungeklinikken for at få afdækket, at jeg ikke fejlede noget fysisk. Alt dette for at overbevise mig om at jeg intet fejlede fysisk. Han vidste, at hvis jeg skulle komme videre med den psykologiske del af angstbearbejdningen, så handlede det om at jeg blev overbevist om ikke at være fysisk syg. Igennem årene gik jeg så til periodevise samtaler hos min egen læge, hvor vi stille og roligt fik afdækket hvad det egentlig var jeg fejlede. Efter at jeg selv begyndte at acceptere at det var psykisk, begyndte jeg at sætte mig ind i hvad angst egentlig var for en sygdom. Igennem årene kom og gik angsten periodevis. Efter at have haft periodevis angst/panikangst i 9 år besluttede jeg mig til at begynde en behandling på cipramil. Denne beslutning traf jeg da jeg efter en meget kraftig angstperiode kunne se, at hvis jeg ikke gjorde et eller andet, så ville jeg ikke være i stand til at passe mit arbejde som pædagog eller hvad der var endnu værre......... tage mig af mine børn. Jeg har så siden haft tre perioder hvor jeg har spist cipramil. Mellem 6 måneder, til et år. I næsten hele perioden har jeg valgt at være åben omkring min angst. Jeg har på min arbejdsplads meldt rent ud hvad det var jeg gik og døjede med. Denne åbenhed fordi jeg ikke orker at skulle lade som om, samtidig med at jeg kæmper med angsten. Jeg har kun mødt forståelse eller i hvert fald for nogen, viljen til at prøve at forstå hvad det at have angst, egentlig er for noget. Faktisk så viser det sig, at ret mange mennesker enten kender til det på egen krop, eller kender en person som også lider af angst. Så det har for mig aldrig været en hæmsko, at spille med åbne kort. Men det var selvfølgelig ikke nemt de første gange at skulle fortælle om angsten, men det blev da heldigvis kun nemmere. I forhold til min mor, er det først få år siden, at jeg fortalte hende om angsten. Hun giver udtryk for at hun ikke kan forstå min angst, men hun accepterer det og er også interesseret i at jeg har det godt. Med hensyn til mit forhold til min mor, så har jeg i mit voksenliv tilgivet hende til dels. Jeg har selvfølgelig stadig smerten i mig... den forsvinder aldrig. Men jeg kan i dag se, at min mor ikke formåede at give os den omsorg som vi børn burde have haft. Hun har selv ikke modtaget den kærlige omsorg som barn, så hun havde simpelthen ikke de forudsætninger der skulle til, samtidig med at hun selv kæmpede med en kæmpestor ensomhedsfølelse og en magtesløshed i opdragelsen af 5 børn.

 

I dag har jeg så levet med angsten i 17 år...... mere eller mindre. Jeg har lært at acceptere angsten og den skræmmer ikke livet af mig mere. Jeg tør se angsten i øjnene og dette medfører så længere og længere imellem nye anfald. Jeg har dog lært igennem årene at passe på mig selv. Forstået på den måde, at jeg skal gå langt uden om situationer der for mig kan medføre stress, for stress er i den grad en medvirkende factor til, at jeg udvikler nye angstanfald. Med hensyn til spørgsmålet om jeg føler mig helbredt, kan jeg kun sige: At jeg ikke tror at angstneurotikere bliver helbredt. Angst er en sygdom. genetisk eller miljøbetinget....det er der mange delte meninger om, men angst er en sygdom man skal leve med på godt og ondt. Angsten findes dog i forskellige grader, hvis man kan sige det sådan. Nogle oplever kun et enkeltstående anfald, mens andre lever med angsten konstant i døgnets 24 timer. Nogle kommer ikke udenfor en dør i flere år..... måske resten af livet.......mens andre trodser angsten og fungerer i en almindelig hverdag, men nok med de begrænsninger som angsten for den enkelte medfører. For mit eget vedkommende... betyder det at jeg i perioder er på cipramil ( nu er det lidt over 3 år siden sidst) og jeg er nået der til, hvor jeg betragter medicinen som en nødvendig "kur" jeg bliver nødt til at tage for at komme over på den anden side. For tiden har jeg det dog sådan, at jeg ikke føler at det bliver nødvendigt at spise medicinen mere, da jeg efterhånden har lært at genkende signalerne og handler derefter. Hvis jeg er inde i en rigtig dårlig periode, så opsøger jeg min læge og vi gennemgår en ny periode med samtaler, hvor han udøver kognitiv terapi.......som hjælper mig til at styre det negative tankemønster, som er en medvirken til at jeg også kan udvikle angsten. Jeg har aldrig igennem de 17 år været til Psykolog, da jeg ikke kunne finde pengene i min økonomi. Jeg forsøgte en enkelt gang at søge om hjælp via socialen til et ophold på fobiskolen. Men jeg fik et blankt afslag… jeg var jo i arbejde… så de 35.000 skulle jeg jo nok kunne skaffe....????? Okay.....jeg er jo så i den heldige situation, at have en god læge som har formået at dygtiggøre sig inden for området.......og det har så heldigvis kommet mig til gode......gratis! Måske kunne jeg have undgået så mange år med angst, hvis jeg havde fået psykologisk eller psykiatrisk hjælp......hvem ved? Jeg har klaret det selv.....og klarer det fortsat......med støtte fra familie, mand, arbejdskolleger osv.

 

Hvis jeg i den periode hvor angsten var værst, havde vidst at der var et sted hvor man kunne møde ligestillede, så er jeg sikker på at jeg ville have opsøgt det, om ikke andet så for at møde andre der ville kunne fortælle mig, at angst er noget man kan lære at leve med og få kontrol over. Og igen....måske have fået nogle gode råd og vejledning til hvordan jeg kunne arbejde med angsten. Men det tog mig 18 år at komme hertil, så hvis andre kunne få kontakt via et opfølgningssted og et netværk til at komme videre i livet, så ville det være super. Og mon ikke der kunne være behov for det, da man jo er blevet bekendt med, at mindst 2oo.ooo mennesker lider af en eller anden form for angst......med andre ord 200.000 mennesker man kan registrere, hvad med alle dem der lever bag nedrullede gardiner og lukkede døre?

 

Jeg fik kendskab til angstforeningen da de begyndte at reklamere for sig selv. Derigennem fik jeg kontakt til andre med angst, og det har så igennem de sidste år hovedsagligt været via nettet, at jeg har haft kontakt til andre angstplagede. Vi har så ivrigt debatteret og støttet op omkring hinanden og i bearbejdningen af angsten. Så jeg kan på det kraftigste opfordre andre til at få skabt en netværksgruppe, da det er hjælp til selvhjælp, bare det at få vendt de ”skøre tanker” som angsten uvilkårligt fører med sig bl.a.

 

:o)

 

 

 

Jette 35 år!

Jeg fik panikangst i 1993, hvor jeg var 25 år og mor til 2 små piger.

 

Det første angstanfald fik jeg i et supermarked, hvor jeg pludselig fik en

heftig hjertebanken, svimmelhed, eksende ben, rystende, svedende, frysende, og

kvælningsfornemmelser. Disse ubehaligheder skulle i den grad komme til at

præge min tilværelse fremover.

 

Den dag blev jeg MEGET forskrækket, men troede at det var et tilfældig

ildebefindende, der havde ramt mig. Men det gentog sig, så nu begyndte jeg at

frygte et nyt anfald.

 

I første omgang var det altså supermarked der blev et "farligt" sted så jeg

begyndte at købe ind, når der var få mennesker, så jeg undgik at stå i kø ved

kassen.

 

Jeg havde absolut ingen anelse om hvad der var ved at ske med mig. Det var en

snigende udvikling der var startet, med større eller mindre ubehag i

forskellige situationer. Jeg fandt ud af hvordan jeg kunne undgå visse

situationer. Feks. Havde jeg svært ved at deltage i forældremøder og lignende,

da jeg var bange for at få det dårligt, men det klarede jeg ved at sætte mig

yderst i forsamlingen, og helst ved udgangsdøren så jeg HURTIGT kunne komme ud

uden at vække opsigt. At leve med angst, er som at gå på line uden

sikkerhedsnet under, man bruger en masse energi på at finde måder at holde

balancen på, så man ikke falder i angst dybet.

 

Angsten har udviklet sig i retning af, at jeg får det dårligt i alle de

situationer, hvor jeg føler mig fastlåst eller fanget. Jeg kan ikke gå til

tandlæge eller frisør, fordi jeg føler mig fastlåst i stolen. Det ville være

alt for pinligt hvis jeg blev nød til at rejse mig, og gå midt i behandlingen,

så det tør jeg slet ikke at risikerer. Jeg kan heller ikke køre i bus, da det

giver mig den samme fornemmelse af fastlåshed, det er vigtigt for mig at kunne

komme væk med det samme.

