Manglende selvtillid

Velkommen til Annes-angstside.dk

 

 

Om selvtillid eller netop mangel på samme.

 

 

Selvtillid

 

Når man har angst/depression, så mister man også noget af sig selv, tilliden til sig selv, er min erfaring. Ud fra det har jeg valgt at skrive en anelse om hvordan man kan få det bedre med selvtilliden/selvværdet. Meningen er at der snart kommer flere indfaldsvinkler, og pinde til denne side.

 

Det er vigtigt at tænke på at udgangspunktet for at have det godt/bedre, er at man får søvn nok, god mad, frisk luft og motion. Det kan lyde meget selvfølgeligt, men jeg har oplevet at når jeg har det skidt, så går det ud over disse ting. Hvis jeg kan formå at ændre på de her ting, så er det lettere at få det bedre.

Det er vigtigt at have et realistisk billede af sig selv. Acceptere og holde af sig selv for den man er på godt og ondt. Altså erkende man ikke er perfekt og at man som alle andre kan fejle og have sine svagheder og have sine sårbare perioder.

Personlige mål skal først og fremmest vær realistiske, for at det ikke giver nederlag.

Man skal vide at andre har ret, men man har også selv ret.

Man skal acceptere at ens begrænsninger er en del af ens elv, og acceptere det giver nye muligheder og nye tilbud.

Vejen ud af angstens isolation, går igennem kommunikation med andre om angsten og til at andre er med i i forandringen.

Det er vigtigt at sætte ord på sin angst. Ord kan forvandle angst til frygt ved at gøre angsten konkret. der ved forsvinder angsten ikke, men den kan reduceres.

Hvis man kan være i angsten mærke den og dele den med andre, så bliver den mindre og man får selv mere mod på livet.

 

 

Skrevet som svar fra Boatdrinks

 

Jeg kan se at du også bakser med at acceptere din angst/svaghed? overhovedet. jeg er selv socialangst og har ufatteligt svært ved at acceptere at jeg ikke er lige så cool og rolig som jeg var engang - men i øjeblikket et mere nervøst og usikkert menneske. Nedenunder er noget jeg har læst i selvhjælps bøger om socialangst- måske kan det være il hjælp.

 

Sandheden er, at mange af os der oplever spændthed, angst og nervøsitet føler sig skamfulde. Vi forsøger at skjule disse følelser. Vi er bange for at komme til at virke svage og mindreværdige i forhold til andre, som jo alle ser ud til at være selvsikre og i balance med sig selv. Og når alle andre ser ud til at have styr på livet, så burde vi jo også kunne…

Der sker derfor ofte det, at vi prøver på at kontrollere vores angst og nervøsitet; hvilket svarer til at hælde benzin på bålet!

I vores forsøg på at kontrollere vores nervøsitet (som jo er pinlig mener vi), bliver vi mere og mere opslugte/absorberede i, hvor flove og ubehageligt til mode vi føler os, hvilket gør os endnu mere ukomfortable. Vi bliver måske endnu mere selvkritiske og fokuserede/opslugte på os selv, og vores fremtoning/angst, så det bliver nærmest umuligt, at udtrykke en reel interesse i andre mennesker, og i hvad de siger; og i at reagere passende og nærværende herpå.

Denne selvfokusering oplever socialt angste mennesker tit. Når det sker konkluderer vi, at det er vores nervøsitet, som gør, at vi ikke kan fungere eller komme tæt på andre, men det er ikke sandt. Hvad vi glemmer, eller ikke forstår, er, at det er vores mangel på selvaccept, og ikke vores angst, der skaber de fleste af vores problemer!

Jo hurtigere vi lærer at acceptere os selv på trods af angsten, eller accepterer, at vi oplever og viser tegn på nervøsitet i sociale sammenhænge- og det er så det- jo mindre vil vores socialangst sjovt nok fylde. Angsten er ikke udtryk for din værdi som menneske. Det er ikke et udtryk for hvem du er. Det er noget du føler.. ja.. men det siger ikke en skid om dig, andet end at du i netop den situation den dag med disse mennesker føler angst.

Der findes ikke noget menneske der kan fungere, hvis det konstant fortæller sig selv: ”jeg er ingenting værdiløs”, ”jeg er en fiasko- en komplet umulig fejltagelse”, ”jeg hader mig selv”, ”der er intet positivt og godt ved mig” etc..

