Angst

Velkommen til Annes-angstside.dk

Den korte version hvad nu hvis

 

 

Hvad gør jeg hvis angsten pludselig kommer?

 

Hvis det er panikangst så kan man f.eks. aflede med rim eller en sang, man kan også kæmpe (en lille arrig trold der tager kampen op), man kan fokusere på noget konkret som at snøre sine sko, pudse næse eller.....

 

Hvordan ved jeg hvornår jeg skal udfordre min angst og hvornår skal jeg ikke?

 

Det er svært, men jeg tror at før man udfordre angsten, skal man tænke godt over det, altså små udfordringer som man ved lykkes, at man er rustet mentalt på at det kan gå galt og at det så også er ok.

 

 

Hvorfor har jeg fået angst?

 

Ak ja hvem har ikke stillet sig det spørgsmål hvorfor mig. Sind og/eller vilkår kan udløse angsten er mit korte svar.

 

Hvordan får jeg det bedre?

 

Kend din angst. Accepter at den er en del af dig. Vær ikke flov over det. Føl at du i det der giver dig angst har nogle valgmuligheder, muligheder for at lette på angsten. Mærk efter nogle dage er værre end andre. Arbejd med ikke at få forventningsangst, så er meget vundet.

 

Hvem kan hjælpe?

 

Ens egen læge først og fremmest, med samtaler og med medicin.

 

Psykolog/psykiater med samtaler, og terapi, der er med til at afdække hvem man er og hvad angsten er og hvordan man kommer videre.

 

 

 

Hvad kan mine nærmeste gøre ... ?

 

Ved at man er åben omkring angsten. Ved at være der som et roligt menneske. Ved at trøste, afhjælpe og ved at lære hvordan man bedst kommer sig. Trøst, et godt grin eller noget helt andet hjælper. Det må man sammen finde ud af.

 

Så notater fra min første tid med bevidstheden om jeg hvade angst go depression, usminket og så rodet som det var dengang:

 

Notater fra perioden 1996 til 2002

Skrevet i 1996

 

Mit liv går i ring. De samme arbejdskonflikter. De samme ting der nager mig - når jeg nu ved jeg har ret - samvær med trælse folk (når nu det ofte er min eneste kontakt med andre voksne i hverdagen) - mange ting jeg ikke kan ændre på, men bare trækker mig med ned hvor jeg ikke vil være.

 

Privat: Familien der er for mange ting jeg ikke kan gøre noget ved og har svært altid at kunne komme til overens med. Den helt store kedelige ting er at jeg ikke er spor glad eller stolt af mig selv, jeg syntes jeg er en fallit, og så netop mig med så dejlige forældre. Det er bittert at se hvordan det er blevet med familien. Jeg føler mig ansvarlig men ved ikke hvad jeg skal stille op med skyldfølelsen. Jeg er meget ked af slet ikke at have kontakt med brødrene. Ingen håb for fremtiden - ingen børn bare gold ingenting Jeg er en fallit. JEG HAR SVIGTET.

 

Jeg ved godt hvad min pligt er udadtil her i livet - jeg ved godt hvordan jeg skal opfører mig - hvad der kræves af mig - hvad der gør andre godt. Jeg tror jeg ved hvad der giver mig et godt liv, men der er en mørk følgesvend jeg ikke ved hvad jeg skal stille op med, og som gør jeg vælger forkert (selvom jeg ved det). Pludselig føler jeg mig rodløs selvom jeg nok i højere grad end så mange andre mennesker netop virker meget lidt rodløs. Jeg ved altid hvad der er rigtigt og forkert, nej ikke det men hvad jeg vil være med til og hvad jeg ikke vil være med til.

 

En vennekreds fritidsinteresser jeg ikke holder ved. De trætter mig i længden de fleste. Jeg er blevet "bedre" til at sortere. Det kan være det hjælper. Jeg troede at min gode ven ville være mit sikkerhedsnet, den der altid ville være der. Hvordan kunne jeg dog tolke forkert. Er jeg dårlig til at bedømme folk. Det mener jeg bestemt ikke jeg er meget realistisk med andre, måske er det så mig selv jeg har svært ved at vurdere.

 

Er jeg ansvarsfuld nok, lever jeg uden at tage alvoren i det til mig - uden at tage konsekvenser. Er jeg forkælet-uansvarlig-ødelagt-forvirret-selvhøjtidelig-dramatisk-krævende for meget af livet - utaknemlig.

 

Jeg er træt af det hele. Jeg er træt af livet, som en gammel dame på 80 år. Livstræt og uden tro på at der er noget godt til mig.

Foråret år 1999

 

Lider jeg af angst neurose

 

Lige siden jeg kan huske, har jeg reageret på ting der skal ske. Det vil sige specielt på rejser, når jeg skulle besøge andre osv. Hver gang familien skulle fra Sjælland til Jylland på familie besøg, fik jeg ondt i maven og var meget nervøs, også efter at have været der masser af gange. Jeg ville helst ikke nogen steder hen. Jeg har haft gode rejser med familien, når vi først er kommet til opholdsstedet, men det har ikke altid været tilfældet. Jeg erindre en rejse hvor jeg var ca. 12 år hvor jeg nægtede at spise i en hel uge, jeg kunne ikke få en bid ned. Som 19 åring havde jeg i en sommerferie hvor jeg gik helt i sort. Jeg opførte mig nøjagtigt som et anoreksi tilfælde, men med den forskel at når jeg selv kunne liste mig ud og lave noget mad, så kunne jeg godt spise det. Jeg havde det dårligst når jeg vågnede og når familien skulle spise middag sammen. En dag efter ca. 3 – 4 uger forsvandt det som dug for solen (da jeg startede i skolen efter en sommerferie).

 

Jeg har ikke siden haft så voldsom en adfærd, men det gjorde at jeg siden den gang har fået de dårlige vaner med at få madlede og kunne kaste op af ren og skær hysteri.( dette sker yderst sjældent der kan gå flere år imellem og det holder ikke mere end en kort stund, jeg kaster ikke op mere end en gang og det et par gange på et dårligt år, mens madleden den kan godt holde et par dage og det sker oftere). Som voksen har det ytret sig i at jeg har været almindeligt nervøs før jeg skal ud til sammenkomster, er det ikke med familien, så er det ikke så slemt, men skal jeg besøge familien kan det være invaliderende. Jeg bliver knuget, sveder i hænderne, tror jeg bliver dårlig( i fordøjelsesorganerne), sover meget dårligt flere døgn før, jeg bekymrer mig generelt om hvordan det kommer til at gå og om jeg kan gennemfører det. Jeg mener at symptomerne er når en god gang stress beskrives. Ind i mellem går det også dårligt ved selve besøget, jeg er ikke åben og afslappet, men mere trist og gruer for om middagen lykkes. Den gode mad smager pludselig meget voldsomt, og kan være svær at få ned.

 

Det der undrer mig mest er at jeg som voksen tænker mere rationelt end et barn vil gøre, og alligevel kan jeg ikke komme mit problem til livs. Jeg ved godt det hele starter med en tanke eller en følelse, men for pokker det er ikke nye situationer jeg står i, det er steder jeg kender og mennesker jeg kender og er utrolig glade for.

 

Til daglig har jeg et meget udadvendt og aktivt arbejde, hvor jeg selv kan planlægge en del af indholdet. Jeg har en stor kontakt med andre mennesker og har sideløbende lavet med et par kollegaer et meget rost og nytænkende projekt.

 

Privat. Jeg har ingen nære veninder,( havde en i 17 år, men det braste da hun mistede interessen) men nogle bekendte som jeg ikke har fortrolighed med, de har nok til mig men ikke den anden vej . Jeg er den type som er vellidt og som folk kommer til for at få råd om deres problemer. Jeg er god til selv at skabe egen udvikling og tør satse når der er noget jeg vil (bare ikke når det drejer sig om andre mennesker). At min kontakt til andre ikke er bedre kan jeg forklarer dels med at jeg er mest tryg med mennesker jeg føler jeg har et overskud overfor (rent ud sagt mennesker der for eksempel er mere nervøse over en ting end mig selv – mennesker der ikke er så uddannet som mig, altså jeg er tryg når jeg føler at jeg har flere ressourcer).