 

Hver aften når jeg var lige på grænsen til at falde i søvn, får jeg

angstanfald. Det er i samme øjeblik at jeg slipper kontrollen over

bevidstheden, så tager angsten over.

 

Så jeg har prøvet at klare mig på bedste vis, men det betyder flere og flere

indskrænkninger i min bevægelsesfrihed, og så noget som en ferie er en

umulighed. Bare jeg skal køre med bus, så går det helt galt, mine ben vil ikke

bære mig hen til bussen, og når jeg endelig er nået der hen, og står og

venter, opfører mine ben sig underligt, det er som om jeg ikke kan holde

balancen på dem, og jeg bliver bange for at falde.

 

Når jeg kommer for langt væk hjemme fra, må jeg tit vende om igen. Jeg har

opfundet mange undskyldninger gennem tiden, for at undgå at deltage i

forskelligt. Familiesammenkomster undgår jeg så vidt muligt, og de få gange

jeg har deltaget, har jeg ganske vist fysisk været tilstede, men jeg føler mig

bestemt ikke nærværende, og min eneste tanke er, hvornår jeg kan være bekendt

at gå. Der er bestemt ingen der tager det alvorligt, derfor mente jeg selv i

en periode, at det også var for dårligt at jeg ikke bare kunne "TAGE MIG

SAMMEN"

 

Jeg er meget sjældent i stand til at gå uden for en dør, omverden er den smule

jeg ser, når vi kører en tur i bilen.

Da jeg opdagede at der faktisk var MANGE andre som mig, var det befriende at

høre, og at høre at de fysiske ubehag jeg har, er særdeles velkendte for folk

med angst.

 

Lige nu er jeg i angstcirklens skrue uden ende, derfor er jeg nu klar over at

jeg ikke alene, kan klare det mere, så nu går jeg til samtaler hos en

psykiater, og er lige startet på nogen piller, så jeg ser frem til at de

virker, for det andet er ikke til at holde ud mere.

 

Jeg er ellers IKKE til medicin, men alternativ behandling og naturmedicin, men

nu har jeg snart prøvet alt, og intet hjalp på længere sigt, så derfor er jeg

nu sluttet med alternativ behandlinger for en periode, der skulle lægelig

hjælp til nu, og det blev til Ciprelex.

 

Jeg har taget Ciprelex i 9 dage nu, jeg fik 5 mg den første uge, så skulle jeg

have 10 mg. Jeg har virkelig haft forfærdelige bivirkninger, angst med 700 km

i timen, rysteture, svedeture, feber, kvalme, svimmelhed, og utilpas, jeg har

været lige ved at opgive pillerne, men er nu glad ved at jeg ikke gjorde det,

for mine bivirkninger er nu så småt ved at forsvinde, jeg har lidt "hoppende"

hjerte endnu.

 

Når bivirkningerne var RIGTIG slemme, sad jeg og læste Hannes svar til en

anden ang. Medicin og dens bivirkninger, hendes svar fik mig til at holde ud.

 

Nu håber jeg bare at pillerne hjælper så meget at jeg igen kan få et NORMALT

liv.

 

Jeg er MEGET glad for at denne side findes, for det er rart at høre om andre

med samme problem, det hjælper mig MEGET.

 

Jeg bor på Fyn, og her findes ingen fobiskole, og for en person som mig, med

panikangst, ville det jo være fuldstændig umuligt at tage toget til en anden

by, for at få undervisning på en fobiskole. Her på Fyn kender kommunen ikke

til angst, så økonomisk hjælp til en fobiskole er også udlukket. Jeg ville

håbe at Fyn, havde lige så mange tilbud som sjælland og Jylland.

 

Er der nogen der vil fortælle lidt om, de kender til Cipralex, hvordan de har

haft det og hvordan de har det nu??

 

Anonym

 

 

Jeg tror det hele startede da jeg gik i 10. klasse, hvor jeg skulle videre efter skolen. Jeg begyndte at blive bange for, om jeg nu kunne leve op til mine forældres, mine venners, skolens forventninger. Jeg var jo ikke engang klar over, hvad jeg ville med mig selv, hvad var mine forventninger til mig selv..??

Jeg havde jo altid været den stille pige, der passede sin skole og fik gode karakterer. Så hvordan kunne det så være, jeg pludselig stod der og kiggede ind i en mørk fremtid uden planer? Nå, men det var vel bare almindelig usikkerhed troede jeg. Så tog jeg på Købmandsskole hvor jeg samtidig flyttede hjemmefra, Jeg kom aldrig til at føle mig tilpas mere, kunne hverken passe skole eller senere jobs. Jeg kunne snart ikke gå ud af døren, uden at føle angst for pludselig ikke, at have kontrol over situationen, hvad nu hvis der skete noget?? Selv et lille uheld som, at der falder nogen mønter ud af min pung, når jeg skulle betale var og er stadig en ren katastrofe for mig. Mit selværd var efterhånden nået bunden og jeg kunne ikke forstå hvad der skete med mig. Var jeg ude at, handle måtte jeg flere gange stille kurven og forlade butikken, fordi mit hjerte begyndte at hamre og jeg fik svedeture, åndedrætsbesvær og hele kroppen føltes som om den var ved at sprænge.

Helt galt gik det, da jeg fik min første søn som 21 årig, angsten for, om jeg nu var god nok som mor var ved at ødelægge mig helt. Pludselig en dag blev det hele bare mørkt og gråt, jeg kunne ikke længere se glæden ved noget. Men andre måtte jo ikke se, at mit liv var ved at falde fra hinanden, så jeg passede min søn, gjorde rent og havde ellers maske på sammen med familien, som efterhånden var de eneste mennesker jeg så, ud over min kæreste dengang. Denne maske skulle følge mig i flere år før den faldt. Jeg fik en søn mere og kort efter gik børnenes far og jeg fra hinanden. Så startede jeg et liv, hvor forskellige fyre røg ind og ud af mit liv, kunne de ikke følge med i min nøje skamalagte hverdag, måtte de jo bare skride og der var i hvert fald ikke nogen af dem, der skulle komme og sige der var noget i vejen med mig. Men bag masken blev der mørkere og mørkere og mere og mere kaos i mit indre. Tanken om selvmord begyndte at lege i mit hoved. Jeg kunne ikke leve på den måde. Kunne ikke holde et job uden en masse sygedage, fordi jeg ikke kunne komme ud af døren. Det gav en masse selvbebrejdelser, men jeg ville jo også skåne mig selv for angstanfaldene. Hvad var jeg egentlig værd på den her måde, jeg duede jo ikke til noget.??

Endelig for 5 år siden, vovede jeg mig til læge første gang. Jeg fik atvide, det var en fødselsdepression og fik piller for dette. Dem tog jeg i et år, hvor jeg fik lidt mere styr på mig selv, men aldrig helt. Så valgte jeg at droppe dem og så gik der ikke lang tid, før det hele buldrede løs igen. Jeg var ret isoleret på det tidspunkt og havde endda droppet kontakten til familien, de måtte jo helst ikke komme ind under masken og se hvad der var i vejen med mig.

Min daværende kæreste, som jeg så er sammen med idag, røg ind og ud af mit liv, men han ville ikke give mig op. Jeg kunne hade ham noget så grusomt, når han sagde at den var gal med mig og at jeg skulle have hjælp. Det var de skrækligste raserianfald jeg kunne få hvis jeg ikke fik ret, jeg SKULLE have 100% styr over ham, mine børn og mit hjem.

Så for lidt over et år siden, prøvede jeg selvmord, med piller, men fandt selv ud af undervejs at det jo ikke var det jeg ville, jeg ville jo bare have det godt igen. Kunne snakke med folk, uden at have det så ubehageligt og få den gråhed og tristhed væk fra mit indre. Der faldt masken og jeg åbnede endelig op og erkendte, at nu skulle jeg have hjælp. Jeg kom til lægen og blev henvist til en psykiater, der hurtigt kunne fortælle mig at jeg har socialfobi og en depression, som jeg så stadigvæk er i behandling for med piller. Det har gjort at jeg idag har fået mere lys ind i mit liv. Jeg har et godt liv med mine børn, min kæreste og hans barn. Men jeg er stadig ikke kommet på arbejdsmarket endnu, da jeg ikke rigtigt kan komme videre med min angst.

Jeg kommer ikke hos min psykiater mere, da jeg fik skyld for at jeg ikke var motiveret så hun kunne hjælpe mig. Jeg syntes ellers jeg prøver og det er en sej kamp, specielt når jeg i så mange år, har indrettet mit liv, efter ikke at tage nogen steder hen alene. Jeg har ikke mistet modet endnu, der er stadigvæk mørke og triste dage, men nu har jeg opbakning både fra familie og venner. Så endelig kan jeg se lys i mørket.