Første skridt må være, at begynde at lære at acceptere sig selv og den situation, som man befinder sig i. At acceptere dette er ikke det samme som, at omfavne situationen og synes det er helt fint. Men stil dig selv dette spm. Hvis en ven befandt sig i din situation, hvordan ville du så reagere. Jeg vil vædde med, at det ville være en hel del venligere, medfølende og mere realistisk, end den måde du behandler dig selv på. Vejen til selvaccept. BEHANDL DIG SELV PÅ SAMME VENLIGE MÅDE SOM DU BEHANDLER ANDRE.

 

Begrebet selvaccept er svært at definere. Men vi ved alle instinktivt, at vi er meget stærke og fulde af energi, nar vi står på vores egen side, holder af os selv, eller måske ligefrem elsker os selv. Så er alt muligt, alle problemer kan overvindes.

En beskrivelse af selvaccept, taget fra en selvhjælpsbog lyder: ”Acceptance is a way of looking at ourselves and the world around us. It implies a willingness and an openness to see things as they truly are, without judgment. For example, if youre feeling anxious, you`re feeling anxious. That`s all. It dosen`t mean it`s horrible or catastrophic. It dosen`t mean the anxiety will last forever. It dosen`t mean you won`t be able to handle it. It dosen`t mean anything except that you`re feeling anxious at a particular moment”.

 

Det ligger ikke naturligt til os, at suspendere selvkritik, tolerere usikkerhed, og stoppe for de evindelige indre kommentarer, der kører rundt i hovedet på os. Fordi:

 

1. Vi tror, at hvis vi accepterer noget, så bifalder vi det også. At acceptere noget er ikke det samme som at bifalde det. Selvom man accepterer at der er fattigdom i verden, bifalder man det ikke. At acceptere noget betyder heller ikke at man giver op – og slår op i banen. At acceptere at man har en livstruende sygdom, betyder ikke, at man afslår at gennemgå den rigtige behandling og ligger sig til at dø.

 

2. At være angst matcher ikke det kulturelle ideal. Ikke at leve op til den ideelle personligheds type kan have en enorm betydning for hvordan man ser på/opfatter sig selv. Ud over Woody Allen, ser man på film, aldrig den beskedne, reserverede, tænksomme, generte og nervøse personlighed skildret positivt, som en helt etc., men snarere som offer. Ikke mærkeligt, at man så tror/kræver af sig selv, at man skal være mere social/udadvendt, stærk, ja måske endda festens midtpunkt.

 

3. At acceptere sig selv betingelsesløst er også svært fordi vi må opgive den fantasi, denne illusion, at hvis vi straffer os selv tilstrækkeligt med negative tanker, ja, så vil vi forandre os selv til det bedre/det ønskværdige. Det er som om vi tror, at vi kan piske os selv på plads ved at sige ting såsom: ”jeg er svag fordi jeg føler angst- jeg er unormal fordi jeg er stille- der er noget galt med mig, når jeg ikke har masser af venner og et hæsblæsende socialt liv- jeg er træls, kedelig etc”. Vores plan er altså, at vi ved at optræde som vores egen gemene ondskabsfulde tilsvinende diktator/kritiker, vil forvandle os selv til afslappede, afbalancerede, imødekommende populære og socialt kompetente mennesker. Men som du sikkert er ved at indse, så har det vist ikke hjulpet en døjt indtil nu ?? Tag den angste del af dig selv i hånden, omfavn den, og sig, igen og igen ”du er OKAY”. Giv dig selv kredit for dine store/små fremskridt og udfordringer.

 

4. Vi tror ikke at vi fortjener accept; i det mindste ikke lige nu. Der er altså betingelser, der skal opfyldes, ting der skal ændres, før vi kan tillade selvaccept. Måske vil jeg synes om mig selv når jeg har gennemført, kurset, præsentationen, jobbet, begivenheden etc. Når den indre kritiker går i gang, så undskyld over for dig selv. Undskyld at du har talt sådan til dig selv, undskyld at det er din angst der taler- ikke dig!

 

God Vind

 

Boatdrinks

annes-angstside.dk