 

Jeg er i det store hele tilfreds med mit liv, jeg oplever meget, laver meget og er altid hurtig til at prøve nyt, bare jeg ikke skal væk hjemmefra og lave om på min dagligdag. (egen mad og seng). Jeg har dog været irriteret over mit nervøse sind, som blandt andet påvirker med ved sammenkomster, det at jeg ikke tager på længerevarende kurser, ikke går i biografen og teateret og spiser ikke på restaurant Jeg har tænkt at det var noget jeg voksede fra. Nu må jeg erkende at det ikke er tilfældet og at jeg må leve med det resten af livet, i perioder med bedre held og succes end i andre. Jeg vil gerne have opklaret om jeg fejer noget og hvad jeg så kan gøre ved det. Måske er det bare forkerte valg i mit liv eller at jeg har det forkerte arbejde eller …… men det kan jo også være en brist.

 

Grunden til at jeg reagere nu og ønsker at handle er at det har været mere markant i år. Der har nok også sket flere ting der kan få det frem. Jeg har ud over mit fuldtids job haft rengøring 2 timer hver aften plus lidt afløsning ind imellem (der har været utilfredshed på rengørings arbejdspladsen indtil jeg fik nogle klarer aftaler igennem). Jeg (og 15 andre parceller) er ved at få bygget hus, og der er ting som jeg skal sætte mig ind i med banken, ejendomsmægleren osv., jeg har skulle færdiggøre et større projekt med en stram tidsfrist, der har været nogle større ting at tage sig af på arbejde, jeg har ikke haft tid til at besøge mine forældre, jeg har ikke haft ret meget ferie 14 dage i alt, hvor jeg var for udmattet til at nyde det, men stressede over at have brugt penge som jeg ikke burde have brugt osv. (impulskøb). De to foregående år har været væsentlig bedre, men det ændre ikke på at jeg har det i mig, og at jeg gerne ville kunne komme videre og udvikle den side af mig. Jeg tror nok også at det har betydning at jeg ikke har nogen at snakke med, når jeg har oplevet mere specielle ting, og når jeg går med nogle tanker.

 

Privat er jeg en tryghedsnarkoman. Jeg skal have ro om mig privat. Jeg har brug for at få sjælen med. Jeg lider nok lidt af manglende selvværd i visse situationer. Jeg tror ikke jeg kan slå til, specielt hos familien, at jeg ikke er en man kan være tilfreds med, eller stolt af, at jeg ikke slår til…….

Efteråret år 1999

 

Efter at have haft det værre og værre gik jeg til lægen for at blive bekræftet i at jeg havde det skidt og at der var noget galt.

 

Jeg havde lige fået diagnosen af min læge, og så gik jer hjem for at skrive ned hvordan jeg skånsomst skulle fortælle min familie om det. Jeg laver en meget klinisk og udramatisk beskrivelse.

 

Diagnose:

 

Jeg lider af depression som er en biologisk hjernesygdom sygdom med psykiske symptomer, og skyldes en forstyrrelse i hjernens signalstof. Kemien er i ubalance. Jeg lider desuden af generaliseret angst. Alle har kimen til det, men når man lider af depressioner tricker det den del af hjernen.

Psykisk stress

 

Behandling: I mit tilfælde hvor jeg har arbejdet så fornuftmæssigt og bevidst med det, kan det helt eller næsten helt helbredes ved psykoterapi. Ligesom en syg muskel får fysioterapi kan hjernen omprogrammeres via psykoterapi. Det giver samme effekt som medicinen, men hvor medicinen ikke helbreder på længere sigt – helbreder psykoterapien. Generaliseret angsten kan helbredes 100% mens depressionen højst sandsynlig kan helbredes 100%. Uanset hvad så vil det forbedre livskvaliteten betragtelig og forhindre det store slid som en depression giver. Hvis jeg ikke tager psykoterapi, så skal jeg på medicin i perioder ellers bliver tilstanden nemt kronisk og invaliderende. Jeg vil desuden som et minimum gå på kurser som der bliver afholdt på aftenskoler for mennesker med depressioner. Jeg kan på ingen måde ændre min tilstand ved vilje eller ved viden som jeg selv troede, det skal behandles.

 

(Det jeg skrev ned var det jeg fik ud af besøget ved lægen, men jeg har senere fået at vide at jeg ikke helt har forstået min læge helt rigtigt, men jeg har valgt at tage det med da det giver et billede af min tilstand dengang)

 

Dengang fik jeg stillet diagnosen med der blev ikke gjort mere ved det på det tidspunkt. Jeg fik så absolut ingen opbakning af min familie, der mente min læge måtte tage fejl. På det tidspunkt var jeg ikke klar over hvor godt jeg kunne skjule mine depressioner og angst. Jeg gik yderligere 1½ år og fik det dårligere og dårligere uden jeg gjorde noget, andet end at læse lidt her og der om depressioner og angst.

Efteråret år 2000

 

Det giver ingen mening at jeg arbejder bevidst med at konfrontere det der giver uro angst og hvad ved jeg, selvom jeg ikke lader det være, så gik langt fra altid godt. At jeg har det dårligt osv. Mange ting undrede mig. Men når nu jeg ved at jeg er depressiv og med generel angst ved jeg at det ikke går over men at jeg kan have det godt ind imellem og skidt andre gange. Det kan komme som lyn fra en klar himmel, men for ikke at uro mig på forskud skal jeg have et godt roligt liv. Jeg skal acceptere at jeg ind imellem er ustabil i forhold til andre og situationer, men at det ikke betyder at det bliver svære næste gang det kommer helt an på hvordan jeg har det på det tidspunkt. Det er ikke noget jeg kommer ud af ved at tænke rationelt, men ved at være god ved mig selv.

 

Efteråret år 2000

 

Jeg er begyndte at blive mere og mere utilfreds med mig selv, at jeg ikke er som de andre. Jeg er vred på mig selv over det liv jeg har tilrettelagt. Jeg blev ked af det og kunne ikke se hvilken berettigelse jeg har arbejdsmæssig og privat, at jeg slet ikke slår til som menneske. At jeg er en tilskuer til livet. At jeg bruger livet til at vente på det er slut. Jeg føler ikke jeg magter livet, lever ikke op til de forventninger der er ved at være menneske. Mest af alt ønsker jeg at være som de andre (set i bakspejlet kan jeg se at er der ikke noget der hedder de andre, alle mennesker er forskellige).

 

Jeg kommer til at tænke på hvad der kan ligge til grund for mine reaktioner. Jeg som person har altid har været meget alvorlig/seriøs og har brug for ro og integritet ellers bliver jeg usikker utryg og tror ikke på jeg klarer det (ser en masse ting for mig der gør at det går galt).

 

Som voksen har jeg brugt mange år på at finde min hylde. At på den ene side indgå i flokken (kollegaer) og på den anden side få respekt ved at have egne holdninger og virke stærk og stå fast. Det har krævet disciplin og jeg har måtte sige farvel til mange af mine håb, forestillinger, holdninger og integritet, ja mange af de ting jeg synes er en del af mig som/det jeg står for. Jeg har oplevet mange ubehageligheder arbejdsmæssigt, det lykkes ikke helt for mig at finde den balance mellem at tilpasse mig og give mit bidrag til fællesskabet der gav mig respekt. De ubehageligheder jeg har været ud for har ikke været af professionel karakter, der har jeg altid haft respekt om min person. På negativsiden føler jeg mig som en uddøende race. Jeg føler jeg må undertrykke mit sande jeg og jeg føler jeg må give mig tit og ofte. Det der giver problemerne er når jeg føler stress, så reagere jeg med nervøsitet dårlig søvn (næsten ingen) og det fører til jeg ryger ned.

 

Min nye slagplan:

 

Jeg skal begrave alle mine dårlige oplevelser fra fortiden. De hører ikke hjemme i det liv jeg har i dag. Jeg skal fortsat arbejde på at finde balancen mellem tilpasning og hvad jeg står for personligt. Jeg skal acceptere mit sind og mine private valg. Ja acceptere mig selv med alt hvad det indebærer. Jeg skal ikke altid tage livet og mig selv så seriøst. Jeg skal accepter at jeg ikke finder meningen med livet og stole på der er en. Jeg skal finde interesseområder hvor jeg kan bruge flere sider af mig selv.