 

 

Fortrængt sorg & vrede, Lisa

 

Hej;-) Jeg kunne godt tænke mig at fortælle jer, hvorfor jeg har fået angst - hvilket jeg godt selv kan forstå idag. Jeg er en ung pige på 40 år.Min barndom har været meget ulykkelig. Jeg er den ældste i en søskendeflok på fire. Som 7 årig døde min mor af kræft.Jeg kan ikke huske hende idag pga jeg fortrængte mine følelser da hun døde. Da jeg jo var den ældste var det ligesom mig der skulle være den store pige og hjælpe de små.For at de ikke skulle blive kede af det så skulle jeg jo gerne virke glad - så de ikke begyndte at græde. Min far snakkede aldrig om vores mor - og hun blev ligesom glemt/fortrængt.Senere da jeg var 18 år begik min far selvmord- igen var jeg den ældste og skulle nok klare det hele - så igen tog jeg mine søskende under mine vinger - og "glemte" igen at vise mine egne følelser - for hvis jeg blev ked af det - ja så gjorde mine søskende det jo også og det ville jeg jo ikke have. Jeg skulle nok vise omverdenen hvor stærk jeg var. Men-ved jeg idag-var ris til min egen r.. Da den mindste/sidste af mine søskende flyttede fra mig og min mand så blev jeg angrebet af angsten. Nu var der ikke nogen jeg skulle passe på mere. Nu havde jeg tid til mig selv og mine egne følelser. Men jeg kunne jo ikke græde over en mor jeg ikke kunne huske eller en far som jeg måske er vred på. Derfor kom mine følelser ud af mig som fysiske symtomer- som alle vi angste jo kender.Jeg har prøvet ALT for at komme af med min angst - men jeg må desværre ty til mine lykkepiller (seroxat) for at have et nogenlunde normalt liv. Jeg er idag lykkeligt gift på 20 år med den dejligste mand i hele verden - har to lækre børn- et pragtfuldt hjem og et spændende job. Hvad kan jeg mere forlange.Jeg kunne godt tænke mig at vide om andre har været igennem det samme som mig og hvad de evt har gjort. Jeg ville ønske jeg kunne huske noget mere fra min barndom. Men det meste er desværre fortrængt dybt inde i min hjerne.

 

Lises historie (Lise der desværre døde meget pludseligt og alt for ung af uopdaget hjertelidelse)

 

Mit liv og min angst.

 

Hej allesammen Her er så min historie omkring mit liv og min angst. Jeg vil gerne opfordre Jer andre til også at skrive om Jeres historie, for på den måde kommer vi jo til at kende hinanden, hvad angsten angår. I 1994 blev jeg som 27 årig færdig som kemi-ingeniør. I 1995 fik jeg job som ingeniør i en stor international levnedsmiddel virksomhed. Jeg skulle flytte efter jobbet. Efter ca. 3 måneder i jobbet begyndte jeg at få halsbetændelse – hvilket jeg aldrig i mit liv havde haft før. Jeg følte mig ikke særlig godt tilpas i virksomheden – det var meget kaotisk og dårligt organiseret. Jeg blev ansat til at tage mig af bl.a. forbrugere og opbygning af kvalitetssystem. Især det sidste var særdeles frustrerende, idet to stærke chefer for hver sin fabrik ville i hver sin retning. Jeg stoppede ikke på jobbet, fordi jeg undertrykte, at jeg havde det skidt der – det var jo mit første job som ingeniør og "der skal man jo helst blive nogle år". Jeg begyndte sandsynligvis at vende arbejdspladsens problemer mod mig selv – følte det var min skyld, at det ikke gik godt. Arbejdspresset var enormt og det var svært at komme igennem med løsninger på opgaverne, fordi alle havde for travlt med deres eget lille område til at bekymre sig om de større linier såsom kvalitetssystemet. Dertil kom evige forandringer i organisation (store som små) og målsætninger mm og en chef som var omskiftelig i sine holdninger og på en sær måde mindede mig om min far. Jeg blev mere og mere stresset, hvilket 8-9 omgange af halsbetændelse på lige så mange måneder burde have givet mig et praj om! Da jeg så efter 9 måneder i jobbet blev beskyldt for at have samarbejdsproblemer med hele den ene fabrik (hvilket var fuldstændigt forkert – men det fandt jeg først ud af meget senere) gik jeg ned med stress. Jeg havde her mit første møde med panikangst og jeg var temmelig forskrækket. Jeg blev sygemeldt i 6 uger, hvoraf de 3 gik med at få fjernet mandler (pga. halsbetændelserne) og komme mig ovenpå den operation. Jeg fik noget beroligende medicin og min læge anbefalede mig at tage kontakt til en psykolog, han havde hørt om. Det fik jeg så med megen nervøsitet gjort 1 uge før jeg skulle starte på arbejde igen. Jeg havde aldrig været i kontakt med en psykolog før (dog altid været interesseret i psykologi og troet på at der er en sammenhæng mellem psyken og fysikken). Behandlingen bestod i halv-hypnotisk afslapning og visualisering af angstfyldte situationer. Uden medicin –for ellers ville jeg ikke få den fulde effekt af behandlingen. Det var utroligt hårdt, men jeg fik det langsomt bedre og kom til at fungere igen. Jeg blev på jobbet og blev i 1998 forfremmet til kvalitetschef for den danske produktionsafdeling. Jobbet vedblev at være stressende. Selv om jeg havde fået stor forståelse fra min chef blev der ikke rigtigt gjort noget ved problemerne. Jeg blev dog bedre til at fungere i dette miljø. Firmaets hovedkontor flyttede og jeg flyttede med (tilbage til hvor jeg kom fra). På dette tidspunkt mærkede jeg intet til angsten, men havde den dog altid i baghovedet. Når jeg var kommet på plads i den nye organisation og nye hjem var min plan at kontakte en psykolog for at finde årsagen til den panikangst jeg havde tidligere. Samtidig blev mit arbejdsområde udvidet, arbejdspresset tog til (selv om man skulle ha´ troet det var umuligt), mine forældre blev skilt, mit barndomshjem solgt og min far blev syg med Alzheimers. Til sidst blev det for meget. Så i december 2000 mærkede jeg angsten igen. Jeg blev enig med mig selv om at jeg skulle stoppe på det arbejde – og finde et firma, der var værd at arbejde for og være i. Jeg skulle dog lige have gjort mit store projekt, som jeg var i gang med, færdigt. Jeg fratrådte efter egen vilje i marts 2001. Ca. 1 måned efter gik jeg ned med stress igen! Jeg havde været angst og meget anspændt lige siden december. Jeg blev sygemeldt og fik beroligende medicin og begyndte hos en psykolog igen. Nu – næsten 16 måneder efter – er jeg stadig sygemeldt. Jeg har i de sidste 16 måneder været igennem en utrolig hård og intens psykoterapi, hvor jeg mener, at jeg sammen med min psykolog har fundet ud af, hvad min panikangst er symptom på. Jeg har haft en psykisk hård barndom – og det var jeg egentlig ikke klar over. Min angst kommer, når jeg fortrænger de følelser der opstår – især vrede. Fortrængning og undertrykkelse af vrede er noget jeg har lært at gøre gennem min barndom. Der sker det, at en eller anden siger eller gør noget, jeg bliver fx vred, men inden jeg når at mærke, at jeg er vred, har jeg fortrængt følelsen. Så går der lidt tid (fra nogle minutter til dage!) og så får jeg angstanfald. Jeg er altså ikke klar over, at jeg er vred! Så det er så det, jeg skal arbejde med for at blive helt rask igen. Hvis jeg ikke længere fortrænger min vrede og ikke længere er bange for at udtrykke den vil jeg kunne fungere ”normalt” igen.

 

 

Jeg er langtfra rask endnu. Psykoterapi er utroligt hårdt for nerverne. Jeg blev konfronteret med en masse ”gamle” følelser, jeg end ikke var klar over jeg havde. Kom i tanker om nogle situationer, jeg ikke havde lyst til at blive konfronteret med. Og det har nok gjort at jeg ikke rigtig er kommet helt videre – hverken med livet, arbejdet eller min angst. Derfor er jeg nu begyndt at behandle mig selv med den teknik, jeg lærte hos den første psykolog for på den måde at få has på især forventningsangsten og styr på nerverne (visualiseringen; havde faktisk glemt metoden indtil fornylig!!). Jeg står foran at skulle ud i noget arbejdsprøvning inden for revalideringssystemet. Det er mit håb, at denne arbejdsprøvning kan hjælpe mig til at turde komme ud på arbejdsmarkedet igen. Mit liv er ikke meget værd lige nu, fordi jeg har isoleret mig og ikke rigtig kan finde på noget at lave herhjemme, hvor jeg har det bedst. Dog er jeg efter jeg begyndte med visualiseringen kommet lidt ud igen (fx, til tandlægen da jeg knækkede en tand!). Før var jeg særdeles aktiv både mht. skole, arbejde, sport og venner. Og det er selvfølgelig mit håb, at jeg når dertil igen – ved hjælp af visualisering af angsten, psykoterapien og arbejdsprøvning og job………… Hilsen L!

