Børn og psyken

Velkommen til Annes-angstside.dk

 

 

Der er flere børn der har psykiske problemer.

 

Børn med psykiske og sociale problemer klarer sig dårligt i folkeskolen, og henvises i stigende grad til kommunale specialinstitutioner. Børnene kræver så stor tolerance fra deres omgivelser, at det er umuligt for folkeskolen at tage sig ordentligt af disse børn. Børnepsykiater Peer Jansson afviser, at det stigende antal henviste børn skyldes intolerance i folkeskolen. Han peger på, at antallet af børn med psykiske lidelser, som for eksempel Asperger syndrom og autisme, stiger i disse år. Det sker i hele den vestlige verden, uden at vi endnu kender årsagen. En medvirkende årsag til disse elevers problemer i folkeskolen er de nye og moderne undervisningsformer med gruppe- og projektarbejde. De psykisk syge børn har det bedst i miljøer, hvor rammerne er meget faste og forudsigelige, og det er de ikke i den moderne folkeskole.

 

Det var så en af nyhederne i ugen der er ved at være gået.

 

NU har jeg været inden for systemet i 20 år og kan se at der ER sket en udvikling, ikke til det bedre.

 

Som nyuddannet pædagog i 80'erne kunne man vælge enten at være den politiske bevidste pædagog og se på børnene og opdrage børnene efter at være "socialt orienteret" (socialistisk orienteret, fællesskabet før individet), man kunne vælge at se på børnene og opdrage dem til at kunne flest mulige færdigheder både hvad angår viden og hvad der angår fysisk og motoriks og ikke mindst de musiske færdigheder. Den sidste mulighed som heldigvis aldrig fandt helt vej (ikke på det tidspunkt, men i en anden afskygning senere) var laden stå til pædagogik (børn skulle selv bestemme deres hverdag.

 

Man kan mene hvad man vil, og jeg er bestemt langt fra begejstret for det som det var dengang, langt fra. Jeg må da også pudse glorien og sige jeg aldrig var med på et af holdene, hvilket også bevirkede at selvom der var stor mangel på pædagoger gik der omkring ½ år før jeg fik et arbejde.

 

Nå men både i daginstitutionerne og skolerne var der helt klare holdninger til børn og samfundsopdragelsen, der var nogle meget synlige rammer osv., det bevirkede at børnene godt vidste hvad der forventes af dem, og der var ingen mulighed for at gå ud over normerne, det blev der omgående slået ned på. De "svage" børn oplevede jeg var dem der fik mest ud af den struktur fordi det bare gjaldt om at tilpasse sig så hurtigt som mulig. De stærke børn var mere usynlige dengang.

 

Nu snakker man meget om at børn skal finde deres egne ressourcer, deres egen identitet. Her tror jeg er hele roden til alt ondt. De stærke børn som har en god belast hjemmefra skal nok klare sig uanset samfundsorden, men nu falder de "svage" børn igennem. De får ikke nogle redskaber til at udvikle sig bedst mulig, deres manglende ressourcer skinner igennem. Aldrig før har jeg måtte som en gammel rotte i faget måtte sige, det barn kan jeg ikke hjælpe fordi problemet er for massivt, om det så er en eller anden veldefineret diagnose eller ej, så bliver der i hver klasse tabt et par bøn, fordi systemet ikke kan takle dem. Jeg oplever også flere og flere forældre selv kommer og beder om at deres barn bliver henvist til psykolog fordi de er magtesløse overfor dem. Stakkels sårbare børn som har voksen om sig som alt er lige rigtigt alt er lige vigtigt.

 

Stakkels børn som ikke ved ud eller ind som ingen egen erfaring har, hvordan skal de kunne finde en identitet, de er jo ikke modne til det, og da slet ikke i den her store store kaotiske verden. Jeg vil da langt hellere vise hvem jeg er som voksen hvad jeg står for og hvad jeg synes er rigtigt og forkert. Jeg vil langt hellere at de som større siger, jeg er helt uenig i hvad Anne sagde, det var noget vrøvl, det var dumt. ja for det betyder de netop finder deres egen identitet. jeg tænker også på de stakkels unge som har deres forældre som venner, de stakkels unger har intet at lave oprør imod intet at være glade for intet at spille bolden op imod, intet at være taknemlig over intet at slås for.

 

Hvad mener jeg så selv:

 

Jo i gamle dage var barnet en del af en helhed, de skulle præges til en bestemt holdning og de skulle have nogle bestemte færdigheder, altså så man på barnet som en kommende ressource som i fremtiden kunne videreføre holdninger og indgå i et fællesskab, og være frem for alt social (fællesskabet bedste). Jeg synes det var meget forkert at se børnene som noget samfundet ejede. Jeg syne det var forkert at børnene skulle indordne sig så meget i forhold til ikke engang andre, men andet (politisk korrekte holdninger) På den anden side havde de børn det lettere fordi de levede et forudsigeligt liv. Børn behøvede bare at være til og sige og gøre de rigtige ting imens de voksende op.

 

Nu er jeg virkelig utrolig glad for at vi ser børnene som enkelt individer og at vi gør alt hvad vi kan for det enkelte barn og dets ressourcer. Jeg synes dog at der er kommet nogle meget forvirrede børn ud af det. De "svage" børn kan slet ikke navigere i forhold til frihederne og muligheder, hele tiden skal de udfordre børn og voksne. De er urolige utilpassede og de udvikler personlighedsproblemer. Jeg tror f.eks. Asperger og depression bliver fremprovokeret af det samfund som vi har nu. Det er svært at hjælpe dem fordi vi er få voksne og mange børn, rammerne er forkerte for dem. Jeg får også flere og flere børn som er utrygge og bange og som lukker af overfor den sammenhæng de er i.

 

 

Hvis jeg nu så går endnu længere tilbage til min egen barndom i 60'erne og 70'erne. Der voksende vi op i en tryg enhed. Enheden var familien i første række, vejen og dem der boede der var vores næste kontaktflade, derefter var det skolen og fritidsaktiviteterne. Det var voksne som var meget synlige både i deres personlighed og deres holdninger, i familien var der også en meget klar fornemmelse af hvilke forventninger forældre havde til os. Vi fik meget fred til at være børn, og der var plads til forskelligheder/særheder, blot det ikke skadede andre. Vi havde da i byen nogle særlinger som helt sikkert kunne få diagnoser i dag, men de fandtes ikke dengang. De var bar en del af gadebilledet. De var accepteret som de var (jeg skal ikke kunne sige om de blev drillede af andre børn go voksne, men jeg opfattede ikke de gjorde det). Nu skal det siges at jeg kommer fra en lille by. Alle kendte alle, og det var jo på god tog ondt. Som barn var jeg glad og tryg ved det, men ingen tvivl om at det ikke kun var godt for voksen.

 

Hvad jeg vil sige med alt det her. Blot at jeg tror at en af grundene til flere og flere børn får problemer, skyldes at der stills for store krav for tidligt om at de selv skal være en personlighed, at de skalt age ansvar for eget liv for tidligt.

annes-angstside.dk