 

Jeg vil og kan.

Julen år 2001

 

Notater fra perioden mellem det lægebesøg hvor jeg blev ”diagnosticeret” som en der har depressioner, og til det lægebesøg hvor jeg kom på medicin.

 

Jeg har haft tilbagevendende drømme om at blive en forsvunden dansker men vel og mærke uden at være savnet. Det er befriende. Om dagen ved jeg godt det er en urealistisk og fjollet drøm, men den lurer alligevel i baghovedet.

 

Jeg var usigelig lette over at få diagnosen. Nu fik mit andet jeg – det som gør ondt et ansigt. Jeg blev på en måde frikendt for skyld. Jeg har kunne læse symptomer, nikke genkendende til det og sige at jeg egentlig har klaret det godt. Ja så er jeg jo heller ikke alene, selvom jeg ikke kan se andre. Jeg skal så vide at jeg ikke kan forhindre det sker igen, men jeg kan vel lette det selv. Jeg satte mig små mål. Jeg har skrevet flere ting ned som jeg ved af erfaring er noget jeg ved er handlinger der gør mig tryg, men som er lidt underlige ( ikke have lyst til at spise mad ude, fordi hygiejnen ikke er som jeg synes, kun spise ved nogen der har opvaskemaskine, og kun hvis maden bliver opvarmet, planlægge hvad jeg skal sige når jeg er sammen med andre, lave en liste af emner), disse ting er et advarsel om at jeg er på vej et sted hen hvor jeg ikke skulle komme (mit mørkekammer). Jeg har skrevet ting ned som jeg ved hjælper mig når det er ved at gå ned af bakke. (gåtur til stranden, aerobic, små pligter herhjemme, min computer).

Februar 2001

 

Papirer jeg tog med til min læge.

 

Hvor længe har det stået på?

 

Tja i alt fald nogle måneders tid. Det er ikke noget jeg har været bevidst ved før nu, hvor angsten kom ind i billeder for ca. 10 dage siden. Når jeg ser tilbage, kan jeg se tegn på en ”let depression”. Jeg har været uoplagt, let til tårer, glemsom, tilskuer til livet, manglende engagement i omgivelserne, synes selv mindre opgaver var uoverskuelige, ”følelsesløs”, altså en tilstand – men uden de negative selvdestruktive tanker. Det kunne jo være almindelig vintertræthed. Da jeg så fik ferie gik jeg helt i stå trods mange planer. Sådan som jeg har det nu er beskrevet nedenunder.

 

Symptomer lige nu:

 

Jeg falder fint i søvn om aftenen. Vågner mellem 2 og 2.45 (de sidste 5 – 6 døgn, før vågnede jeg senere). Jeg er lysvågen med det samme. Jeg spænder og er urolig i hele kroppen. Jeg ryster og sveder, er tør i munden og halsen (må drikke meget fordi jeg ikke har spyt i munden). Jeg har en trykkende hovedpine og får nervøs mave. Jeg føler en stor angst, en dyne som lægger sig over mig og presser til. Det er en overordnet angst for…ikke noget bestemt, alt jeg kan tænke på er angstpræget. Jeg er på grådens rand hele tiden. Jeg er også vred over at jeg føler jeg skal græde, og den vrede holder bedre sammen på mig. Jeg kan ikke give slip og slappe af. Jeg må op og aktiveres. Hvis jeg laver praktisk arbejde går det bedre – eller når jeg bare traver rundt i huset - det er svære at koncentrere mig når jeg enten læser eller ser fjernsyn. Jeg er meget udmattet imellem 5 og 7, men kroppen kan ikke falde til ro. Om dagen går det bedre. I tidsrummet 8 – 15/16 deromkring er jeg ikke helt så urolig i kroppen. Jeg farer sammen ved uventet lyde. Jeg får kuldegysninger og lynnedslag af angst som forsvinder hurtigt igen. Sidst på dagen bruger jeg megen energi på at holde sammen på mig selv (få lavet mad, rydde op osv.) der kan jeg mærke mange af depressions symptomerne gerne vil frem håbløshed, ”jeg er en fiasko”, ”jeg orker ikke mere”….jeg bruger al min energi på det ikke får overtaget i min hjerne. Jeg er hele dagen trist til mode og føler jeg går som i en osteklokke.

 

Siden sidst jeg var ved lægen for ca. 1½ år siden.

 

Jeg har arbejdet på detektiv vis på at afdække dels hvad depression er og hvad angst er og dels at finde ud af hvad der udløser det og hvad jeg så kan gøre.

 

Jeg har koncentreret mig om depressionen da jeg mente det var den store tunge del- hvilket jeg fandt ud af senere var det nemmeste at gøre noget ved

 

Depressionen: Jeg fandt temmelig hurtig ud af at visse tankemønstre kunne udløse depression og også min indstilling til de ting der foregår på arbejdspladsen/arbejdstempo/samarbejder/oplevelser/forventninger havde indflydelse på depressionen. Jeg fik vendt hele bøtten sådan at jeg nu kan aflæse tegnene på forkert tanke/handlemønster. Og kan derved tage det i opløbet. Jeg har ud over det fået større selv accept af at jeg har det sind jeg har. På arbejde har jeg fået et mere åbent forhold til mine kollegaerne, og jeg føler mig styrket – lidt mere sikker på mig selv. I forhold til min familie har jeg virkelig gjort hvad jeg kunne for at mine forældre kunne acceptere/forstå det.

 

Angsten: Ja så er det der jeg kommer til kort. Jeg har læst ”kognitiv behandling af angst..”. den gav nogle gode og præcise beskrivelser af angst, hvilket jeg var glad for at læse. Det er en stor lettelse at læse at man ikke er alene om det. Jeg har efter at have læst bogen selv tænkt at jeg primært lider af social fobi og oveni det er der kommet lidt sidegrene til. Jeg har læst om kognitiv terapi, men synes det er for meget lig det jeg egentlig selv altid har prøvet, helt uden succes. Jeg mener angsten sidder meget dybere end depressionen, og jeg mener jeg altid har lidt af angst.

 

Hvordan kommer jeg videre?

 

Jeg vil gerne finde tillid til at jeg kan klarer de angstskabende situationer.

 

Jeg vil gerne finde en forklaring på hvor min angst kommer fra.

 

Jeg vil gerne finde motivation og gå på mod og tillid til det kan lykkes.

 

Hvad forhindre angsten mig i:

 

Besøge andre.

 

At tage på restaurant.

 

At gå i biografen/teateret

 

At tage på lejr med børnene fra mit arbejde.

 

At tage på kurser.

 

At tage på personaleweekender.

Midt i februar 2001

 

Jeg skriver i forbindelse med jeg lige er kommet på antidepressiv medicin.

 

Dag 1 med Remeron:

 

(lørdag)

 

Jeg sov bare så godt, jeg vågnede et par gange først på natten man faldt i søvn med det samme igen. Da jeg vågnede om morgen var jeg svimmel. Jeg kan ikke se klart, det blev bedre sidst på dagen. Jeg føler mig tung i krop og hoved, men meget rolig og fredfyldt.

 

Dag 2 med Remeron:

 

(Søndag)

 

Jeg sov godt i nat, helt uden at vågne. Jeg vågner med en følelse af at være bange. Mine kæber er sammenbidte, ryster i kroppen, jeg er ikke angst bare utilpas. Jeg er svimmel og tung i det og jeg kan ikke se helt klart (bedre end i går). Jeg har haft en fin dag. Har været ude og gå en lang tur. Jeg har fået snakket ud med mine forældre.

 

Dag 3 med Remeron:

 

(Mandag)

 

Jeg sov godt i nat, dog ikke så tungt som de forrige to nætter. Jeg har ingen svimmelhed, dog får jeg flere gange i løbet af dagen svimmelhedsanfald. Jeg føler mig tung i kroppen. Jeg er forbi arbejde et par timer og det gik faktisk godt. Jeg føler jeg er to personer. Den som er til stede med børnene og mine kollegaer og en der ser det hele udefra. Jeg bliver ind imellem træt af snak og henvendelser, men ved at sidde lidt ned og slappe af, kan jeg igen. Det var som om jeg ikke kunne optage alle de ting der foregik på arbejde, men samtidig følte jeg velvære ved at have mennesker om mig og at der foregik forskellige ting. Det så hyggeligt ud.