 

 

 

Malles historie

 

 

Angst er et liv som ikke leves, angst er noget som gør ondt på sjælden. Et brækket ben kan ses og det kan man forstår, men Angst kan ikke ses, kan ikke høres, men den som bære den kan mærke smerten dybt inden i hjerte hvor ondt det gør at lides med den.Den er blevet endel af dig og ville være det resten af dit liv. Du skal lære at acceptere den. Men intet bliver som før, det kan kun blive bedre siger alle, men ville det, gør det det, findes der et godt liv med angst. Ja, men den nøgle skal bare findes og det er kun dig selv der sidder med nøglen og jeg leder efter min. Hverdag er en udfordring for alle mennesker, men livet bliver bare endnu svære når liv et gør ondt og man bliver bange for de ting man en gang holdte af. At finde tillid til andre - sig selv - tryghed - at være positivt, at se frem mod der findes et håb for en forude, at tingende nok skal blive godt igen engang med tiden. Ind imellem kan man godt se solen skinne, men lige så hurtig er du nede i det sorte hul igen. Nogle gange kan jeg tænke hvad er livet dog værd og hvorfor er det lige mig, men der er noget i mig som ikke giver op - det kæmper som en gal inden i mig, fordi jeg ville bevise at jeg en dag kommer ud af dette her angst. Men det tager bare tid og forståelse og tålmodighed til en selv og ens nærmeste familie. Hovedet ville det hele, men kroppen kan ikke følge med, så det er med at lyttte til hvad dit behov er lige nu og ikke hvad andre ønsker af dig selv. Hvad er godt for dig lige nu i dette her øjeblik.Jeg skal tro på at jeg en dag kommer ud af dette her marit og en så pindefuldt liv, nøglen findes et sted der ude så livet bliver godt igen. Du føler dig så alene, man synes selv at man kæmper som en vild hest, men det ville ikke altid lykkedes de ting man prøver at gøre,til tider så kan man føler sig oven på hvor tingende fungere, men kun næsten, tit ser livet sort ud og meget håbløs ud, jeg tænker er der en vej ud af dette her eller for det nogensinde en ende, er der en god fremtid i møde, ville glæde ved tingende kommer igen, ville den glade gamle pige komme igen, som ikke skal går og føle sig trist hele tiden, går at være bange for at dø og leve, ville den dag kommer hvor jeg kan står ud af min seng, kigge op i himlen, op til stjerne, – ja i dag er jeg rask nu tør jeg leve livet, det liv jeg har kæmpet for nu kan jeg gøre hvad jeg ville, nu er jeg ikke bang mere, nu jeg fri og kan flyde frit igen, nu er denne smerte over, nu tør jeg leve mit liv.Når den dag kommer så er jeg glad.

 

Om mig selv: jeg er 22 år og er sygmeldt i snart lidt over et halvt år og bor hjemme hos mine forældre. Jeg har lidt af panik angst i nu 2 år, samt nogle andre problemer. Jeg får medicin som jeg skal tage hver aften inden jeg går i seng,som er Remeron 45 mg. der udover har jeg nogle panik piller jeg kna tage hvis det skulle går helt skævt, men det er meget længe siden at jeg har taget dem. Før var jeg en meget glad og aktiv sports pige som holdte utroligt meget af at bruge min krop fysisk, som at løbe en tur, spille fodbold som nok var mit hovedefag og var dygtig til. Selv om jeg tit hængte med skuffen fordi jeg ikke følte jeg var god nok, men det er det jeg har levet for. Der udover er jeg meget interasseret i sport. I dag frygter jeg om jeg nogensinde kommer til at løbe, spille fodbold, går ture i skoven osv. Men inden i hovedet ved jeg også hvad det kræver af mig for at komme tilbage, at det bliver en hård kamp at kæmpe.

 

Begge mine søskende er flyttet hjemme fra og de bor i Jylland, de har fast kæreste og ét godt socialt familie liv. Problemet i forhold til mine søskende er at jeg har en stor misundelse på min søster, det er uretfærdig at jeg skal kæmpe sådan får at får et liv til at hænge sammen og fungere. Der imod har hun altid være heldig med fyre og så meget andet. Jeg har altid set en del op til hende, som gør at min selvværde bliver dårligt. Jeg har altid synes at hun var smukkere og kønnere pige som er meget udadvendt, tør står frem og sige sine meninger offenligt - sådan en rigtig selvsikker pige - men det er jo ikke fordi jeg ikke holder af hende og elsker hende, tvært imod hun betyder meget for mig og jeg ville altid være der for hende hvis hun har brug for hjælp. Og det ved jeg at jeg har været der for hende, men jeg savner hende nu hvor jeg har brug for hendens støtte.

Hende og jeg skulle nok have delt lidt i porten, så vi havde fået delt de indre ting lidt mere, men sådan kan det bare ikke altid være.

 

Grunden til at jeg tror at mit selvværde er dårlig, er jeg har altdi haft det svært i skolen, altid skulle hjælpes, gået til psykologer, ja der her altid været nået. Men der i mod er mine søskende gået mere smerte frit igennem. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan, men en ting jeg ved er at min stærke side har altid været idræt. I dag laver min søster meget motion og det gør hammerne ondt på mig at se, for hvorfor kan hun bare alle de ting jeg gerne ville, hvorfor får hun det hele serveret på et fad og jeg skal kæmpe. Livet er en gåde.

 

Jeg har en god udannelse som baggrund, som jeg er gald for at jeg genemførte. Trods det sidste år, jeg var der, var nok det sværeste år, for det var ikke nemt at passe arbejdet når man gik at havde det skidt, men på en eller anden måde lykkedes det mig at gennemføre den, men det var også en sej kamp hverdag, det har kostet mange tåre og mod at gennemføre den, men jeg havde god opbakning og støtte fra familie og kollegaer. Jeg magtede faktisk ikke andet end dette arbejde det sidste år, kræfterne var kun til dette, men min familie holdte ved at jeg skulle have denne udannelse. Og da jeg så var udlært blev jeg sygemeldt og de sagde mig op.

 

Nogle år tilbage fik jeg anorexci og var knyttet til ungdoms psykiatisk afdeling, men jeg kunne desværre ikke tage på, der på blev min stærke side taget fra mig som var lege med bolden. Pykologen troede ikke på at jeg spiste det jeg skulle og at hun ville indlægge mig, men det fortalte jeg hende at det ville jeg ikke får det bedre af. Men langsomt begyndte jeg at tage på og det gik i små skridt fremad. Da jeg så startede på min læreplads sommeren 2000 ville jeg begynde langsomt op til at begynde at træne fodbold igen og stoppede ved dennne pyskolog. Men jeg var meget usikker omkring det for hvad ville de andre tænke om mig når jeg nu havde været for tynd, ville de kigge lidt på mig når jeg kom. Men da jeg tog beslutninge og ville starte op, kunne jeg ikke får lov til at smutte bare 10 minuttter før så jeg kunne får lov til at spise, for jeg vidste jo at det krævede at får energi med det plan jeg var på, ellers ville det går galt.

 

Men jeg kom aldrig igang, for i sommerne 2001 blev jeg ramt som et lyn for en klar himmel af et angst anfald. Jeg blev mere og mere bange for at dyrke sport og bevæge mig frit rundt, Ja det at leve livet fuldt ud. Lidt det pudsigé var at jeg begyndte at tage på i vægt igen, men det var jo fordi at jeg ikke kom ude for en dør, men det var fordi jeg var for bange til at går ude alene nogle steder.

 

Jeg kom i behandling ambulant på et psykiatrisk sygehus voksen afdeling hvor jeg nu har gået i to år cirka. Der her jeg gået i gruppe terapi og indivilduelle samtaler. Samt en fysioterupert for at får løsnet op. De individuelle samtaler slutter jeg i næste uge, da jeg skal starte på en fobiskole i københavn. Det er lidt bitter at skulle tage beslutningen og sige farvel til en man er begyndt at føle tillid til, men jeg synes bare ikke det er godt nok og der skal ske noget mere. Jeg ved at hvis jeg forsætter kommer jeg ikke videre i mit liv.Det er nu jeg er nød til at tage chancen og prøve noget nyt og så må det briste eller bære, men jeg håber at det ville bære. Og jeg håber at det er det værd.

 

I dag har jeg så været inden på fobiskolen i København hvor de har tilbudt mig nogle forsamtaler, min far var med mig der inden i dag, men ikke med inden til samtalen, det er både trygt og rart at han var med der inden. Ud af de samtaler ville de vudere om jeg har glæde af ti ugers kursus forløb. Men jeg tror meget at dette er vejen frem og jeg håber at de med tiden ville tilbyde mig det kursus eller noget andet hvor man kan komme ind og arbejde hverdag med angsten.

 

For cirka et halvt år siden tog jeg beslutningen og mit mod var ikke stort, men der var god opbakning fra mine forældre at jeg skulle starte op i et fitness center. Og jeg må sige at det er det som har hjulpet mig alle mest, mens jeg har været knyttet til sygehuset. De første mange gange have jeg min mor med der oppe og hun sad bare der og kiggede på mig og det var meget synd. Udover det havde jeg et af Fitness inskruktørene stående ved siden af mig mens jeg trænede, det gav tryghed og sikkerhed. Min mor støttet mig i en hel månede til jeg selv kunne tage der op og træne uden hende og fandt tryghed til personalet. Langsomt har jeg arbejdet mig fri fra fitness instrukstøren ved siden af mig, men med en aftale om at jeg kan komme hvis jeg skulle får det skidt eller blive utryg når jeg har trænet. Jeg har kørt nogle forskellige programmer og med tiden styrket min krop osv. og langsomt går det i små skridt. nu kan jeg ind imellem komme der op alene når modet er der, men nogle gange er jeg også for bange. Vedkommende som har hjulpet mig i fitness og stadig gøre det har været en stor hjælp for mig, en kæmpe støtte i starten, det har betyde så meget for mig. Men i dag kan jeg som sagt komme alene nogle gange uden af disse menneske man er afhægig skal være der, men har det alle bedst når de er der, jeg ved at jeg stadig kan komme til dem, men modet er der ikke altid.

 

Når jeg træner i dag har jeg det stadig ikke for godt, det er ikke tip top pige som engang var der, jeg er meget plaget af trykken i brystet - kvælnings fornemmelser og svimmelhed. Det er noget jeg mærker tit i min hverdag. Men jeg ved at fitness har hjlupet mig en del og at jeg skal blive ved med at kæmpe til en dag hvor jeg har sejret over angsten, men det er sejt og hårdt og det ville det blive ved med at være, til en dag man er rask igen.

 

Det helt store mål for mig er at komme på idrætshøjskole og bliver helt 100% klar til at tage afsted og tage udfordring op og det ville blive en kæmpe oplevelse for livet. Men for at komme afsted ved jeg også hvad det kræver, at jeg bliver rask,at jeg tøre løbe, går ture, bevæge mig frit rundt igen, at være sammen med andre mennesker, at står frem som den person man er, hvilket kræver selvtillid. Jeg ville så gerne spille fodbold igen, men ind imellem kan jeg tivile på om jeg nogensinde kommer til det igen, om jeg kan blive fri, det at turde. Som nu har jeg stationer jeg kan køre ud til, der hvor jeg ved at jeg er i trygge omgivelser, men jeg skulle gerne får arbejdet mig af at være afhægig af andre mennesker. Men jeg synes selv at jeg kæmper for det, og jeg ved at der skal mere til end bare at kunne løbe, går ture osv. Troen på det og viljen til at komme videre og en god støtte fra familien.

 

Selvfølig skal jeg også flytte hjemme fra som mine søskende, have en kæreste og blive et selvstændigt mennesker, men hvornår ved jeg ikke.Det er en chance jeg må tage når det mod kommer og så må det briste eller bære. Det ville tiden vise. Jeg er meget usikker på det, for ville jeg bare sidde der alene. Det kunne blive meget ensormt, når man ingen venner har og veninder. Men jeg ved også at venner og veninder ikke komme af sig selv,at man er selv nød til at går ud og lede og søge efter dem. Men det er lettere sagt end gjort. For så er det alle de dumme tanker kommer, men jeg tror at når min selvtillid er bedre, tror jeg det kommer, det kræver tillid til sig selv og sine omgivelser. Jeg ville flytte så snart jeg er parat.

 

Mit ønske i fremtiden er at får det bedre og kommer til at leve et noglunden normalt liv igen, samt får en kæreste og en tryg venne kreds hvor jeg kan have det godt. Ja det at finde livets glæder igen, bare det at nyde livet fuldt ud. Verden er jo fuld af muligheder og står åben for mig. Hvor jeg håber at denne fobi skole er min vej frem og kan hjælpe mig videre i mit liv. Så ville jeg være en meget lykkelig pige inden i.

 

Pelles historie:

 

 

De sidste 4 1/2 aar har jeg haft et meget stressende job, hvor jeg var hjemmefra i op til 7 dage af gangen. Mit privatliv blev indskrænket til at pakke en ny kuffert, når jeg kom hjem.Jeg havde havde ikke tid til mine venner, så næsten ikke min familie og snerrede af min dejlige kæreste, i stedet for at nyde de dage, vi havde sammen.

Langsomt blev jeg mere og mere træt, kunne pludselig ikke overskue min hverdag. Der var dage, hvor jeg helst ville blive under min trygge dyne og nusse med mine katte, dage, hvor jeg slukkede telefonen eller stillede dem på lydløs, så min arbejdsgiver ikke kunne ringe til mig. For det gjorde de tit ! I ferier, på fridage, på hoteller på alle tider

af døgnet, så jeg aldrig følte mig "sikker".

Når vi havde vagt var det 11 timer om dagen op til en måned af gangen, så jeg vidste aldrig, hvornår jeg var hjemme eller skulle af sted.

En dag sidste efterår vågnede jeg og græde. Jeg skulle ikke holde op igen. Det fortsatte med angstanfald - hver gang telefonen ringede var jeg overbevist om, det var fra mit arbejde.

Pludselig kunne jeg ikke klare at give kattene mad, at tale med nogen, åbne min post, og mit humør forsvandt og blev udskiftet med en håbløshed. Mine tanker kredsede meget om selvmord og jeg gav alt for hurtigt op og brød grægende sammen uden grund.Jeg sygemeldte mig selv og opsøgte en læge, der sygemeldte mig yderligere i 3 uger. Han gav mig diagnosen "stress/udbrændthed". Jeg tog orlov fra mit arbejde og vendte tilbage efter 3 mdr., men vidste allerede der, at det var den største fejl. Efter et par uger var jeg tilbage på afgrunden igen og kunne ikke kravle op af brønden. I min ferie sagde jeg op, kontaktede atter en læge, der blot gav mig en lægeerklæring og bad mig kontakte ham igen efter 4 uger.

Imellemtiden havde min mor fået konstateret cancer, og jeg vidste, at jeg ikke kunne vende tilbage til det liv, jeg havde ført. Det måtte stoppe, hvis jeg skulle blive lykkelig.

"Heldigvis" blev min aftale ændret, så jeg kom ind til en 3. læge, der stillede mig "de rigtige" spørgsmål som, er du tit ked af det, hvar du for mange uordnede tanker, sover du om natten....han stillede diagnosen "depression"

og tilbød mig Cipralex.

Nu sover jeg om natten. Jeg har overskud til at se min familie, at nyde min kæreste, går lange ture i skoven og føler for første gang glæde, når jeg vågner om morgenen. Min livsglæde er kommet tilbage. Farverne er dukket op på ny og de forskellige grå nuancer man får, når man har set sort/hvidt som jeg i alt for lang tid, er erstattet med solens farver.

Min familie har bakket mig op 2000%, det samme har min dejlige kæreste og mine venner. Jeg har brugt Annes hjemmeside flittigt, har læst andres historier og har lånt bøger på biblioteket. Det har hjulpet mig meget, at jeg nu ved, at jeg ikke står alene, men blot er en blandt mange.

Om 14 dage skal jeg begynde på et helt alm. arbejde, hvor jeg har fri, når jeg går hjem, har fri i weekenderne og på helligdage. Nu kan jeg pludselig få et liv, gå til noget om aftenen og vigtigst af alt, gøre det, JEG vil.

Det er slut med at tage for meget ansvar, ikke at kunne sige fra i tide. Det sidste år har lært mig utrolig meget, og hvis jeg pludselig ikke kan overskue aftalen med min veninde, har hun forståelse for, at jeg siger fra. Nu ved hun, hvorfor jeg gør det.

Jeg håber, du fik svar på dine spm.

Mvh. Pelle

 

 

 

Peters historie

 

Jeg er en 20 årig fyr som har haft angst i halvandet år, eller, det var der den begyndte at træde kraftigst frem i hvert fald. Jeg vil betegne den som socialfobi da jeg ikke kunne klare at være i rum med mange mennesker på en gang og hadede at møde nye mennesker. Jeg har altid været meget genert, men pludselig blev det værre og værre. Jeg begyndte at svede voldsomt under armene og fra panden i pressede situationer og da det var sket én gang, var tankerne om at det kunne ske igen, nok til at starte lavinen. Min tøjstil blev ændret til hvide og sorte t-shirts, mørke trøjer og generelt kedeligt tøj, fordi jeg frygtede at andre kunne se hvis jeg svedte og de ikke selv gjorde. Jeg sagde alt for tit nej til fester og sammenkomster selvom jeg havde lyst – jeg kunne ikke klare helvedet hvor jeg skulle svede og møde en masse nye mennesker på én gang. Samtidig skulle alle kunne lide mig, det var alfa og omega for mig at være så alle syntes om mig og min person. En umulig opgave har jeg fundet ud af, den dag i dag.