 

Dag 4 med Remeron:

 

(Tirsdag)

 

Jeg har sovet udmærket, men vågnede ved 5 tiden med anspændthed i kroppen. jeg føler en indre uro, trist til mode og at det hele er uoverskueligt. Jeg står op og skriver om angsten. Jeg kan godt koncentrere mig lidt efter lidt og bliver mere rolig. Det gik meget godt på arbejde. Jeg kan mærke at jeg søger hen hvor der er mest ro. Jeg får helt ondt i kroppe ved alt for megen støj, specielt høje børnestemmer. Jeg var meget træt da jeg kom hjem.

 

Dag 5 med Remeron:

 

(Onsdag)

 

Jeg har sovet fint, jeg vågnede næsten helt uden nervøsitet. Jeg kunne for første gang længe ligge og vågne stille og roligt i sengen. Det går generelt godt med at være på arbejde, men jeg har dog fået at vide at jeg bliver lidt hidsig når mine kollegaer kommer for at spørge til noget. Det undrede mig da jeg føler at jeg er nærmest ligeglad med småting, jeg har tænkt lidt over det og har opdaget at jeg selvom jeg føler mig rolig, så bliver jeg rasende når mine kollegaer henvender sig til mig og jeg samtidig er optaget af noget andet. Jeg prøver at huske ikke at fare i flint når mine kollegaer henvender sig til mig. Jeg kan godt holde det inde i mig hvis jeg er opmærksom på det.

 

Dag 6 med Remeron:

 

(Torsdag)

 

Intet særligt at bemærke.

 

Diverse

 

1. Kan man få for meget medicin?

 

2. Kan man fjerne angst igennem kemi?

 

3. Hvad med på længere sigt kan jeg blive helbredt?

 

4. Hvad er strukturen nu?

 

Jeg har tænkt over hvad det er der har fremkaldt min angst denne gang, og er kommet frem til at jeg nok har været en anelse nedtrykt i måske et par måneder, og at jeg generelt synes jeg var kommet til et mæthedspunkt omkring hvor meget jeg selv kunne gøre for at få det bedre psykisk, det der gik mig på at jeg intet kunne stille op mod min angst.

 

Hypoteser.

 

Depressionen kommer af længerevarende destruktive tanker, stress fornemmelser (Dagligdag). Den kom langsomt i løbet af mit voksne liv. Brød synligt frem indenfor de sidste 5-6 år.

 

Angst kommer af konkrete sociale ting der skal ske (privatsfære). Den har altid været der. Jeg har haft det som en del af mig hele livet, og relateret til de samme ting i gennem hele livet.

 

1 marts 2001

 

Jeg skal tænke på det som at jeg bruger energi hver dag for at få min hverdag til at være normal. Jeg har mine sygdomme som altid vil hæmme mig, men jeg har selv kommet så langt at jeg har et temmelig almindeligt liv. Jeg kan få medicin som helbreder. Jeg er er i tvivl om hvorvidt jeg kan blive helbredt af angsten hvad med depressionen og hvad er helbredt er det at jeg tager medicin nu hvor længe og kommer det igen og er helbredelsen helbredelse så længe jeg er medicineret.

 

Depressionen har jeg og den kommer igen. Det er en biologisk/kemisk sygdom. Den behandles med medicin hvis den er for invaliderende (for mig er det når angsten og søvn besværet kommer).

 

2 forskellige angsttyper?

 

1.Der er den angst der knytter sig til depressionen og er generaliseret angst.

 

2. Der er den situations bestemte angst som helt kan helbredes med medicin. Måske skal man have livslang medicin.

 

Jeg skal acceptere at mit liv altid vil være begrænset og at jeg altid vil føle mig nervøs ved ting, jeg skal så lære at takle det.

 

Den situations bestemte angst er kemi og tillært og det kan være indkodet i løbet af de første 2 leveår, og når det først er indkodet sidder det fast, det kan behandles 100% medicinsk.

 

En tanke: Kan man i forbindelse med noget der er angst skabende få medicin.

 

Den situations bestemte angst kom først og så kom depressionen/generel angsten.

 

Hvorfor dit og hvorfor dat.

 

5. Hvad er strukturen nu?

 

6. Hvad med på længere sigt kan jeg blive helbredt?

 

7. Kan man få for meget medicin?

 

8. Hvor meget er kemi og hvor meget er psykologi?

 

9. Kan man fjerne angst igennem kemi?

 

10. Hvordan kan man være sådan en der har det dårligt og samtidig kan se det udefra?

 

Jeg har tænkt over hvad det er der har fremkaldt min angst og er kommet frem til at jeg nok har været en anelse nedtrykt i måske et par måneder, og at jeg generelt synes jeg var kommet til et mæthedspunkt omkring hvor meget jeg selv kunne gøre for at få det bedre psykisk, det det gik mig på at jeg intet kunne stille op mod min angst.

 

Marts 2001

 

Jeg har de sidste 2 ½ uge med medicin haft det lidt blandet. Den første uge var stabil, hvor jeg følte mig meget fredfyldt.

 

Derefter en lille uge hvor jeg synes det hele har været håbløst og hvor jeg har været uden energi. Jeg har generelt følt mig tom og tung indeni. På arbejde har jeg været lidt tilbagetrukket og har vist svaret børnene med små korte sætninger og har ikke selv taget initiativ til kontakten. Jeg har klaret mig igennem ved at have små overskuelige projekter med børnene, og har haft mulighed for at lave noget kontorarbejde. Det har også været en ”ord er tonløse” periode, hvor jeg synes ord var tomme og uden mening.

 

Nu går det så bedre igen synes jeg. Jeg føler jeg har fået lidt bedre overskud og er lidt mere koncentreret i nuet. jeg føler at jeg har fået ”pudset brillerne”. Jeg bemærker vinden og duftene og lyde og farver igen.

 

Angående depressionen så kan jeg se at jeg ikke har det typiske forløb. Jeg har som det ser ud nu haft 2-3 perioder af 1-2 måneders varighed om året, de sidste ca. 4 år. De forgående år kan jeg huske jeg har haft et par depressioner i alt med års mellemrum.

 

Hvor lang tid skal jeg tage pillerne endnu?

 

April 2001

 

Jeg har haft en periode hvor jeg har haft det blandet. Jeg har haft det mere roligt, men har også haft perioder hvor alt føles uoverskueligt og nyttesløst.

 

Jeg blevet klar over at jeg næsten dagligt har haft angsten inde på livet. Jeg er angst når jeg skal ringe og jeg lader enten være med at ringe, eller skriver alt ned jeg skal sige. Den type angst der kommer her er med kraftig hjertebanken, jeg sveder og ryster og jeg har svært ved at koncentrer mig om at snakke og min stemme ryster. Når jeg skal gå steder jeg ikke er kendt med er jeg bange for at fare vild og selvom jeg har kort med mister jeg orienteringsevnen fordi jeg går i en slags panik. Jeg tør mindst af alt spørge om vej. Tager jeg taxa, sidder jeg og er meget nervøs for om vi forulykker. Når jeg tager offentlige transportmidler sidder jeg og følger intenst med og får stikkende smerte og panik hvis vi kører for tæt på andre, eller der opstår en uforudset situation. Jeg har ind imellem oplevet at jeg når jeg skal sove går helt i panik, jeg tror at jeg aldrig vil vågne igen hvis jeg falder i søvn. Det er en tanke der kommer ud af intet.

 

Jeg er blevet endnu mere klar over hvor meget min angst har styret mine valg i mit liv, eller snarere alle de ting jeg ikke har valgt. Jeg har følt jeg skulle beskytte mig selv. Jeg har gået langt i den beskyttelse. Jeg har gået så langt at jeg har løjet overfor dem jeg holdt af. Jeg er også blevet klar over at jeg har brugt meget krudt på at kompensere ved at lave alt lige fra remser og ritualer når jeg skulle koncentrere mig om ikke at blive angst, til at blive fysisk syg, til at lyve, til at blive væk, til at opsøge det, men være helt ved siden af mig selv af bar angst.