 

 

Jeg vil fortælle om den første episode hvorefter det begyndte at gå stærkt med min angst:

 

På andet år på Handelsskolen havde to kammerater og jeg løbet lidt rundt i lokalet og jeg var blevet forpustet og havde svedt lidt så der kunne ses en mindre plet under armene på min t-shirt som sad lidt tæt. Min kammerat opdagede det og råbte det lettere højlydt ud over klassen, uden egentlig at ville nedgøre mig, selvom det var resultatet - følte jeg i hvert fald selv. Nå, sket er sket - jeg lod t-shirten ligge og tog den ikke på siden. Kort efter havde jeg en køretime med min kørelærer, vi havde været på motorvej og det var gået perfekt indtil vi kom ind at køre i byen - så gik det helt galt. Jeg klokkede i kørslen og min kørelærer kritiserede det. Da vi holdt på skolen igen, fik jeg et svedeanfald (angstanfald) da han skulle til at kommentere dagens kørsel. Sveden drev af mig, og jeg blev så sindssygt flov. Siden har min socialfobi taget over, og jeg har tænkt på den hver eneste dag.

 

 

Jeg fik en kæreste i september 2003 som er rigtig dejlig. Jeg fortalt hende i lang tid ikke om problemet, så til familiefester i hendes familie, har jeg haft hedeture og måttet gå uden for, for at trække frisk luft. Alle de nye mennesker som bedømmer én og kigger på en - det blev simpelthen for meget. I starten da vi begyndte at ligge tæt og bare nusse, kunne jeg nogle gange få hedeture og hjertebanken hvis hun spurgte til noget jeg var usikker på. Det kunne for eksempel være karakterer i skolen, hvad jeg havde af interesser (tænk hvis hun ikke syntes om dem) og hvis hendes hoved lå på min brystkasse sagde hun tit: "Åh, du har det varmt, skat.. er der noget galt?". Hvilket der selvfølgelig var, men som ikke lige kunne fortælles uden videre. Det var værst når vi sad og spiste aftensmad hos hende sammen med forældrene. Jeg bildte mig selv ind, at det var varmt derinde og at de kiggede på mig mens jeg spiste. Sveden piblede frem og jeg kunne ikke klare, at min kæreste rørte ved mig på det tidspunkt fordi hun så ville opdage jeg svedte og måske ville kommentere det. Skulle det helt på spidsen, blev det helt skidt hvis jeg var en af de sidste der havde mad på min tallerken og stadig spiste. Jeg kunne slet ikke tage det...

 

Min far døde i november 2003 af kræft i lunger og hjerne efter en meget kort sygdomsperiode. Det var i den anledning, at jeg fik stillet psykologtimer til rådighed til en brøkdel af normalprisen. Det var en åbenbaring og samtidig en kæmpe udfordring at fortælle psykologen, at man var kommet for at snakke om noget helt andet end min fars død. I dag skriver vi juli 2004 og jeg har haft mange samtaler med min psykolog og fået lært en masse om mig selv.

 

 

Kort sagt er det blevet bedre og bedre. Jeg er stoppet helt hos psykologen og har været meget på egen hånd hvilket tydeliggør effekten af mine psykologbesøg. Min angst er nedtonet i væsentlig grad og jeg har det næsten godt med at skulle til arrangementer for at møde nye mennesker nu. Jeg har fundet ud af, at angsten i mit tilfælde skulle kureres med positive tanker. Det er så evindeligt svært, at få vendt sine tanker om og det er en problemstilling jeg virkelig har arbejdet meget med og stadigvæk gør det. Min selvtillid er vokset og det er kun på baggrund af det, at jeg har haft mulighed for at kæmpe mod min angst. Jeg var meget fikseret på at behage andre og deres tanker omkring mig og min opførsel blandt dem, og jeg er selvfølgelig ikke frelst fra disse tanker ethundrede procent endnu. Men hvordan er min selvtillid så vokset, vil mange nok tænke. Det er svært at svare på. Hvis jeg havde et facit ville jeg med glæde skrive det her så alle de tusinde angst-lidende kunne få et bedre liv. Men som man nogle gange kan blive nødt til, også i matematikkens verden, vil jeg komme med en tilnærmelsesvis løsning til min kamp mod angsten. Først og fremmest troede jeg i begyndelsen, at jeg selv kunne overkomme min angst og at det var en fase som "blot" tog sin tid. Det er det ikke. Det er altafgørende at få hjælp af f. eks. en psykolog eller psykiater. Det er ikke gratis med en psykolog, jeg ved det - men kan man ikke få en aftale med en psykiater (som vist er gratis i nogle tilfælde?) er pengene godt givet ud i sidste ende. Dernæst - snak med nogen om det. Hvadenten det er én person, familien eller flere. Få det sagt fordi det letter. Det virker så akavet og underligt, at fortælle nogen man er tæt på, at man faktisk har det dårligt i deres nærvær. Ikke pga. dem, men pga. angsten. Ja, det kan sagtens være de bliver forskrækkede, men det er naturligt. De bliver samtidig glade for at få det at vide og allerede der, har man åbnet meget op for sit indre som kan føles næsten forpestet.

 

 

For mit vedkommende har jeg fået en del ud af, at sige tingene som de er. Min angst går mest ud på, at jeg er bange for at svede fordi andre kan se det (sved fra min pande, svedpletter under armene osv) og de måske tænker det er underligt jeg kan svede selvom et lokale eksempelvis er normalt tempereret. Men jeg opdagede, at jeg ved at sige til mig selv: "Nu begynder jeg sørme at svede og det er faktisk okay. Jeg kan ikke gøre noget ved det, og hvis andre spørger til det, kan jeg sige det som det er: jeg ved faktisk ikke hvorfor jeg sveder sådan - men det gør jeg altså bare nogle gange." Man slipper for at lyve som jeg gjorde meget over for mig selv i hvert fald. De meget få gange jeg blev kommenteret for det, fik jeg sagt ovenstående og folk har enten reageret ved at åbne vinduer og døre for at få lidt kold luft ind eller ved at sige "nå okay, det må da være irriterende" hvortil jeg oprigtigt kan svare "ja, det har du helt ret i". Når jeg skriver at man skal sige det til sig selv, mener jeg det i bogstaveligste forstand. Sig det højt alene eller blandt andre. Det behøver ikke være ret højt, men få det sagt så man selv kan høre hvordan det lyder og derfra kan man så forholde sig til det.

 

Et stopskilt er også en god idé nogle gange. Man benytter sig af det når man kan fornemme, at tankerne løber løbsk og man ikke kan kontrollere dem. Tænk på et kæmpestort rødt stopskilt som blokerer dine nedbrydende tanker og tænk straks på en god oplevelse eller noget vigtigt i dit liv. Hav den gode oplevelse forberedt hjemmefra så du er klar til at tænke på den med det samme. Jeg tænker på en cykelferie som jeg havde med en kammerat for nogle år siden - der følte jeg mig nemlig tryg. Alternativt, når tankerne kører deres eget løb, kan man sige til sig selv "Pyha, nu kommer de tanker igen, men jeg lader dem lige køre igennem mit hoved fordi det kræver sgu for meget af mig, at prøve at stoppe dem." Efter nogle psykologbesøg fik jeg lidt bugt med min angst, men kunne stadig ikke stå op blandt andre og slappe af. Det viste sig mest i køer i butikker og lignende. Jeg skulle sidde ned før jeg kunne overbevise mig selv om, at det hele var okay. Nu kan jeg stå op og gå rundt blandt andre og samtidig være forholdsvist afslappet. Det kommer af, at de små succes oplevelser i processen mod angsten medvirker til at gøre det hele lidt lettere, men det tager bare ufattelig lang tid. Man skal ikke fokusere på hvert eneste lille aspekt af angsten - for mig var det problemet med at stå i kø - når man begynder at opbygge en selvtillid og komme mere igennem angsten bliver det automatisk nemmere med mange ting på én gang. Ja, det er små petitesser og latterlige gøremål der måske bliver bedre at have med at gøre, men for en selv er det stort. Tænk på egne tanker og vær indrestyret i stedet for at lade verden omkring en påvirke mere end højst nødvendigt. Det vigtigste er ikke at give op nogensinde. Om man så har haft angst i et ½ år, 5, 10, 20 eller 30 år er lige meget. Hold fast selvom det er forfærdeligt hårdt, tidskrævende, mentalt udmattende og endda lejlighedsvist stupidt. Der kommer mange flere små succes oplevelser som gør ens dag bare lidt bedre. Tro på det - hver dag.

 

 

Det lyder sært, men jeg synes angst er lidt som med lus. I min folkeskole var der nemlig et citat på sådan en luse-bekæmpnings brochure: "Lus er ikke flovt at have/få, men det er flovt ikke at gøre noget ved det." Erstat ordet "lus" med "angst" og jeg synes citatet stadig rummer en del oprigtighed.

Til sidst vil jeg fastslå, at min angst ikke er kureret endnu - og jeg ved ikke hvornår den bliver det eller om den overhovedet forsvinder. Jeg ved bare, at den er blevet nedkæmpet og at jeg selv har evnen til at overkomme den. Den skal ikke have lov til at styre mit liv og min væremåde mere end højst nødvendigt. Som psykologen sagde til mig, så siger min krop i første omgang fra ved at svede, ryste eller hvad den nu kan finde på og derefter kommer tankerne som kører i selvsving. Et stort tak skal gå til Anne som har siden her og Bente som har givet mig megen respons på mine indlæg. Jeg ved godt I begge er meget beskedne og ikke synes folk skal takke for jeres tid, men det betyder virkelig meget for mange herinde - det er jeg sikker på.

 

Peter

 

Pernilles historie:

 

 

Min Historie.

 

Jeg hedder ”Pernille”, jeg er 44 år. Jeg er gift og har 3 børn på 14, 11 og 10 år.

 

Jeg har for nylig fået diagnosen Generaliseret angst samt depression. Da jeg fik diagnosen følte jeg en form for lettelse, så handlede det ikke om at jeg ”bare” skulle tage mig sammen, men at jeg er syg. Men samtidig så svinder alt håb om at være ”som alle andre”.

 

Desværre har jeg været alt for længe om at acceptere at jeg havde det dårligt, så nu er jeg nærmest invalideret. Der er vist ikke de store chancer for at komme tilbage til arbejdsmarkedet!!

 

Min barndom og ungdom var en trist affære. Jeg kan stort set kun huske at jeg følte mig udenfor og ikke anede hvordan man kom ind i fællesskabet. Og så en overvældende følelse af at være til besvær, især i min familie. Jeg kan stadig blive helt svedt ved tanken om det jeg tolkede som irritation overfor mig.

 

Da jeg var 16 – 17 år fandt jeg ud af at jeg faktisk havde ”et godt hoved”, at mine intellektuelle færdigheder var store. Jeg gik ud af gymnasiet med meget høje karakterer.

 

Jeg flyttede hurtigt hjemmefra, men var ikke god til at skabe mig et godt liv. Jeg var ofte ked af det, men vidste ikke rigtigt hvorfor. Jeg isolerede mig, jeg havde svært ved at magte social omgang med andre. Jeg opfattede mig selv som meget umoden i forhold til min alder.

 

Jeg startede på den ene uddannelse efter den anden, men holdt op igen.

 

Da jeg var 24 år startede jeg hos en psykolog. Jeg havde angstanfald og var ret dårlig. Jeg gik der i 4 år både med individuelle samtaler og i gruppeterapi. Der lærte jeg at kunne identificere mine egne følelser. At kunne mærke forskel på vrede og tristhed, at være lidt mere bevist om mig selv.

 

Det gav mig skubbet til at starte på endnu en uddannelse, som jeg så gennemførte. (Jeg er Ernærings- og husholdningsøkonom)

 

Under min uddannelse fik jeg mit første barn, som jeg så var alene med. Jeg fik revalideringsydelse til at færdiggøre min uddannelse. Der kunne jeg virkeligt imponere mine omgivelser, for jeg var en rigtig god mor og mit gennemsnit på seminariet var skyhøjt. Bare se hvad jeg kunne!!! Alle tilløb til ”sommerfugle” i maven blev ignoreret, jeg slappede aldrig rigtigt af, men hvad gjorde det, jeg kunne det samme som alle andre!!!!!

 

Så mødte jeg min mand, og fik et barn til lige efter min afsluttende eksamen og endnu et året efter. Jeg gik hjemme og passede dem, og det var gode men også meget hårde år. Jeg kontaktede dog igen en psykolog, mest fordi jeg blev så kaotisk i mit hoved, og ofte havde en fornemmelse af utilstrækkelighed. Det var ikke særligt succesfyldt, jeg tror, jeg fokuserede på at kunne yde mere.

 

Efterhånden som min ældste blev ældre, begyndte mine store bekymringer med ham. Han var ikke som andre børn, alt for vild, meget krævende, kunne ikke lege med andre børn uden at skade dem fysisk.

 

Jeg kontaktede skolepsykologer, læger og pædagoger, men vandt ikke rigtigt gehør for min bekymring!! Jeg fik en fornemmelse af at de alle syntes, det var fordi vi ikke var gode forældre!! Det sled meget på mig, og efterhånden som årene gik blev problemerne større og større.

 

Jeg tror ikke jeg er i stand til at beskrive hvordan det var for mig. Jeg gik til psykolog en gang om ugen, jeg fik Cipramil i flere omgange, jeg begyndte at fysiske symptomer med for højt blodtryk, svedeture, hjertebanken og konstante ”sommerfugle” i maven. Mit forhold til min mand blev dårligt, og jeg trak mig mere og mere fra al social kontakt. Samtidig syntes jeg, at jeg svigtede mine andre børn meget.

 

For 3 år siden fik min søn så diagnosen ”Aspergers syndrom” og for 2 år siden kom han på et behandlingshjem.

 

Så skulle man jo tro at jeg ville få det bedre!! Men – nej – jeg har faktisk fået det værre og værre.

 

Jeg fik et lederjob, men kunne slet ikke klare det. Efter en måned sad jeg og græd om aftenen, så fik jeg et nyt job, som jeg var meget glad for. Men jeg knoklede helt manisk derudaf, kunne slet ikke slappe af. Led meget af utilstrækkelighed og følte at jeg burde kunne yde meget mere end jeg gjorde!! For et år siden gik det så helt galt med mig. Mit blodtryk var alt for højt, jeg følte mig truet og bange. Mine tanker var et kaos, jeg glemte hele tiden aftaler. Især om aftenen var den helt gal, jeg orkede bare ikke mere!!

 

Jeg gik 10 timer ned i arbejdstid, men det hjalp ikke. Jeg kunne bare ikke mere!!

 

I marts kontaktede jeg socialforvaltningen og søgte om at blive vurderet til et flexjob. Til min store overraskelse blev jeg mødt med stor forståelse og omsorg.

 

Jeg var til en arbejdspsykologisk test, og er nu i arbejdsprøvning. Det er mig selv som VILLE i arbejdsprøvning, jeg kan ikke rigtigt holde ud at tænke på pension allerede. Det går ikke særligt godt, jeg bliver så utroligt træt, selvom jeg kun er der 3 x ugentligt og kun 2 timer af gangen!!!

 

Jeg har mange problemer med at kunne prioritere min energi.

 

Det var først i sommers, da jeg havde været til den arbejdspsykologiske test, at jeg blev opmærksom på at det var angst jeg lider af. Jeg havde selv den opfattelse, at jeg led af stress og udbrændthed og nok også depression. I oktober måned blev jeg akut indlagt på neuromedicinsk afdeling fordi min læge var bange for at jeg havde en hjerneblødning. Jeg havde et enormt højt blodtryk og afsindige smerter i hovedet samt føleforstyrelser. Det var heldigvis ikke en hjerneblødning, men så voldsom stress kan man altså få af ubehandlet angst!!

 

Jeg blev henvist til en psykiater, og var der for første gang i november. Jeg blev med det samme sat i behandling med Alopam. De gav mig, for første gang i umindelige tider, noget ro. Jeg var/er meget skeptisk og uvidende om diverse pskykofarmaka, så jeg er først for 14 dage siden begyndt behandling med Efexor.

 

Jeg ved godt at Alopam er afhængighedsskabende og at jeg skal fra dem igen, men lige nu har min krop brug for at kunne slappe af.

 

Hvordan behandlingen med Efexor er, er al for tidligt at sige noget om, men jeg synes nok at jeg i den sidste uges tid har følt en anelse mere overskud. Jeg har ikke haft de aftener hvor jeg bare sidder og kryber sammen og tænker at nu kan jeg ikke mere!!

 

I mit liv nu, har jeg meget begrænset kontakt med andre mennesker. Jeg skriver en del på mailen med familie og venner, men jeg snakker ikke i telefon, jeg går ikke på indkøb og har svært ved at klare kontakt til pigernes skole.

 

Min største støtte i mit liv er min mand, han har valgt selv at gå til psykolog for at kunne finde ud at være sammen med mig og kunne støtte mig! Vi er igen kommet hinanden meget nær, og det er en gave i mit liv.