 

Jeg ved ikke hvad der er værst at være angst, det at være flov og skamfuld over at have angst og være så svag en person eller den ufattelige udmattelse bagefter. Det værste er nok i virkeligheden nok at jeg lidt efter lidt har givet op, at jeg ikke har tillid til at jeg magter livet og at livet kan have noget godt til mig. At jeg hele tiden kæmper for at holde facaden udadtil, og det aldrig bliver anderledes. Det at jeg føler jeg ikke slår til som menneske og som voksen fordi angsten sætter begrænsninger og bestemmer over mig og mit liv. At jeg har prøvet alt og der ingen logik er i angsten.

 

Jeg vil så sige at jeg i perioden med Remeron har haft en utrolig dejlig fred i sjæl og sind. Jeg har kun mindre perioder af max. 2 dages varighed følt at tankerne, selvbebrejdelserne og den generelle følelses af tomhed, håbløshed, modløshed og følelsen af at alt er nyttesløst er der. Der hvor forskellen er, er at jeg bedre kan aflede tankerne og at de ikke er der i mere end højest et par dage af gangen. Der er mange ting i hverdagen jeg er blevet mere lige glad med. Jeg bekymre mig ikke om småting.

 

Jeg er specielt glad for at jeg sover så godt. Det er ikke kun fordi jeg sover godt, men det er aller højeste grad også at jeg sover så tungt, som jeg aldrig mindes jeg har gjort før. Jeg har også nogle rare drømme. Før havde jeg mindst en gang om ugen mareridt om natten. Det er så lidt sært at jeg på trods af det har så svært ved at tro det. Jeg forventer anspændtheden og den krampagtige selvkontrol. Jeg føler mig utryg og mere sårbar når jeg er afslappet. Jeg føler desuden at jeg har tabt slaget, at jeg ikke selv har kunne klare mine depressioner og angst, at jeg måtte give op. Det er flovt. Når så jeg stopper op og er glad for roen og det lette liv, føler jeg det er ”snyd” at jeg er i en tilstand jeg ikke selv har arbejdet for at komme i, at det er kommet alt for let. Jeg er desuden utryg ved mig selv, fordi jeg ikke kender den rolige/afslappede tilstand.

 

Jeg har for første gang i mit liv taget min depression alvorligt. På den måde at jeg har set jeg har fået det bedre med medicin altså er det ikke bare at mit sind er som det er. Nu skal jeg til at begynde at forholde mig til at jeg har en lidelse, som er baggrund for mange at de ting jeg har oplevet som en personlig svaghed, noget jeg var ked af og flov over. Noget som jeg bebrejdede mig selv.

 

Nu:

 

I perioden med Remeron, har jeg fået det meget bedre. Jeg har ikke den dagligdags bekymring om stort og småt og heller ikke selv kontrollen. Jeg føler jeg er mere afslappet og tager tingene når de er der og ikke forvente det værste. Jeg bliver slet ikke i samme udstrækning ”stresset”. Jeg kan mærke det på hverdagen og på hvor nemt jeg kan lægge oplevelser bag mig og hvor nemt jeg kan falde i søvn, selvom der har foregået meget en dag. Jeg bliver ikke påvirket af at have travlt slet ikke som før. Det er rigtig dejligt at have det sådan.

 

Det er dog på et punkt hvor det har overrasket mig. Jeg er jo klinisk set ude af depressionen, men oplever at de tanker der knytter sig til depressionen og angsten ind imellem er dukket op igen. Jeg har følt at tankerne, selvbebrejdelserne og den generelle følelses af tomhed, håbløshed, modløshed og følelsen af at alt er nyttesløst er vendt tilbage i en kortere perioder (fra et par timer til en dag). I starten gik det mig meget på. Nu er jeg blevet klar over at det slet ikke er over, tvært imod det er kun starten. Jeg skal først nu til at ændre mine tankemønstre. Jeg har en hypotese om at selvom depressionen ikke er der, er hjernen vant til at tankerne er der. Den er vant til de negative impulser. Problemet er nu at jeg ingen tillid har til mig selv og mit tanke og følelsesliv til at jeg kan ændre det selv, for så havde jeg kunnet det for mange år siden. Jeg føler helt grundlæggende nu at jeg ikke mere har kræfter til at kæmpe for at få det bedre. Der hvor forskellen er i forhold til perioden med depressionen, er at jeg nu kun har det i kortere tid og at jeg godt kan aflede mig selv.

 

Angsten er der stadig. Angsten for angsten, og angsten for fremtiden, angsten for ikke at kunne magte en positiv forandring, at ændre mine tanker. Oppe i mit hoved gennemlever jeg alt der kan gå galt. Jeg har også helt konkret oplevet angst i forbindelse med jeg skulle ringe og i forbindelse med jeg skulle ud og kører en længere tur. Jeg har oplevet et par gange at jeg er blevet overmandet af den lammende angst, den var ikke koncentreret omkring noget bestemt. Den kom bare som lyn fra en klar himmel.

 

1. Er det korrekt set/fornemmet at hjernen via et destruktivt tankemønster kan få depression?

 

2. Jeg har læst et sted at angsten i sig selv kan give depression, er det korrekt?

 

3. Når selve depressionen er væk, kan tankerne og følelserne leve videre ufortrødent. Altså et tillært/ubevidst negativt tankemønster?

 

4. Man kan vel ikke med medicin ændre tankemønstrene?

 

5. Hvordan kommer jeg videre nu?

 

Generelle betragtninger;

 

Den slags angst der er der ofte, men som jeg ikke mener er så slem og som jeg nogenlunde selv kan styrer kommer ved følgende situationer:

 

- offentlige transport

 

- møder

 

- mindre arrangementer på arbejde

 

- telefonsamtaler

 

- dagskurser

 

- kortvarig udefineret angst

 

Den slags angst som jeg mener giver mig en forringet livskvalitet og den jeg er rigtig ked af er følgende:

 

- Jeg ikke magter at være sammen med min familie.

 

- Jeg ikke magter social samvær, besøg, fester, sammenkomster.

 

- Jeg ikke magter at have nære venner.

 

- Jeg ikke magter en kæreste.

 

- Jeg ikke magter arbejdsmæssige arrangementer (lejr ture, kurser, personale weekender..)

 

- Jeg ikke magter at rejse.

 

Jeg ved ikke hvad der er værst at være angst, det at være flov og skamfuld over at have angst og være så svag en person eller den ufattelige udmattelse bagefter. Det værste er nok i virkeligheden at jeg lidt efter lidt har givet op, at jeg ikke har tillid til at jeg magter livet og at livet kan have noget godt til mig. At jeg hele tiden kæmper for at holde facaden udadtil, og det aldrig bliver anderledes. Det at jeg føler jeg ikke slår til som menneske og som voksen fordi angsten sætter

 

begrænsninger og bestemmer over mig og mit liv. At jeg har prøvet alt rationelt for at komme af med angsten. Der ingen logik er i angsten.

Påsken 2001

 

Ja så har jeg haft min første ferie (Påsken) efter jeg er startet i medicinsk behandling. Hvordan har det så været. Jeg ved ikke rigtig. Jeg skulle og er vel også klinisk uden depressioner og angst, men jeg har haft mange tanker, fra mørkekammeret. Det er med hensyn til at tingene ikke bliver bedre. At jeg er led og ked af mit liv, at jeg slet ikke kan tro det bliver bedre. Jeg har bare været ked af det. Jeg har haft lyst til at det bare var slut. Jeg er ligefrem meget led og ked af livet, gentagelserne, mig og mit trælse sind. Det er ubeskriveligt den der opgiven, den der livslede, den der lede ved mig selv. Jeg mangler ord. Jeg synes ikke jeg er rykket en tøddel. Jeg er skuffet over mig selv og at jeg ikke magter det, jeg føler mig alene og uden tillid til livet og til at der skal ske mig noget godt. Jeg føler endnu engang at jeg bare er i vejen her i livet. Jeg føler at jeg ikke passer ind nogen steder. Jeg føler tomhed overfor mit liv. Det kan medicinen ikke ændre på. Mine tanker kan den ikke ændre. Jeg føler ærlig talt at jeg har et mere tomt liv nu end når jeg har depressionerne for der har jeg da noget at kæmpe for, nemlig en form for overlevelse. Jeg kan godt holde sammen på mig selv ved de der dagligdagsritualer. Det jeg nok er blevet mest ked af, og bange for mig selv er at jeg på trods af at jeg er i medicinsk behandling og på nuværende tidspunkt burde/er ude af min depression, så kommer tankerne som i depressionen og angsten. Så går det op for mig at det jeg var så håbefuld med hensyn til min sygdom og fremtiden, min medicin som en eller anden garant for at jeg fik et mere roligt og tilfredsstillende liv, det passede ikke. Det ændre ikke spor på tankerne. Lige nu gør det mig meget ked af det oveni at jeg ikke har det så godt. Jeg føler mig meget opgiven, og livslede.

 

Jeg kommer lige i tanker om et udtryk. Jeg ved ikke hvor jeg har det fra ”så tæt på og alligevel så langt væk”. Det er sådan en god beskrivelse af hvordan jeg går og har det. Jeg har det lidt mørkt og jeg er ked af mine indstillinger og tankemønster og det der bliver af konsekvenser for mit liv og for den måde jeg reagere, tolker og handler i forhold til andre. Det er jeg mere end led og ked af, og synes jeg sidder hårdt og fast i dynget. Så alligevel kan jeg i glimt se at det er jo en del af min” neurale sygdom”, så gør det en kolossal stor forskel både i den måde jeg reagere på, den måde jeg kan værge mig mod mig selv, og på den måde jeg reagere overfor andre på. Det er som om jeg i små flash kan se mere klart at det er en sygdom og at den gør at jeg har nogle fysiske og følelsesmæssige konsekvenser, som ikke er mig som det hele og normale jeg. Det gode er jo så at på grund af medicinen, er jeg mere rolig oppe i hovedet, og jeg kan så bedre styre mine tanker og det er kun i kortere perioder jeg er nede. Det er ikke for at trætte andre, men jeg kan jo se dels at jeg når jeg er ”syg” tolker det andre siger meget følelsesmæssigt uhensigtsmæssigt, og det skubber til at jeg bliver endnu mere utryg og ked af det. Jeg kan nu se det er noget der sker oppe i mit hoved, og jeg kan se hvor skidt det er på mange måder, fordi det måske ikke har direkte konsekvens for andre, men det kan jo ikke undgå at præge forholdet, eller præge nogle tolkninger af hinanden og det der sker, og kan være med til at skubbe til et mere negativt billede af nogle ting, end det kan bære i virkeligheden. Jeg kan jo så håbe på at andre kan holde hovedet koldt. Nu kan jeg i alt fald bedre skelne imellem naturlige og unaturlige tanker og opfattelser, håber jeg i alt fald. Hm problemet er vel også at den unaturlige reaktion og tanker springer ud af noget der han en gran af sandhed i sig, så kan det derved få mig til at tro at mine negative og destruktive tanker er normale og rationelle. Hvis jeg bare kan forstå hvornår det er sygdom kan jeg også bedre styrer hele forløbet, er jeg ikke i tvivl om.

Maj 2001

 

Jeg har ikke mærket så meget til depressionen, nogle få små ”sorte huller” det er alt.

 

Angående min angst så har det været en ”livlig” tid med mange arrangementer jeg skulle til. Når det har været korte arrangementer, har jeg kunne kæmpe mig ud af angsten. Når det så kommer til personale weekenden, var det ikke den store succes. Jeg havde det som jeg plejer i sådanne situationer. Jeg er ikke blevet overbevist om at medicinen hjælper mig når det virkelig gælder. Jeg tænker i forbindelse med personale weekenden at jeg endnu engang er der hvor jeg tænker rationelt, handler og finder teknikker og alligevel kommer angsten og tager magten. Jeg magter altså ikke mere at det ikke går. Det er så meningsløst at jeg skal kæmpe så meget uden det hjælper.

 

Jeg har det fint med medicinen. Jeg har fået et meget bedre sovehjerte af den, og det er jeg glad for. Jeg føler jeg har bedre overskud i hverdagen (når alt kører som det plejer).

 

Jeg ser frem til en fredelig sommer, hvor jeg kan få lidt ro oven på den tid hvor jeg har brugt mange kræfter på at det skulle fungere normalt ud ad til. Jeg har købt to bøger jeg skal læse om angst. Den ene er af Dorothy Rowe ”Overvind din angst”, og en bog af Asker Baunsbak ”Trøst i angst”. Så skal jeg i terapi i slutningen af oktober, og så må vi se hvad der sker. Jeg er i tvivl om hvor meget mere der sker inden da. Jeg har fundet et godt og roligt leje uden depressionen, og det med angsten vil jeg ikke bekymre mig om lige nu, det bliver der forhåbentlig taget hånd om ved psykiateren, jeg tror ikke på jeg selv kan gøre mere. Jeg kan da godt bevise igen og igen at jeg nu magter de små ting, men de store ting tør jeg slet ikke røre ved selv. Jeg er godt nervøs og bekymret ved tanken om at skulle til psykiater, og synes det er et nederlag at jeg er kommet dertil, men jeg trøster mig med at tænke på hvor opløftet jeg er hver gang jeg har været her ved lægen. Det har været guld værd. Jeg føler mig meget glad, taknemlig og heldig at jeg har fået så flot en behandling ved lægen.

 

• Jeg har serveret inde ved naboen til en fødselsdag. Jeg var nervøs på forhånd, ikke mere end jeg følte jeg kunne styrer. Det var også tilrettelagt på en måde som jeg er tryg ved. Det var tæt på. Jeg skulle ikke spise med andre, jeg skulle være praktisk gris og det var i kort tid jeg var der.

 

• Jeg blev spontant inviteret til pandekager og portvin ved naboen. Det gik fint. Vi sad udenfor hvilket hjælper en del og det var kun lidt mad ikke et måltid.

 

• Var inviteret til housewarming ved en kollega. Havde angstanfald fra 2 døgn før. Kæmpede meget og prøvede virkelig at komme igennem det. Jeg oplevede at jeg kunne tale mig selv nogenlunde til fornuft, men det kom igen. Jeg kæmpede imod min angst i bussen ud. Jeg kæmpede lidt i starten til middagen, men det gik bedre senere. Jeg drak lidt vin, og det gjorde mig noget døsig, og ligeglad med alt. Jeg tog min Remeron før jeg skulle hjem om aftenen, hvilket var en dum ide, da jeg var særdeles ”groggy” /ved siden af mig selv da jeg skulle med bussen hjem, heldigvis var der en kollega der også skulle med bussen.

 

• Personaleweekend. Jeg var nervøs en uge op til. Jeg øvede mig i at neutralisere mine tanker, så når jeg fik angst og katastrofetanker tænkte jeg noget der var positivt i situationen (løntillæg, at det kun var 2 dage og 1 nat osv.). Aftenen før kom der katastrofe tanker til, der kom billeder til mig om alle de ting der kunne gå galt og jeg ville på det tidspunkt give ALT for at jeg ikke skulle af sted. Jeg fik beroliget mig selv og fik sovet nogenlunde. Jeg følte mig meget urolig og anspændt på selve dagen. Jeg blev konfronteret med banegården som har været et sted jeg flere gange har haft panikangst, hvor jeg er flygtet fra, men det gik denne gang. På selve personale weekenden var jeg meget anspændt og min angst lå hele tiden og ville frem, så jeg brugte mange kræfter på at kæmpe imod. Jeg følte mig trist til mode og uden interesse i det der foregik omkring mig. Jeg fik madlede ved måltiderne, men kæmpede mig igennem det. Jeg brugte al energi på at virke normal, så jeg havde ikke overskud til snak med de andre. Det føltes uvirkeligt det der foregik omkring mig. Jeg gik også tidligt i seng om aftenen, men sov meget let og vågnede rigtig mange gange i løbet af natten. Jeg må jo sige at jeg kom med og udadtil var alt jo normalt, men indadtil var det som det altid er når jeg har angstanfald. Det var en lang sej kamp mod angsten, Jeg har efterfølgende haft nogle dage hvor jeg har været nedtrykt og har følt mig livstræt.

 

Jeg har ud over det været til morgenbord ved en kollega og der har været en sommerfest for børnene ude på arbejde. de to ting gik tålelige.