 

Mine yngste børn fungerer utroligt godt, klarer sig på alle måder rigtigt godt.

 

Mit håb for fremtiden er at kunne klare et flexjob og så kunne være mor og kone på tilfredsstillende vis.

 

 

 

 

Hvordan er det at leve sammen med en der har angst?

 

Jeg traf min kone ”EM” for 19 år siden, og da havde hun allerede angst. Hun lagde ikke skjul på det, det var endda den direkte årsag til at vi lærte hinanden at kende. Vi havde begge forliste ægteskaber bag os, og jeg havde desuden et dårligt kortvarigt ægteskab mere bag mig. Jeg følte mig meget sårbar på det tidspunkt, og vidste ikke rigtig, hvad vej jeg skulle gå i livet. Desuden havde jeg været uden arbejde i 2 år, hvilket kun gjorde sårbarheden endnu større. Da vi mødtes fortalte EM mig at hun havde det meget dårligt, især på grund af et uheldigt forhold, som hun ikke kunne finde ud af, om hun ønskede at komme ud af. Efter dette første møde, kom der mange andre møder, hvor EM talte om og fortalte om sit liv, hvordan angsten var dukket op, og hvordan hun prøvede at klare en nogenlunde normal hverdag for sig selv og sine børn. Jeg fattede ikke, hvad det var for en angst der fyldte hende, men jeg accepterede uden tøven at den angst styrede og begrænsede hende. Jeg kendte kun den frygt jeg selv havde for min egen fremtid.

 

Der gik ikke ret lang tid inden EM. besluttede at afslutte det forhold hun var i. Det udløste en uhyggelig periode med terror fra hendes forhenværende bekendte. Det styrkede det sammenhold, der var ved at opstå mellem os. Vi fik først terroren standset, da vi bad politiet hjælpe os, men da havde jeg lært en hel del mere om, hvad det vil sige at være angst, og vort sammenhold var blevet stærkt, og vores gensidige tillid var blevet endnu større og havde stået sin prøve. EM bad mig om at samle hende og hendes liv om og hjælpe hende med at komme på ret køl igen. I det næste årstid lavede jeg mange af EM’s daglige gøremål, så hun ikke behøvede at bruge så mange kræfter på daglige ting, og jeg hjalp hende med hendes rengøringsjob om aftenen, hvor hun ellers ville have været alene og meget utryg. I det samme år gav det mig flere kræfter og mere mod til at søge arbejde, ikke for et komme væk fra EM, men for at blive i stand til at vi i fællesskab kunne skabe nogle bedre rammer om vores fælles liv, så EM kunne få det bedre.

 

Et år senere fik jeg et arbejde, hvor jeg havde bopælspligt. Jeg var glad, men EM var betænkelig. Skulle hun bryde op og starte på en ny tilværelse? Skulle hun opgive den sikkerhed hun selv havde skabt, og dele sit liv med en anden? Turde hun have så megen tillid til en anden, at hun turde dele sit liv med ham? Det var en svær tid, havde vi vundet eller tabt? Jeg vidste det ikke. Efter 3½ års arbejdsløshed havde jeg fået et arbejde. Skulle jeg opgive det, for at EM ikke skulle flytte, og dermed sikkert igen ende i en uendelig arbejdsløshedskø, eller skulle jeg holde fast i arbejdet, og risikere at EM ikke ville komme? Det var en grim tid, ligegyldigt hvad jeg valgte, var det noget møg. Heldigvis blev det ikke nødvendigt at vælge, EM valgte at flytte i vores kommende fælles tilværelse. I ventetiden ville EM gerne have et gammelt ønske opfyldt om at få en lille hund. Vi fandt en lille Yorkshire Terrier ved Kongensbro, og da den skulle hentes, vandt EM sin første lille sejr over angsten. Jeg lejede en bil, og EM vovede at tage med og hente sin lille kæledække ”Tot”. Hun havde vovet at køre bil og det sammen med en hun aldrig havde kørt med før. Den lille sejr skulle senere vise sig meget betydningsfuld.

 

EM flyttede ind og fortsatte med sit arbejde på den anden side af byen. Det gik godt i sommerperioden, hvor hun kunne bruge sin knallert frem og tilbage, men da det blev vinter, og hun skulle bruge bus blev det meget slemt. Angsten var ved at slide hende i stykker, og det var meget uhyggeligt at være tilskuer til. Den magtesløshed jeg oplevede ved at se, at hun hurtigt var ved at bryde sammen, begyndte at udvikle sig til en angst hos mig. Jeg svigtede. Jeg slog ikke til, når jeg ikke kunne beskytte hende. Jeg turde ikke fortælle hende, hvordan jeg havde det, af frygt for at hun skulle få det værre. Jeg var sikker på, at hun ville føle skyld for at jeg var blevet bange. Jeg var selv ved at starte en angstcirkel mellem os, men jeg vidste det ikke på det tidspunkt.

 

 

Heldigvis kom løsningen. EM fik arbejde her hvor vi bor, så blev hun fri for transporten. Umiddelbart var det en sejr for os begge, og jeg nød at se at EM tilsyneladende fik det bedre. Men hun befandt sig ikke godt i det nye job, og jeg havde det heller ikke godt med mit arbejde og mig selv. Jeg syntes det var ved at udvikle sig til noget af en krise. Jeg følte ikke der var plads til mig, til at jeg kunne få luft for mine tanker. Jeg blev bange for at lufte mine følelser og tanker, de kunne jo opfattes som en kritik. Alle tanker blev vendt for at være sikker på at de ikke kunne misforstås. Det var hårdt og uholdbart, tanken om skilsmisse begyndte at dukke op, jeg slog jo ikke til, var ikke god nok, kunne ikke hjælpe hende og beskytte hende mod angsten. Hun var bedre tjent uden mig, så hun forhåbentlig kunne finde en der var bedre end mig. Jeg frygtede for en ny skilsmisse. Jeg kunne ikke overskue endnu engang at skulle miste alt hvad jeg holdt af.

 

EM fik nyt arbejde, og jeg troede at nu gik det godt, men det holdt ikke. Selv om jeg prøvede at hjælpe på forskellig måde, var vi nødt til at indse, at det gik ikke. EM stoppede med arbejdet og søgte førtidspension. Det blev en lang og meget opslidende kamp at få den igennem, hvor jeg flere gange var bange for at bryde sammen. Til tider syntes jeg kun jeg hang fast i det yderste af neglene, men jeg ville ikke give op, ikke svigte, og det lykkedes at komme igennem til pensionen. Lettelsen var enorm den dag EM ringede og fortalte om brevet med pensionsbevillingen.

 

Nu skulle det blive bedre, troede jeg. Det gjorde det også i en periode, men så begyndte angsten igen at tage til hos EM. Hun kunne ikke vel færdes på egen hånd, helst kun når vi var sammen. Det gjorde ikke så meget, men EM blev mere og mere utilfreds med sig selv og sine omgivelser. Det begyndte et ligne at jeg ikke kunne gøre noget godt nok, at jeg var utilstrækkelig. Heldigvis dukkede ”Fobi Skolen” op, og EM kom i kontakt med dem, og fik et tilbud om at hun kunne starte der om ½ år. Det blev et langt ½år, EM blev mere og mere bange for at skulle derind. Hun troede ikke hun kunne klare det alene, og jeg kunne ikke følge hende på grund af mit arbejde. Det var slemt, hvad skulle jeg gøre, jeg kunne ikke hjælpe hende, jeg fejlede igen, det var sikkert bedst at forsvinde ud af hendes liv. hun ville med garanti få det meget bedre uden mig på slæb. Heldigvis kom hendes svigerdatter til hjælp, og tilbød at bringe og hente til og fra skolen. Skolen blev en succes og hun fik det meget bedre og kan bedre håndtere sin angst og kontrollere den.

 

I samme periode røg jeg selv ind i en depression, som jeg måtte arbejde mig ud af. Den hjalp mig til at indse nogle ting. Man skal tage vare på sig selv, og være opmærksom på sine egne følelser. Hvis man føler det er ved at gå nedad, skal man give sig selv plads og tage sig af sig selv, og trække sig selv op igen, der er et menneske der har brug for en. Et menneske der er ramt af angst har ofte ikke resurser til at vise ret megen omsorg for andre. Det er ikke mangel på følelser, men mangel på evne til at udtrykke dem. Nå et menneske tæt på en får angst, får man brug for at vise omsorg og støtte til 2 personer, den angste og sig selv. Det er vigtigt at huske sig selv, den angste kan ikke undvære dig.

 

Man skal holde sig for øje, at det er noget af en balancegang at hjælpe den angste. Det er vigtigt at vise og give omsorg, men ikke så meget, at den angste bliver fastholdt i angsten, så den angste opgiver at kunne noget selv. Man må ikke tage over.

 

Svend-Aage

annes-angstside.dk