 

Overnatning på skolen med min klasse: Da jeg er på hjemmebane, plejer jeg ikke at være så invalideret af angst, men jeg plejer ikke at sove rigtig om natten. Denne gang er det gået så godt som aldrig før. Jeg sov selv utrolig godt, så jeg endte med at få 7 timers søvn, og føler mig helt frisk dagen efter. Jeg kunne også mærke jeg var meget mere udadvendt overfor børnenes forældre som kom til morgenbord dagen efter. Jeg havde overskud til at joke lidt og til at snakke med de forskellige forældre. Jeg synes også jeg her de sidste 14 dage har fået en bedre hukommelse. Jeg lægger mærke til flere ting i hverdagen og husker også bedre. Jeg kan mærke det mest ved at når kollegaerne fortæller om en hændelse har jeg i højere grad set det/kan huske det. jeg er også blevet bedre til at huske små detaljer f. eks noget et barn har fortalt mig vedkommende skal til, husker jeg at spørge til bagefter. Det er nu ikke fordi jeg har spekuleret over at jeg har haft problemer med hukommelsen eller nærværet i hverdagen, men jeg kan nu se at det i alt fald er blevet forbedret mærkbart.

 

Status:

 

Jeg synes det går meget bedre end jeg overhoved har drømt om. Jeg har ingen depression mere, og har ikke haft det længe. Jeg er blevet mere åben og snakkesaglig. Jeg kan mærke at jeg har fået meget mere mod på at være udadvendt og jeg tager selv mange flere initiativer både med hensyn til småsnak men også til i forhold til helt konkrete holdningsdiskussioner og initiativtager til projekter/aktiviteter. Jeg synes jeg generelt tager tingene som de kommer, og bekymre mig ikke på forhånd.

 

I den almindelige hverdag mærker jeg ikke noget til angsten. Jeg kan nu tage bussen helt uden at mærke angsten. Jeg kan snakke i telefon uden at have et stykke papir at klamre mig til hvor der står hvad jeg skal sige. Jeg kan nu sidde meget mere rolig og koncentreret til møder. Jeg har ikke flugttrang, og dog det kommer lidt an på om det er et møde med mennesker jeg kender og med en dagsorden jeg er kendt med. Jeg har ikke mærket den der pludselige opstået angst. Jo lidt men jeg har kunne styre angsten, i stedet for at angsten styrede mig. Så alt i alt ser det jo meget fint ud. Jeg stoler nu på jeg i de små dagligdags situationer ikke får angst eller at jeg ikke lader mig styre af angsten. Det er en helt fantastisk oplevelse, at have det sådan, og det giver noget selvtillid.

 

Så kommer vi til de lidt mere vanskelige situationer. Jeg har siden det gik skidt i maj måned, ikke haft mod på at prøve de større angstskabende situationer. Jeg føler mig stadig meget fastlåst i min angst for angsten og min manglende tro på jeg får det bedre.

 

Jeg er blevet en aktiv del af angstforeningen. Jeg er sammen med en anden i byen ved at starte den første selvhjælpsgruppe op, og vi har planer om arrangementer og foredrag her i byen. Ud over det har jeg kunne bibringe med ideer til bestyrelsen og min angsthistorie kommer i det første nummer af angstforeningens avis. Jeg bruger Internettet en del. Jeg skriver med flere både depressionsramte og angstramte. Det er meget tilfredsstillende at jeg kan bruges med mine erfaringer, og jeg nyder virkelig at være den der opmunter og tager dem seriøst. Jeg kan mærke jeg har fået en gejst og glæde som jeg kun kan huske jeg havde i de unge år.

 

Fremtiden: Ja nu er der jo et stort arbejde der ligger foran mig, med at komme videre med min angst der hvor der gør rigtig ondt, og der hvor det er rigtig vigtigt for mig. Jeg kan mærke hvor stor en betydning det har været med Remeron og de samtaler jeg har haft med lægen. Jeg ser så lidt frem og ved ikke lige. Planen er jo at jeg skal til psykiater, men jeg tænker faktisk lidt i andre baner. Min hverdag er jo blevet rigtig god, det er i de mere atypiske situationer det går galt. Jeg har gjort mig nogle tanker om den fortsatte behandling og jeg ved godt jeg ikke i den forstand selv kan tillade mig at have for mange meninger om hvad der er bedst for mig. Jeg har så et ønske om at jeg i stedet for det, så om jeg kan få et godt angstmiddel til at tage når jeg de få gange står i den situation (det er 5 – 7 gange årligt). Jeg er godt klar over at det ikke i den forstand løser problemet, men da min erfaring er at har jeg ikke symptomerne ændres hele min indstilling langsomt, som det er sket med at kører i bus. Nu har jeg ingen forventningsangst, og det går fint, og det er da fordi jeg over flere gange har oplevet jeg bedre og bedre kunne få angsten til at forsvinde, altså er der en form for fysisk og psykisk erfaring der ikke mere siger bus = angst. Jeg forestiller mig så at hvis jeg har nogle piller liggende som jeg tager når jeg skal udfordre min angst, så vil min krop og psyke opleve at familie ikke er =angst og rejse ikke er =angst. På den måde får jeg en ny erfaring som jeg kan bruge (omprogrammering). Jeg kan vel så efter et stykke tid klarer mig uden pillerne. Jeg er jo godt på vej til at få et netværk af andre angstramte, og ud over det har jeg fået et stort fysisk og psykisk overskud. Jeg føler selv at jeg kan styrer det, og har lyst til og mod på selv at klarer det.

 

Juni 2001

 

Tanker omkring hvad der sker efter jeg er begyndt at tage Remeron i februar 2001.

 

Jeg har haft en periode hvor jeg har været noget ”slasket”, men har været i en god lang periode med ro og ”normale” tilstande, ingen depression.

 

Efter jeg har haft besøg en dag tænkte jeg bagefter over at jeg havde været lige så afslappet som når jeg sidder og ser fjernsyn. Jeg ville til enhver tid sige at jeg altid har været afslappet i hendes selskab, men det har jeg måske ikke været alligevel Jeg har efterfølgende gransket over det med angsten, om den er der i flere sammenhænge end jeg er bevidst ved. Jeg vil ikke sige jeg har været angst når jeg har haft korte besøg. Jeg har altid synes jeg bedre kunne styre mig i eget hjem, men jeg har nok været nervøs alligevel.

 

Ud over det er jeg blevet klar over nogle andre situationer hvor jeg har angst. Jeg er angst når jeg skal ringe og jeg lader enten være med at ringe, eller skriver alt ned jeg skal sige. Den type angst der kommer her er med kraftig hjertebanken, jeg sveder og ryster og jeg har svært ved at koncentrer mig om at snakke og min stemme ryster. Jeg er glad for at gå ture ved stranden, men gør det kun tidligt om morgenen hvor der ikke er andre eller kun få mennesker. Når jeg skal gå steder jeg ikke er kendt med er jeg bange for at fare vild og selvom jeg har kort med mister jeg orienteringsevnen fordi jeg går i en slags panik. Har jeg penge til det tager jeg taxa, men der sidder jeg også og er meget nervøs for om vi forulykker.

 

Jeg ved jeg har en dårlig motorik og det spiller også ind når jeg er på ture med børnene på arbejde. Jeg har oplevet at stå i en skov hvor vi skulle over en å. Vi skulle balancere over via en smal bjælke. Mine ben rystede jeg blev svimmel og mit hjerte hamrede helt oppe i halsen. Jeg kunne ikke komme over. Det er bare en af mange oplevelser.

 

Jeg kan så håbe på at de gode drømme er tegn på en ændret psyke, men det er jo lige lovlig tidligt at gisne om det. Jeg kan se flere forandringer i min hverdag og min indstilling til forskellige ting og mit tankemønster, som lige for tiden er brudt, og det til det bedre. Jeg er mere nærværende og har ikke en masse tanker kørende mens jeg er i en situation. Jeg ved jo ikke om det er noget permanent og heller ikke spor om fremtiden. Jeg lever bare i nuet, og reflekter lidt bagefter hvis der er ting, reaktioner der er anderledes.

 

Jeg er meget blank i mine tanker om fremtiden. Hvis jeg fortsat har det som jeg har nu, føler jeg at jeg skal starte helt forfra med mit liv. Med at lære at leve som andre med valg og fravalg med glæder og sorger med overskud og nærvær og med konsekvenserne af min fortid.

 

Det er ved at gå lidt op for mig hvor meget jeg måske altid er selv kontrollerende når jeg er sammen med andre, altså det med at være tilstede med andre og i tankerne analysere jeg situationen, hvordan jeg skal gebærde mig bedst mulig, ja jeg er måske lidt af en kontrolfreak.

 

Generelt set lever jeg meget mere i nuet end nogen sinde før. Jeg bekymre mig ikke på forhånd eller tænker en masse tanker. jeg bekymre mig ikke.

 

Tankerne, selvbebrejdelserne og den generelle følelses af tomhed, håbløshed, modløshed og følelsen af at alt er nyttesløst er der uanset jeg bliver medicineret. Der hvor forskellen er, er at jeg bedre kan aflede tankerne og at de ikke er der i mere end højest et par dage af gangen.

Juni 2001

 

Angst som væsen.

 

AHA!!!!!!

 

Når jeg er flov over at jeg får kvalme, ryster, er ude af mig selv, så er det et resultat af min angst som angst, altså det er ikke noget at være flov over at jeg føler fysisk og psykisk syg, for det er bare en reaktion på angsten.

 

At jeg er bange for tog, for at være væk hjemmefra for ja tusind andre ting, er et resultat af at jeg er blevet angst i de situationer, og så husker min krop og sjæl angsten. På den måde bliver de situationer det det samme som angsten som det angstskabende, men i virkeligheden er det jo angsten i sig selv som er det farlige ikke de situationer hvor jeg blev angst.

 

Ok så kan det være med til at jeg kan se ud over mine fysiske og psykiske symptomer, og ikke se det som noget jeg selv har skabt. Ja på den måde bliver jeg i alt fald skyldfri i mine symptomer. Ja så er der jo angsten som sig selv tilbage, og den ved jeg ikke lige hvad jeg skal gøre ved. Hvad er det for en dæmon? Hvad er det for et væsen? Hvorfor er den der? Hvad gør den godt for? Hvordan kan jeg bekæmpe den?

 

Jeg føler jeg for første gang er kommet op på et andet forståelsesniveau. Det er som jeg ser det med helt nye briller.

 

Juni 2001 i forbindelse med min 40 års fødselsdag

 

Da jeg skulle holde rund fødselsdag ude på arbejde, havde jeg frabedt mig de sædvanlige taler og sange og gaver. Det var ikke rart at gå mod strømmen og jeg måtte da også forklarer mig nogle gang. Jeg oplevede at jeg ikke var bekymret op til dagen og at jeg sov glimrende op til. Selve dagen blev som jeg gerne ville have det. Bagefter var jeg glad og lidt stolt over at jeg havde holdt på at det skulle være i min ånd. Jeg var også forundret over at jeg havde ret. Ja det skal nok forklares lidt det med at have ret. Jeg følte at jeg lyttede til hvordan jeg havde det bedst og ja det var det jeg havde det bedst med (at fødselsdagen var meget afdæmpet), jeg havde ret i at det var det bedste for mig. Jeg følte jeg tog mig selv alvorligt og at det ikke var noget pjat.

Januar 2002

 

Jeg har selv været igennem en god udvikling dels i forståelsen af min angst og depression dels i accepten af at det er og vedbliver med at være en del af mit liv og dels i en nytænkning i forhold til at finde en balance imellem at tage hensyn og at udfordre min angst og sidst men ikke mindst en forståelse af at jeg skal have et meget roligt liv og at ”stress” er dårligt for mig da det provokere specielt min angst.

 

Da jeg for et år siden spurgte lægen om jeg kunne få en henvisning til en psykiater var jeg meget opgivende og ked af det hele, kunne ikke finde ud af hvordan jeg nogensinde ville få det bedre. Da jeg så kom til psykiateren her i oktober måned var jeg faktisk meget langt selv og følte at jeg havde godt styr over årsager, sammenhænge, og muligheder for at få det bedre. Jeg følte meget at psykiaterbesøgene ikke lige var berettiget der hvor jeg er lige nu i mit liv, og jeg følte meget stærkt at jeg ikke var ”terapiegnet”.

 

Jeg er selv kommet langt tankemæssigt og føler også at jeg kan styre min forventningsangst, og jeg stoler meget mere på at jeg kan styre mine tanker. Jeg kan dog mærke at den fysiske del af angsten spiller mig et grimt pus. Jeg kan også mærke at der er situationer som jeg bestemt ikke tror jeg magter, og det er ene og alene de fysiske symptomer jeg tænker på her. Jeg kan mærke at angsten på trods af det gode liv ligger meget tæt på, og kan bryde meget hurtigt ud. Det er som en automatisk pilot, som at man sover når man er træt eller drikker når man er tørstig. Det er hos mig som om at angsten er en naturlig reaktion på at jeg skal noget ud over det sædvanlige. Jeg ved godt med min psyke at det ikke er naturligt, men min krop reagere alligevel.

Sommeren 2002

 

Jeg føler jeg er begyndt et helt nyt liv. Jeg har lidt angst stadig, men jeg er en anden en ganske anden end blot for 1 år siden. Jeg troede at alt ville blive godt hvis jeg fandt en årsag til min angst og depression, at det var nøglen til at få det bedre. Jeg opdagede at sandheden lå lige foran mig, nemlig den at jer skulle acceptere og slutte fred med mit sind. At jeg skulle tage mig selv alvorligt. Jeg oplevede at igennem mit arbejde med andre angste fik jer sat min egen sygdom mere og mere på plads. Igennem det har jeg virkelig fundet ud af sammenhænge og meninger med ting der er sket. Jeg har oplevet at alt det forfærdelige jeg har været ude for med mit sind kan vendes positivt og bruges forhåbentlig til gavn for andre angste. På den måde får min angst en mening.

 

Ud over det er jeg overbevist om at hvis jer ikke havde angst og depressioner var jeg et utåleligt menneske at være sammen med. Angsten og depressionen har gjort mig til et rigere menneske, rigere på livet og meget taknemlig når jeg har et godt liv, når ting lykkes, taknemlig for at kunne forstå andre, taknemlig for at jeg har oplevet dybderne i mig selv. Jeg mener at jeg er blevet meget opmærksom på de små ting i livet, kan glæde mig over bare at være til, at have de muligheder jeg har.

 

Jeg føler jeg har oplevet at miste alt og miste mig selv, så det er med stor taknemlighed, jeg griber dagen griber nuet og er glad for det gode liv, men taget det aldeles ikke som en selvfølge. Jeg ved det kan gå galt igen, men jeg er ikke bekymret ikke nu.

 

Jeg er dybt taknemlig over at min læge tog mig alvorlig og at hun har været der hele vejen igennem. Hun har haft en meget stor betydning for at jeg er hvor jeg er i dag. Jeg er taknemlig over at jeg er blevet så godt modtaget i angstforeningen, og at jeg har fået de muligheder for at gøre et stykke arbejde i foreningens regi. Jeg er taknemlig over den tillid angstforeningen har vist mig og det gode samarbejde vi har haft. Jeg er dybt taknemlig over at mine forældre har været der stille og kærlige hele vejen igennem. Ventet ikke stillet krav eller forventninger, bare været tilgængelige for mig. Jeg er usigelig taknemlig over den dialog og udviklende skriblerier jeg har haft med AL og at der er noget som hedder Internettet hvor man kan hente oplysninger og kan møde ligesindede. Selv når det har set sortest ud har ej kunne gå hen til min computer, og følt der var hul igennem.

 

Indimellem har det været en kamp for at overleve, både mens jeg havde angst og depression, men også i tiden efter. Mange op og nedture, mange gange hvor jer måtte bide tænderne hårdt sammen og kæmpe for at få det bedre. Kæmpe mod de mørke og triste tanker, kæmpe mod angsten som har ville trække mig ned i det sorteste smertefulde hul. Jeg har taget mange nævekampe mod angsten, men nu stoler jeg på at jeg er stærkere og større end den. Den kan ikke mere få mig ned og ligge. Jeg vil kæmpe for det er det hele værd. Livet er værd at kæmpe for.

annes-angstside.dk